’Violation’: Virkelighedstro rape/revenge-film hægter sig fast i sindet som en stædig tæge
»Lad være. Stop«.
Det er de eneste ord, Miriam (Madeleine Sims-Fewer, også en af filmens instruktører) kan få over læberne, da hun i sin rædsel opdager, at den charmerende svigerbror Dylan er i gang med at voldtage hende, mens hun sover en rus ud. Hun og manden Caleb er på besøg fra London i søsteren Greta og Dylans idylliske hjem midt ude i den tyste skov.
Greta og Miriam er knap nok på talefod. Miriam billiger ikke rigtigt manden, der har gjort sin søster til en ivrig jæger, og Greta anklager Miriam for at være en kontrolfreak, som har styret hendes liv efter forgodtbefindende.
’Violation’ havde premiere på Sundance-festivalen sidste år, og som det ofte er tilfældet med horrorfilm skabte dens afbildning af voldtægt straks debat. Nu kan den endelig ses herhjemme, og den er i den grad værd at granske.
For i afbildningen af voldtægt og overgreb på film er vi vant til at opleve den farlige fremmed, der forgriber sig på kvinder i mørklagte parker. Med ’Violation’ er instruktørparret Sims-Fewer og Dusty Mancinelli interesseret i et andet scenarie, som sjældent vises på film: Nemlig med en bekendt som voldtægtsmanden.
Selve akten er klogeligt henlagt til det skjulte. Gennem ultranærbilleder af Miriams paniske øjne, det fugtige mos under hende og Dylans store arbejderhænder, som trænger sig ind under hendes bluse. Lydene, og hendes stille bøn, er nok til at forstå og instinktivt sympatisere med den situation, hun befinder sig i, og det gør voldtægtsscenen langt mere kuldegysende end selv den hårdeste fremvisning af overgreb som i ’Irreversible’ eller ’I Spit On Your Grave’.
Selve hævnakten, der vises, før voldtægten finder sted kronologisk, er lige så neglebidende intens og virkelighedstro, da Miriam fanger sin voldtægtsmand i sit spind og prøver at rationalisere den eneste retfærdighed, hun kan se sig selv opnå: Hans død. Mest af alt minder disse scener i deres makabre voldsudgydelser om Jeremy Saulniers melankolske hævnfilm ’Blue Ruin’, hvor en mand må sande, at det ikke er synderligt let at myrde mennesker.
Scenerne mellem disse to begivenheder i ’Violation’ føles desværre mere distancerende. Dialogen mellem de to par skal være naturalistisk – tydeligvis gennem improvisation – men de føles ironisk nok ofte teatralske og påtagede. Og med en spilletid på 107 minutter kunne der sagtens være blevet trimmet i dialogscenerne, uden at det havde skadet vores forståelse af de fire spillere og deres forhold til hinanden.
Fotograf Adam Crosby har helt tydeligt ladet sig inspirere af Lars von Trier og Terrence Malicks brug af Moder Natur som et symbolsk ophav for menneskelige drifter. Der bliver smurt tykt på, når en mørk ulv mæsker sig i kaninkød, eller en edderkop langsomt kvæles under et glas.
Mere hårdtslående er filmens lydbillede. Hvad end det er lyden af tape, der rives over, som giver følelsen af afpillet hud, eller en bensav, der maser klingen igennem kød, sætter det sig i kroppen som en tæge, der nægter at give slip på sit bytte.
Lyden, som fremhæver følelsesregistret, gør også, at ubehaget mærkes, om man så holder hænderne for øjnene. Og ’Violation’ er ubehagelig.
Vi har de senere år gudskelov set en bølge af filmskabere, der er interesseret i en mere nuanceret fremstilling af voldtægt og overgreb. Fra den feministiske power-fantasy ’Revenge’ til den neglebidende modbydelige ’The Nightingale’.
’Violation’ placerer sig i godt selskab omkring et emne, der stadig er alt for lidt udforsket.
Kort sagt:
Bag den naturskønne billedside gemmer festivaldarlingen ’Violation’ på en rasende indignation over en kvinde, der bliver voldtaget pg svigtet af en bekendt.