Den årlige White House Correspondents’ Dinner var i lørdags for første gang i flere sæsoner tilbage til normalen, hvor en komiker får frit spil til at spidde medier såvel som politikere ved en fin middag, hvor de to i dagligdagen ofte stridende parter mødes til mad og god stemning.
De seneste to år har traditionen nemlig været brudt op af corona, og før det udvandede Præsident Trump konceptet i fire år ved ikke at møde op personligt, sådan som præsidenterne ellers normalt gør.
Men Præsident Biden var til stede, da ‘Daily Show’-vært Trevor Noah fik en lille halv time til at roaste de prominente personligheder i salen, inklusive Kim Kardashian og Pete Davidson.
»Det er en stor ære at tale i aften ved nationens fornemste superspreder-event«, startede den sydafrikanske komiker, før han gik efter både first lady Jill Biden, Fox News, den fyrede CNN-chef Jeff Zucker og selvfølgelig Joe Biden selv, om hvem han blandt andet sagde:
»Sidste måned skabte han en kæmpe international opsigt ved at sige, at Vladimir Putin skulle blive fjernet fra magten. Det var meget, meget oprørerende for Rusland, indtil nogen forklarede dem, at intet af det, som Biden gerne vil, rent faktisk bliver til noget«.
Se hele segmentet her: