Er ’Tiger King’ mere end et freakshow?

Netflix-serien om en flok vanvittige tigerfanatikere i USA er blevet et fænomen, men da underholdningseuforien havde lagt sig, følte vores filmredaktør sig også en lille smule beskidt efter at have set den.
Er ’Tiger King’ mere end et freakshow?
STREAMING TOGETHER

KOMMENTAR. Bedst som man troede, at corona ville have månedlangt monopol på samtalen i de vestlige lande, landede ’Tiger King’Netflix.

Serien om en flok rablende gale big cats-fanatikere og deres fjender i Oklahoma og omegn har over de seneste uger indtaget en stabil førsteplads på Netflix’ top 10 over de mest sete serier i Danmark og har genereret så heftig buzz på sociale medier, at man må rubricere den som et fænomen på linje med ’Making a Murderer’ og ’Chernobyl’.

Den har bevist, at mennesker trods tidens uvirkelige omstændigheder har brug for at forsvinde ind i en anden verden, der er endnu mere vanvittig.

Men ’Tiger King’ er ikke eskapisme. Det er virkelighed.

Og jeg kan naturligvis sagtens forstå, hvorfor serien afføder memes og virtuelle watercooler-diskussioner som få. Som alle andre fulgte jeg også Joe Exotic, Carole Baskin, Jeff Lowe og de andre tvivlsomme personager med kæben skrabende mod sofakanten.

Men efter de syv hæsblæsende afsnit sad jeg også tilbage med en mat følelse.

Mens vi har grinet af Joe Exotics lighed med Peter Frödin og måbet over forbindelserne mellem Britney Spears og den sekteriske Bhagavan ’Doc’ Antle, er der færre, der har været optaget af, om der overhovedet er en bund under den imponerende ophobning af WTF-øjeblikke.

‘Tiger King’.

Seriens skaber Eric Goode fortæller i starten, at han kommer på sporet af Joe Exotic, da han undersøger illegal handel med eksotiske dyr. Og den mest nærliggende forklaring er da også, at det dokumentaristiske eksistensgrundlag hviler i afsløringen af vederstyggelig dyremishandling i et Amerika, der huser flere tigere i fangenskab, end der findes i naturen på globalt plan.

Skal vi være helt ærlige, fortaber dyremishandlingen sig dog – som vores anmelder også var inde på, og Eric Goode tilmed selv har indrømmet – i svindlen, bedraget, polygamiet og forbrydelserne, der er så out there, at man godt kan forstå, de også har distraheret Goode og medskaber Rebecca Chaikin fra at holde øjnene på deres egentlige mission.

Dermed ikke sagt, at serien negligerer dyrevelfærdstematikken, for med mindre man i forvejen syntes, at det var en voldsomt fed idé at holde tigerunger som kæledyr, vil ingen næppe være i tvivl om – flere af de ansattes gode og dyrekærlige intentioner til trods – at det, de har gang i, er rent galimatias. Og man kan håbe, at seriens popularitet kan åbne for en større diskussion af handel med vilde dyr. Men i sig selv er dyrevelfærdstematikken kun et bagtæppe for det murder, mayhem and madness, som undertitlen med tabloid bramfrihed afgiver løfter om.

Som karakter- eller miljøportræt er ’Tiger King’ heller ikke overbevisende. Der er en guddommelig ironi og skæbnesvangerhed i fortællingen om tigerkongen, der selv ender i bur, men Goode og Chaikin formår aldrig rigtigt at skrælle facaden af hverken Joe Exotic, Doc Antle eller andre af de uforglemmeligt excentriske figurer. Jeg tvivler på, at jeg har været vidne til én eneste oprigtig replik i serien, måske bortset fra hos nogle af de menige medarbejdere, der knoklede røven ud af bukserne for Joe Exotics forfængelighedsprojekt.

‘Tiger King’.

’Tiger King’ trækker på nogle uramerikanske myter om guns, pickup-trucks, store dyr og en eklatant fuckfinger til autoriterne i landets randområder, men den siger ikke noget større om USA. Allerhøjst bekræfter serien de fordomme, man i forvejen nærer til Red State America. Som min far skrev til mig efter at binget hele molevitten: »De er skøre de amerikanere«.

Det kan man jo kun give ham ret i efter at have været indhyllet i en række dybt usympatiske menneskers forskruede verdensbillede over seks-syv timer. Men vil man for alvor ind under huden på Trumps USA, bør man hellere se film som ’The Rider’, ‘Bombay Beach’ eller danske ’I Love You I Miss You I Hope I See You Before I Die’, der med empati og nysgerrighed masserer overraskende vinkler frem. I den forstand er den på overfladen konstant twistende ’Tiger King’ forbløffende forudsigelig.

Jeg har ikke ondt af de svigefulde løgnere, der udstilles i ’Tiger King’, for de udstiller mest sig selv. Jeg synes ikke, den er etisk problematisk. Og det giver 100 procent mening, hvorfor det er den serie, vi alle sammen er besatte af lige nu. Den serverer så mange fristelser, at den er umulig at modstå.

Men efter så mange timer i selskab med ubehagelige mennesker fik jeg en lidt beskidt smag i munden. Lidt den samme smag som efter et rigtigt syndigt realityshow – lidt a la det, Rick Kirkham forsøgte at producere om Joe Exotic, inden hans studie gik op i røg med mistænkelig timing. Kirkham blev overhalet inden om af Goode og Chaikan, der sandsynligvis har præsenteret stoffet mere smagfuldt, end han ville have gjort, men ikke desto mindre med en tilsvarende bundlinje: Et freakshow designet til at forlyste og forarge.

I sidste ende er det eneste, der står tilbage, billedet af en række farverige røvhuller, der kaster lort i hovedet på hinanden og rammer sig selv. Den slags kan være meget sjovt at se på. Men det stinker altså også lidt.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af