Sommeren ’85: ’Call Me By Your Name’ møder krimi i biografaktuel sommerromance

Sommeren ’85: ’Call Me By Your Name’ møder krimi i biografaktuel sommerromance
'Sommeren '85'. (Foto: Camera Film)

Sommeren føles uendelig i franske François Ozons stemningsfulde og nostalgiske 80’er-teenageromance ‘Sommeren ’85’, hvor ‘Call Me by Your Name’ møder eksistentialistisk krimi.

The Cures ‘In Between Days’ sætter den ubekymrede og længelsfulde stemning til de idylliske billeder af den nordfranske solbeskinnede kystby, hvor de blå bølger bruser, pigerne solbader, og drengene kører rundt på scooter i perfekt siddende cowboyjakker.

Men snart slår filmens mørke toner symbolsk igennem med et uvejr, hvor 16-årige Alex (Félix Lefebvre) kæntrer med sin jolle. Redningen kommer i form af en græsk gudeskikkelse i horisonten, der viser sig som den lidt ældre fyr David (Benjamin Voisin). Han kaster med det samme sin kærlighed på Alex og tager ham med hjem, hvor hans endnu mere overfamiliære mor (Valeria Bruni Tedeschi) hiver tøjet af ham og smider ham i badekar.

David har brug for en rigtig ven, efter hans far er død, betror moren Alex. Fra den dag er de to drenge uadskillelige – og bliver hurtigt mere end venner.

At romancen får en brutal ende, meddeler filmen os dog fra starten i en rammefortælling, hvor Alex bliver afhørt af myndighederne om sin rolle i Davids død. Alex’ fransklærer (Melvil Poupaud) opfordrer ham til at skrive sine oplevelser ned, og fortællingen fungerer som filmens voice over, hvor Alex indtager rollen som teenagedramatisk og muligvis upålidelig fortæller.

At filmen fortælles af en hjertesorgramt teenager, retfærdiggør dens ujævne blanding af genre og stemninger og ind i mellem lidt kiksede melodramatik, som gør fortællingen uforudsigelig, men også lige vel rodet: Der er familiedrama, hed forelskelse, euforisk diskodans, eksistentielle samtaler om døden, crossdressing-slapstick, slåskamp i det lokale tivoli, trekantsdrama med en engelsk au pair, forhør i et dystert afhøringslokale og morbid gravdans – sidstnævnte er hentet fra romanforlæggets titel, ‘Dance on My Grave’ af Aidan Chambers, som Ozon læste som teenager i 80’erne og svor, at han ville filmatisere.

Efter hans seneste mere sobre og seriøse dramaer ‘Gud være lovet’ og ‘Frantz’ føles ‘Sommeren ’85’ da også som en skøn throwback til den gamle Ozon, der blev kendt som provocateur med sine spraglede, campede (homo)erotiske thrillere som ‘8 kvinder og et mord’ og ‘Swimming Pool’. Jeg er med på genrelegen, men savner lidt mere dybde i ‘Sommeren ’85’, hvis psykologiske portrætter vitterligt kunne være skrevet af en teenager.

Til gengæld fanger han teenagealderens og tidens uskyld – film og bog foregår, inden aids blev mainstream – og hovedpersonernes seksualitet italesættes forfriskende aldrig som et problem.

Det er umuligt ikke at blive revet med af fotograf Hichame Alaouies sanselige og farvemættede billeder, skudt på film, af 80’er-poppen og ikke mindst af kostumier Pascaline Chavannes brug af afblegede jeans og blafrende skjorter, der får de to unge skuespillere til at ligne amerikanske filmstjerner fra en anden tid.


Kort sagt:
François Ozons smittende sommerromance er lige så rodet, intens og charmerende som en teenagers første kærlighedsaffære.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af