‘Tiger King’ blev et gigantisk hit for Netflix, men ved sæson 2 stod det klart, at verden forlængst var flyttet videre til andre modefænomener end intrigerne mellem Joe Exotic, Carole Baskin og de andre vanvittige katte-‘elskere’ i USA.
Det har nok fået folkene bag de kommende fiktionsprojekter til at ryste en lille smule i bukserne, for hvad der fra start kan have lignet en sikker vinder, kan måske nu – hvor projekterne er ved at være klar – ligner måske mest af alt nu, at man er kommet for sent til festen.
Det var tilsyneladende netop den fornemmelse, der fik Amazon til at droppe deres serie baseret på ‘Tiger King’-begivenhederne med Nicolas Cage som Joe Exotic.
Men en anden serie er nu på trapperne, og det kan mønstre et cast, der i det mindste får en til at ville give det en chance. Her spiller ‘SNL’-geni Kate McKinnon således Carole Baskin, Kyle McLachlan hendes mand Howard Baskin, mens John Cameron Mitchell er Joe.
Den første fulde trailer er landet, og om ikke andet ser den ud til at leve fuldt og helt op til dokumentarforlæggets flashiness og excentriciteter:
Det store spørgsmål er selvfølgelig, om serien formår at bringe noget på banen, som ikke allerede er dækket af ‘Tiger King’ selv, for her har vi virkelig at gøre med en historie, hvor virkeligheden overgår fantasien.
Det bliver vi klogere på, når ‘Joe vs. Carole’ – der officielt er bygget på podcasten ‘Joe Exotic: Tiger King’ og ikke Netflix-serien – får amerikansk premiere på Peacock 3. marts. Det er endnu uvist, hvornår og hvor vi får den at se herhjemme.