’Ascension’: Det er ren science fiction at være på en sexdukkefabrik i Oscar-nomineret dokumentar
Økonomien boomer i Kina, men på hvilken bekostning?
I Jessica Kingdons Oscar-nominerede debutfilm ‘Ascension’, der skal dyste mod danske ’Flugt’ i dokumentarkategorien, kommer vi helt tæt på Kinas rolle som hele den vestlige verdens produktionsfabrik og overgangen mod et kapitalistisk forbrugssamfund i egen ret.
Gennem en kakofoni af observerende indstillinger ser vi, hvordan store virksomheder forsøger at rekruttere arbejdere på gaden. Der er masser af (underbetalt) arbejde til alle – og nogle steder kan du endda få lov at sidde ned, mens du udfører det!
Den første time af ’Ascension’, der vises i Cinemateket i weekenden, går helt tæt på mange af de arbejdsfunktioner, vi tager for givet i Vesten. Vi er med i fabriksrummet, hvor der sorteres plastik, en virksomhed, som producerer plastikflasker og en enorm systue. Alle stederne er det mennesker af kød og blod, som styrer slagets gang og retter maskinernes fejl.
Et andet sted segner en rengøringsmand om af træthed, mens han er på arbejde. Arbejdstiderne er mange steder nord for 10 timer om dagen, hører vi, og vestlige diskussioner om work-life-balance er lysår væk.
Filmen antager nærmest science fiction-agtige proportioner undervejs: Blandt andet når vi følger de kvinder, der fremstiller avancerede sexdukker, som skal opfylde et absurd postmoderne behov, mens kineserne selv kæmper for overlevelse og normale levevilkår.
Eller når vi ser, hvordan lemmingeffekten forfølger den hastigt voksende middelklasse, der driver rundt i et enormt vandland – tilsyneladende uden at vide, hvad de skal stille op med de nyfundne penge, de har brugt hele livet på at jagte.
Kingdons flotte tableauer og præcist sammensatte klip udgør et tankevækkende billeddigt om kapitalismens fremgang i verdens største nation. Her bliver masserne indoktrineret til at forfølge den »kinesiske drøm«, som beror på produktivitet og innovation – en virksomhed har blandt andet en slags salme, der besynger produktivitet, karriere og arbejdets rolle i deres liv. Intet er vigtigere end at tjene penge.
Filmen mere end antyder, at de kinesiske arbejdere ikke har nogen værdi i sig selv. De oplæres som livvagter for rige vestlige tilrejsende eller som personlige assistenter for de velhavende. De kan risikere at bruge deres uddannelse på at presse tandpasta ud for deres rige chefer, får en skoleklasse at vide uden at fortrække en mine. Andetsteds hører vi, at viden i sig selv intet er værd, hvis ikke man ved, hvordan man skal tjene penge på den.
Selv i filmens anden halvdel, hvor vi ser, hvordan de nyrige kinesere, som høster frugten af slavearbejdet i fabrikkerne, endelig bruger deres penge, er der ikke megen lykke at spore. De jagter stadig et andet liv, end det de har, når de spiser dyr fransk mad og drikker europæiske vine i et forsøg på at forstå, hvad de rige nationer overhovedet gør med deres svimlende formuer.
Kingdon har skabt et uhyre fascinerende dokument over sammenstødet mellem kinesisk kultur og kapitalisme – og de menneskelige konsekvenser, vores accelererede forbrugsvaner i Vesten har på den anden side af Jorden.
’Ascension’ bliver heldigvis aldrig moraliserende, når den fremlægger billedstrømmen ukommenteret (om end skarpt vinklet). Det er op til en selv, om man vil tolke det som den ultimative dystopi eller en kapitalistisk utopi, når en CEO prædiker, at Kinas ultimative mål må være at forløse sit forbrugspotentiale.
Først da vil landet være mere magtfuldt end USA, først da vil Kina ikke længere være hensat til et liv som hele verdens fabrik.
Kort sagt:
Jessica Kingdons Oscar-nominerede dokumentarfilm om kapitalismens fremgang i Kina er et fascinerende billeddigt, der viser, hvor lidt lykke har at sige i »den kinesiske drøm«.