’Passing’: Rebecca Halls instruktørdebut er stilfuld og urovækkende
At skjule sine sorte rødder og begå sig i verden som hvid, var en strategi nogle sorte tyede til i 1920’ernes USA. Et fænomen, man kaldte og til stadighed kalder passing.
Det er næppe overraskende, at livet som hvid bragte langt flere muligheder med sig. Derfor kunne sorte, som var lysere i huden, forsøge sig med denne racemaskerade. Nogle levede et decideret dobbeltliv, mens andre gik ind og ud af deres forklædning.
En genforening mellem to kvinder i hver sin ende af denne skala er omdrejningspunktet i skuespiller Rebecca Halls instruktørdebut ’Passing’. Filmen er baseret på en roman fra 1929 af Nella Larsen, som vækkede skuespiller og instruktørdebutant Rebecca Halls ønske om at portrættere dette, for mange sikkert ukendte, fænomen.
Mødet mellem de to barndomsveninder Irene (Tessa Thompson) og Clare (Ruth Negga) rusker op i hver deres tilforladelige husmortilværelse. Den dag, de støder ind i hinanden, er de begge forklædt som hvide. Irene er iklædt en nydelig lys kjole med en hat trukket godt ned over de mørke lokker og ansigt. Hun bevæger sig med overvejet forsigtighed, og frygten for at blive afsløret, mens hun færdes i den hvide ende af byen, er tydelig at spore.
Clare viser derimod frygtløst sit farvede, blonde hår frem og skjuler sig på ingen måde. Hendes forklædning ligner snarere en total forvandling. Clare insisterer på, at Irene skal møde hendes mand, selvom Irene frygter at blive afsløret. I mødet optegnes et klart skel mellem omfanget af de to kvinders forklædning. Det bliver tydeligt, at Clare lever i en løgn, da hendes mand (Alexander Skarsgård) bramfrit kaster om sig med racistiske udtalelser og soleklart tilkendegiver sit had mod sorte.
Det korte, men konfronterende indblik i Clares liv forskrækker Irene, og hun har først ingen interesse i at genoptage deres relation. Men hos Clare vækker mødet tilsyneladende længsler efter hendes sorte rødder. Og på en noget påtrængende facon hægter hun sig på Irenes liv og får derigennem adgang til sin ellers fordækte fortid.
Irene bor i det sorte kvarter Harlem med sin mand Brian, som er uddannet læge, og deres to drenge. De bor i et stort hus, som holdes af deres sorte hushjælp Zulena. Her fører de en tilsyneladende stilfærdig tilværelse, i den velstillede del af den sorte befolkning. Man fornemmer dog, at livet uden for hjemmets fire vægge giver langt mere modstand, og at de skal anstrenge sig for at passe ind.
Irene påstår, at hun er tilfreds med at være sort. Det lader dog til, at Clare prikker til et indestængt følelsesliv. Og når Irene konfronteres med sin og familiens sorte hudfarve, er det, som om hun forsøger at fortrænge den.
Langsomt drages Irene mod Clare, som tryllebinder alle selskaberne og synes at have en forførende effekt på de fleste med sin indsmigrende, lette facon og sin ynde. Clare fremstår på en gang velkendt og eksotisk i sin forklædning, og interessen i det eksotiske ses med begge fortegn
’Passing’ er en æstetisk mættet og stilfuld film med sine sorthvide toner, som både synes rolige og urovækkende. De symbolske sorte og hvide nuancer får på en gang forskellen til at udviskes og fremhæver samtidig kontrasterne i det sorte og hvide liv.
Billedsiden harmonerer med det stille kvindeliv, som især Irene fører. Men et indestængt oprør ulmer i hende, og det lader til at ligge lige under overfladen af de elegante billeder, de høflige fraser og de holdte facader. Filmen opbygger derfor langsomt, men sikkert en fornemmelse af noget fatalt og skæbnesvangert.
Den lille, lidt for afdæmpede film giver et stemningsfuldt indblik i en raceopdelt og racistisk tid. Uro, indignation og vrede bobler lige under den smukke og velholdte overflade.
Kort sagt:
Med sorthvide, stemningsmættede billeder har Rebecca Hall skabt en stilfuld og urovækkende debutfilm med ’Passing’.