Guillermo del Toros fem bedste er must-watch for enhver elsker af filmens magi

Den mexicanske Hollywood-outsider og selverklærede kæmpenørd er kendt som filmbyens visionære specialeffektsmaestro med hjertet ude på skjorten for monstrøsiteter af alle slags. Vi rangerer hans fem bedste film op til hans remake af noir-filmen ’Nightmare Alley’, der får dansk biografpremiere torsdag.
Guillermo del Toros fem bedste er must-watch for enhver elsker af filmens magi
Doug Jones i 'Pans labyrint'. (Foto: PR)
Mia Wasikowski i ‘Crimson Peak’ (Foto: PR)

Nr. 5: ’Crimson Peak’

Da den landede i biograferne i 2015, lå det i kortene, at Guillermo del Toros spøgelsesgyser komplet med hjemsøgt herregård, blodige gespenster og incestuøse søskendepar var netop det – en ligetil gyser. Men faktisk er ’Crimson Peak’ en stort anlagt gotisk romance, der har lige så meget til fælles med Charlotte Bronté som med Edgar Allen Poe.

Til trods for at der er et fåtal af uhyrlige jumpscares, som trailerne lagde op til, er der masser af slibrige mordscenarier, slet skjulte familiehemmeligheder og nederdrægtige intriger.  

Den aspirerende forfatter Edith Cushing (Mia Wasikowski) falder pladask for underskønne Tom Hiddlestons godsejer Sir Thomas Sharpe og farer væk med ham til det fjerne England, efter faren dør under brutale, mystiske omstændigheder. Det er en film fyldt med farlige mænd, endnu farligere kvinder og ældgamle huse, som oser af den ondskab, menneskene i det har udgydet gennem årene.

Godset Crimson Peak er i sig selv en majestætisk produktion, hvis krinkelkrogede trappeopgange og faldefærdige rum alle er bygget fra bunden. Alt imens monsterdesignet af de spøgelser, som hjemsøger skønjomfruen Edith (gestaltet af Doug Jones, naturligvis) sender myrekryb ned ad rygraden.   

Tematisk har filmen ikke samme tyngde som Guillermo del Toros hovedværker. Det er en slibrig historie til de sene nattetimer, der er som skabt til kronisk depressive teenagere at sukke over.

Kan ses på Viaplay, Blockbuster, Youtube m.fl.

Sally Hawkins og Doug Jones i ‘The Shape of Water’. (Foto: PR)

Nr. 4: ’The Shape of Water’

Guillermo del Toros begær for det eksotiske og monstrøse har aldrig været sat mere på spidsen end i hans stortanlagte Oscar-vinder fra 2017 om den stumme rengøringsmedhjælper Elisa (Sally Hawkins), der knepper en fiskemand i badekarret.

Instruktørens tumblr-fanfiction over Jack Arnolds ‘Creature from the Black Lagoon’ er ikke just subtil. »Mennesket er skabt i Guds billede. Mennesker som mig«, erklærer den diabolske FBI-skurk Strickland (Michael Shannon i storform). Med sin mannequin-hausfrau og gigantiske petroleumsfarvede Cadillac karikerer han al den iboende ondskab ved hvide USA’s feberfantasi om kernefamilien i start-60’erne. Da han først introduceres, belærer han rengøringshjælpen om, hvorfor han kun vasker hænder, før han bruger pissoiret … Hvorefter han begynder at gnaske på et bolsje.

Lige så uhumske og vulgære institutionernes magtmænd er i deres selvfede arrogance, lige så øm er romancen mellem den nysgerrige havmand, der elsker æg, og den empatiske Elisa. Den fantastiske danske fotograf Dan Laustsen filmer de to vordende elskeres møde i vanlig sikker stil. Håndfladerne bliver svedige af hjertebanken, hver gang Sally Hawkins længselsfuldt kigger ud ad busvinduet, på vej til sin store kærlighed.

Og der er ingen grund til at være blufærdig omkring den detalje: Doug Jones’ fiskemand er et absolut skår. Og Hawkins gløder af hed nykærlighed, når hun smider badekåben og omfavner sin elsker.

Kan ses på Viaplay, Blockbuster, Youtube m.fl.

Seth McFarlane, Selma Blair, Ron Perlman og Doug Jones i ‘Hellboy II: The Golden Army’. (Foto: PR)

Nr. 3: ’Hellboy II: The Golden Army’

Det er svært ikke at være bitter over, at Guillermo del Toro aldrig fik lov til at færdiggøre sin planlagte ’Hellboy’-trilogi. Med den anden film i serien, ’The Golden Army’, lykkedes det ellers del Toro at fikse samtlige problemer, der ellers var med hans originale filmatisering af Mike Mignolas tegneserie-antihelt, den gnavne Antikrist, Hellboy.

Monstrene, som Hellboys hold af overnaturlige dæmonjægere denne gang toppes imod, er langt mere kreativt og inspireret designet end i ’Hellboy’. Fra en enorm trold med en mekanisk slå-arm samt små, kødædende tandfeer, der reducerer mennesker til sørgelige pletter på gulvtæppet til den titulære hær af uovervindelige robotter.

Romancen mellem Ron Pearlmans mandebarn Hellboy og den iltre flammekaster af en kvinde, Liz, er glimrende fortsat fra den første film. Og så er publikums stedfortræder, den drønkedelige John Myers, intet sted at få øje på. ’Hellboy II’ er med andre ord den perfekte efterfølger, der bygger på den originales styrker og uddyber universet samt karaktererne, som befolker det. Så naturligvis var der ingen, som så den, da den udkom i 2008.

I stedet blev vi spist af med et tarveligt reboot i 2018, hvor al Guillermo del Toros charme og kærlighed til kildematerialet var udskiftet med edgelord humor, idiotiske karakterer og en komplet unødig R-rating i stedet for et hjerte og en hjerne.

Kan ses på Viaplay, Blockbuster, Youtube m.fl.

Junio Valverde i ‘The Devils Backbone’. (Foto: PR)

Nr. 2: ‘The Devil’s Backbone’

I 1939 var det gamle Europa på randen af total erodering. Såkaldte stærkemænd gav løfter om lov og orden overalt i de gamle kejserdømmer, mens hykleriske demokratier aggressivt udhulede resten af verdens ressourcer for egen vindings skyld.

Langt ude på den spanske ødemark i et afdanket fort, brugt som et børnehjem, udfolder et andet drama sig. Den unge Carlos bliver involveret i et voldsomt hævnkomplot, da han begynder at kommunikere med fortets mystiske barnespøgelse, der hjemsøger stedet.

Med sine endeløst mørke øjne og hvislende, opadgående blodspor fra pandelappen er barnespøgelset retningsvisende for resten af instruktørens oeuvre og hans store forkærlighed for det morbide.

Som i sit magnum opus, ’Pans Labyrint’, er Guillermo del Toro tydeligvis fascineret af børns forståelse af den ondskab, der inficerer alle aspekter af deres hverdag i krigstid. I midten af fortets gård knejser en defekt bombe op af jorden som en konstant påmindelse om den vold, der har bragt de unge mennesker til børnehjemmet.

Filmens tematikker om indgroet fascisme og manden som det virkelige monster har han genbesøgt i ’Pans Labyrint’ såvel som ’The Shape of Water’. Men allerede her i hans blot tredje spillefilm viser den selverklærede genrenørd en enorm forståelse for det visuelle sprog, som driver disse spøgelseshistorier. Og en endeløse empati for de små mennesker på gulvet.

Ikke tilgængelig på dansk streaming for tiden.

Doug Jones i ‘Pans labyrint’. (Foto: PR)

Nr. 1: ’Pans labyrint’

Der kan ikke herske nogen tvivl. Guillermo del Toros underskønne fabel om Francos Spanien under Anden Verdenskrig er ikke blot den visionære instruktørs bedste film. Det er en af de absolut stærkeste film fra 00’erne.

Fra perspektivet af den 10-årige pige Ofelia, hvis højgravide mor er nygift med en af Francos ledende kaptajner i de skæbnesvangre dage af 1944, oplever vi den bundløse dybde af menneskelig ondskab, når den perfektionistiske kaptajn Vidal brutaliserer alt og alle omkring sig.

I hendes flugt fra virkeligheden drages hun af en faun, som tilbyder hende et magisk kongerige, hvis hun blot løser tre simple opgaver for ham rundt omkring den afsidesliggende herregård. Filmens utrolige visuelle stilart, som realiserer gamle folkemyter igennem fabelagtig make-up-magi, er dens umiddelbare appel. Hvem kan glemme Doug Jones’ ækle manierisme som den glubske Pale Man med øjeæbler på håndfladerne, der går på jagt efter Ofelia?

Men det er i mødet mellem tungsindig, voldelig socialrealisme og barnagtig eskapisme, at filmens gnistrende harme over social uretfærdighed perfekt udpensles. Krigens rædsler er blevet skildret hundredvis af gange. Men det er Guillermo del Toros største genistreg i sin imponerende karriere at fordre den konflikt igennem et barns uskyld og naive trodsighed.    

Kan ses på Filmstriben, Blockbuster og Google Play.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af