’Post Mortem: Ingen dør i Skarnes’: Der er bid i norsk vampyrserie på Netflix
Norge har fat i den lange ende, når det kommer til horror- og fantasy i Norden.
Seneste eksempel var anden sæson af den friske nyfortolkning af nordiske mytologi i ’Ragnarok’ (produceret af danske Meta Film, ganske vist), og selv en ligefrem gyserfilm som ’Kadaver’ holder et hæderligt niveau.
Det er derfor ikke en overraskelse, at den nye Netflix-serie med den lidt snørklede titel ’Post Mortem: Ingen dør i Skarnes’ også er en fornøjelig omgang.
Live (Kathrine Thorborg Johansen) ligger død på en mark i udkanten af den lille norske flække Skarnes. Hvordan hun er havnet der, og hvem der står bag mordet på hende, kan de to politibetjente Reinert (Andrée Sørum) og Judith (Kim Fairchild) ikke umiddelbart gennemskue ud fra gerningsstedet.
Bedst som Live ligger på det kolde obduktionsbord, og retsmedicineren begynder at skære i hende, sætter den ellers afdøde kvinde sig ret og op skriger. Hun husker ikke, hvad der er sket, eller hvordan hun døde.
Med sin tilbagevenden til livet har hun fået skærpede sanser og en uforklarlig lyst til menneskeblod – og man skal ikke have set mange afsnit af ’True Blood’ for at gætte, hvad dét betyder.
Men Live er forståeligt nok i panik over, hvad der mon er galt. Og også broren Odd (Elias Holmsen Sørensen) og faren Arvid (Terje Strømdahl) er i chok – især sidstnævnte virker rystet i ekstrem grad. Som bedemænd skulle man ellers mene, at de var vant til lidt af hvert.
Galskaben tager til, da Arvid forsøger at slå Live ihjel og brænde hende i en krematorieovn.
»Du var død. Og da du vågnede igen, havde jeg intet andet valg. Jeg måtte gøre det … for din skyld«, messer den skyldbetyngede far, da datteren med nød og næppe formår at undslippe de altkonsumerende flammer.
De resterende fem afsnit af første sæsons seks episoder handler om at opklare, hvad der er sket på flere fronter.
Live vil selvfølgelig gerne vide, hvad der sker med hende, men også politiet er særdeles interesseret i, hvad der mon ligger til grund for de seneste dødsfald og mystiske omstændigheder i byen.
Manuskriptforfatter Petter Holmsen er forholdsvis ukendt, mens instruktør Harald Zwart har vekslet mellem norske komedier og Hollywood-film af varierende kvalitet. Spændvidden går fra den sorte krimikomedieperle ’One Night at McCool’s’ til lavpunktet i Steve Martins ellers glorværdige karriere, den ræderlige ’The Pink Panther 2’.
Sammen får de i ’Post Mortem’ skabt en fin balance mellem (den efterhånden) vanlige norske deadpan-humor og Lives dramatiske oplevelse med at blive vampyr.
Det er især Elias Holmsen Sørensen som den overambitiøse bedemand, der er storleverandør af de befriende sjove øjeblikke. Kontrasten er Kathrine Thorborg Johansen. Der er ikke mange lette momenter for Live i første sæson, der byder på det ene mere gruopvækkende øjeblik for den unge kvinde efter det andet.
Tættest er en måske-romance med den kiksede Reinert. Han har altid haft et kæmpe crush på hende, og det er, som om hendes kortvarige død har givet ham mod til at gøre noget ved situationen. Serien rummer i anden halvdel af sæsonen også en god portion spænding, da Reinerts kollega Judith sætter sig for at komme til bunds i de mærkværdige hændelser.
I det hele taget lykkes det at få nuanceret næsten alle karakterne, og man interesserer sig for, hvad der sker med dem.
Der lægges kraftigt op til en sæson to, og der er også mange uudforskede aspekter, Holmsen og Zwart kan sænke tænderne i.
For eksempel bliver ordet vampyr ikke nævnt, og sollys lader heller ikke til at have en effekt på Live. Så det virker oplagt at tilføje en større oprindelseshistorie om, hvad der gør hende til det, hun er.
Kort sagt:
’Post Mortem: Ingen dør i Skarnes’ cementerer Norges position som nordens førende formidler af gys- og fantasyfilm/serier.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen