En spinoff-serie til den afsindigt populære sitcom ‘How I Met Your Mother’ har været længe undervejs, men nu er hovedcastet omsider på plads.
‘How I Met Your Father’ er titlen på den nye serie, der produceres af den amerikanske streamingtjeneste Hulu. Denne gang handler fortællingen ganske åbenlyst om en mor, der fortæller sit afkom, hvordan hun mødte deres far.
Tilbage i april blev det annonceret, at Hillary Duff skal spille en ung udgave af fortælleren ved navn Sophie. Seriens anden egentlige hovedrolle hedder Jesse og bliver spillet af Chris Lowell (‘Glow’, ‘Promising Young Woman’), fortæller Collider.
Hovedcastet består desuden af en række mindre kendte navne. Francia Rasaspiller Sophias roommate Valentina, og Tom Ainsley spiller den ambitiøse model Charlie. De får selskab af Tien Tran som Jesses adoptivsøster Ellen og Suraj Sharma som hans roommate Sid, der ejer en bar. Sidste hidtidige navn på rollelisten er Brandon Micheal Hall, der spiller en karakter ved navn Ian.
Hillary Duff kunne i går afsløre fra sin Instagram-profil, at hovedcastet i øjeblikket er samlet. Det gjorde hun med et fællesbillede fra et filmstudie, hvor Chris Lowell og Francia Rasa begge har et ‘How I Met Your Father’-manuskript i hænderne.
»Hvem er klar til os?«, skriver Duff i billedteksten, hvor hun løfter sløret for, at holdet muligvis har taget en gammel kulisse fra ‘How I Met Your Mother’ i brug: »Vi har muligvis siddet foran en bestemt persons lejlighed«.
’Love, Victor’-skaberne Isaac Aptaker og Elizabeth Berger er den nye series hovedforfattere og producere, mens ‘How I Met Your Mother’-skaberne Carter Bays og Craig Thomas stadig er med som executive producere.
‘How I Met Your Father’ har endnu ikke en premieredato (eller en dansk streamingtjeneste), men det ser altså ud til, at optagelserne starter om ikke så længe.