’Tiger King 2’: Luk lortet, Netflix
I et anfald af kollektiv pandemidesperation/apatisk sofatvangsindlæggelse blev Netflix’ ’Tiger King’ det måske største dokumentarfænomen, verden endnu har set.
Det bizarre møde med farverige (læs: psykopatiske) big cats-fanatikere i Oklahoma var åbenbart det stykke eskapisme, corona-peak-perioden kaldte på, og så ivrig var trangen til at svælge i de vanvittige hovedpersonernes vanvittige liv, at vi gjorde vores bedste for at intellektualisere oplevelsen for at tørre den grimme bismag af ussel freakshow af munden.
Men man kan putte nok så meget sminke på en gris – det er stadig et svin.
Så massivt et fænomen blev ’Tiger King’, at det var uundgåeligt, at der måtte komme en ’Tiger King 2’. Og at ’Tiger King 2’ nødvendigvis måtte handle temmelig meget om ’Tiger King 1’.
For serien har forandret de involveredes liv. Joe Exotic, Carole Baskin, Jeff Lowe … Disse ukurante, grundlæggende upålidelige personager fra Freaktown USA er i dag globale berømtheder. På godt og ondt.
Turisterne har flokkedes til Joes gamle dyrepark, sofadetektiver har dedikeret deres liv til at opklare nogle af seriens mysterier, internettrolls sender mordtrusler, fans sender kærlighed, og såvel myndigheder som dyreaktivister har fået endnu en anledning til at rette øjnene mod den afskyelige behandling af de eksotiske dyr.
Kan I huske Dr. Oetkers Pizzaburger? Kroneksemplet på, at bare fordi man sætter to gode ting oven på hinanden, så bliver det ikke nødvendigvis dobbelt så godt?
Mens første sæson i sine bedste stunder trods alt alt føltes som en oprigtig dokumentarisk udforskning af et meget specifikt miljø, er ’Tiger King 2’ Netflix’ svar på en pizzaburger: Reality og true crime i én uskøn pærevælling, der smager ad helvede til og giver mere koldsved end næring, efter man har konsumeret det.
Første afsnit handler primært om kampen for at få Joe Exotic ud af fængslet, hvor han afsoner en dom for at have hyret en lejemorder til at tage livet af arvefjenden Carole Baskin. I de to næste afsnit forvandler serien sig så til en decideret true crime-fortælling om Baskins eksmand Don Lewis’ mystiske forsvinding.
I afsnit 4 og 5 dykker vi så ned i dybderne af Jeff Lowes karakterløshed, mens en tredje wild animal park-fanatiker, Tim Stark, for alvor indtager scenen med dybt foruroligende og voldsparate antistats-udtalelser, der får Joe Exotic til at ligne Mahatma Ghandi til sammenligning. Til allersidst i femte og sidste afsnit tager sagen om Joes lejemord en drejning, der kun er interessant i gåseøjne.
Det er en værre rodebutik, og man skal være ualmindeligt interesseret i, hvad Jeff Lowe mener, Joe Exotic har gjort, og hvad Joe Exotic mener, Tim Stark har gjort, og hvor rablende de alle sammen mener, at hinanden er, og hvor rablende mennesker (amerikanere) kan være, for at det rigtigt kan ophidse nogen.
Altså ud over det, der bør ophidse nogen: Netflix’ eget ansvar for, at denne flok rabiate dyremishandlere har fået deres 15 minutes of fame.
Serien skyr ikke øjnene væk fra, at deres dyr lider voldsom overlast, og en repræsentant fra PETA er en gennemgående stemme her i sæson 2. Og i bedste fald kan man argumentere for, at ’Tiger King’ er en trojansk tiger, der bruger the murder, mayhem and madness til at sætte fokus på alvorlige problematikker omkring dyrevelfærd.
En deprimerende, forlænget WWF-reklameagtig dokumentar om nødlidende dyr havde næppe fået samme gennemslagskraft. Men som serieskaber Eric Goode selv har erkendt, kom hans fascination af de excentriske mennesker undervejs i arbejdet med den oprindelige serie til at overskygge fokusset på dyrene, som ellers var hans oprindelige motivation for at undersøge sagen.
Og det har i den grad også domineret diskursen omkring ’Tiger King’: Hvor mange af de tusindvis af artikler, Youtube-videoer og memes har egentlig handlet om konsekvenserne for dyrene?
Og er den fortsatte iscenesættelse af Carole Baskin, der er i gang med at sagsøge serien for, at hun medvirker i sæson 2 mod sin vilje, ikke stadig pænt uforsvarlig? Seriens stedmoderlige forsøg på at lege ’Making a Murderer’ og komme til bunds i hendes påståede mord er i hvert fald en joke.
’Tiger King’ minder om en gangstertype, der driver en stripklub med udnyttede østeuropæiske kvinder om natten og uddeler løbesedler mod moderne slaveri om dagen.
I sidste ende kan den kritik, der trods alt løber gennem serien, måske godt ende med at have en så stor effekt, at livet som eksotisk dyremishandler faktisk bliver sværere i en post-’Tiger King’-verden, men det ændrer ikke på hykleriet, ligesom den nye sæson på intet tidspunkt forholder sig selvkritisk til Netflix’ rolle og ansvar. Med rigelige minutter brugt på at fremhæve den oprindelige series succes havde det ellers været klædeligt.
Anden sæsons bedste øjeblik opstår i første afsnit, hvor den lille kampagne, der kæmper for Joe Exotics løsladelse med både bus og bannere i oversize, rejser til demonstration i Washington D.C. for at få Donald Trump til at udstede en præsidentiel benådning.
Her smides de væk fra The Mall af inkarnerede Trump-republikanere, der finder det latterligt, at de blander Joe Exotic ind i deres dødseriøse kamp for at få afdækket det påståede valgsnyd og få deres præsident genvalgt.
Selv i en forsamling af radikale Trumpister, der få timer efter skulle indtage The Capitol i en af mørkeste dage i nyere amerikansk historie, er ’Tiger King’-slænget simpelthen for forrykt til at fortjene opmærksomhed.
Det kunne måske godt vække til eftertanke hos Netflix selv.
Kort sagt:
Som dyreaktivisterne siger til big cat-parkerne vil jeg sige til Netflix om ’Tiger King’ efter sæson 2: Luk lortet.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.