De 30 bedste film på Disney+ lige nu

Streamingtjenesten Disney+ er vokset til et overflødighedshorn af animationsmagi, stærke Oscar-kandidater fra nyere tid, klassiske storfilm og superheltefavoritter. Vi har sorteret i udvalget og håndplukket 25 af de bedste titler, du kan se lige nu – og der er noget til enhver type filmaften, hvad end du er til action, romcoms eller mænd med saksefingre.
De 30 bedste film på Disney+ lige nu
Sebastian Stan i 'Fresh' (Foto: PR)

‘Fresh’

Jo mindre, du ved om debutinstruktør Mimi Caves dybt syrede romcom-gyser ‘Fresh, jo bedre. Lad os derfor bare sætte scenen således:

Noa (Daisy Edgar-Jones fra ‘Normale mennesker’) er kørt død i kiksede Tinder-hookups, da hun en sen aften møder charmerende Steve (Marvels ‘Winter Soldier’, Sebastian Stan) og i grøntafdelingen i det lokale supermarked. Det slår øjeblikkeligt gnister, og duoen går efterfølgende på den bedste date, Noa har været på i evigheder. Hvorfor hun da også gladelig takker ja, da Steve forslår, at de tager på weekendtur på landet …

‘Fresh’ er ikke for sarte sjæle, men filmen gennemsyres af en kulsort humor og spidende kønssatire, der får uhyrlighederne til at glide ned – og navnlig Sebastian Stan har en fest som drømmemanden med skeletter i skabet.

Zoey Deutch i ‘Not Okay’. (Foto: Disney+)

‘Not Okay’ 

Hvis man er bare den mindste smule betaget af livet som influencer, vil Quinn Shephards Instagram-satire ‘Not Okay’ ramme plet. 

For præmissen er i sig selv smågenial.

I jagten på likes vælger den unge Danni (en storspillende Zoey Deutch), der trods store drømme er hensat til en kælderplads på et ellers glittet new yorker-medie, at give sig selv den influencerkarriere, hun synes, at hun har fortjent. Så under dynen i sin rodede lejlighed, beslutter hun sig for at udleve den perfekte likehunter-drøm i form af en ‘Emily in Paris’-værdig tur til Paris – en misundelsesværdig pastelfarvet rejse der bliver orkestreret til perfektion med hjælp fra Photoshop.

Men kort efter hun manipuleret sig til en selfie foran Triumfbuen, rammer et virkeligt terrorangreb selvsamme varemærke. Pludselig har Danni et falsk traume at pleje, massevis af følgere, opmærksomhed, og det liv hun altid har drømt om, selvom det alt sammen er baseret på en utilgivelig løgn. 

‘The Devil Wears Prada’. (Foto: PR)

‘The Devil Wears Prada’

En af de bedste komedier fra 00’erne er også en af de mest underholdende film om modeindustrien til dato, baseret på forfatter Lauren Weisbergers semiselvbiografiske roman om en ung kvinde, der bliver ansat som assistent for chefredaktøren på branchens mest toneangivende magasin, Runway (aka. Vogue).

Anne Hathaway spiller assistenten Andy, der sendes på stadigt mere absurde ærinder rundt i New York, mens Emily Blunt er kollegaen Emily, der i modsætning til Andy lever og ånder for jobbet. Stanley Tucci er moderedaktøren, det er umuligt ikke at elske og på toppen af kransekagen leverer Meryl Streep en af sine mest underholdende præstationer som isdronningen Miranda Priestly.

‘The Devil Wears Prada’ er proppet med geniale oneliners (»Did you fall down and smack your little head on the pavement?«) og stikpiller til modeverdenen, men det er det storspillende cast, man gerne besøger igen og igen.

Jodie Comer i ‘The Last Duel’ (Foto: Disney)

‘The Last Duel’

Ja, Ridley Scotts #metoo-middelalderdrama ‘The Last Duel’ har visse startvanskeligheder: Et par gumpetunge dialoger, to styks frisurer, der utilsigtet stjæler mere fokus end hvad godt er.

Men – når filmen alligevel ender som en mindre triumf for den 83-årige instruktør, er det takket være hovedrolleindehavere Jodie Comer, Matt Damon og Adam Driver, der alle spiller fremragende i, hvad der viser sig at være en overraskende ‘Rashomon’-fortælling: Vi får den samme historie præsenteret set gennem tre forskellige synsvinkler.

Det er et greb, som sparker liv i de gamle middelalderklude, og som samler sig til en foruroligende samtykkefortælling omkring en hustru, hendes mand, og hendes bejler.

Russell Crowe og Guy Pearce i ‘L.A. Confidential’. (Foto: PR)

‘L.A. Confidential’

Curtis Hansons noir-mesterværk fra 1997 tåler adskillige gensyn, både takket været den kringlede krimifortælling om korruption, kvindemord og racisme i 1950’ernes ‘Englenes by’, men så sandelig også på grund af det fænomenale cast med Guy Pearce, Russell Crowe, Kevin Spacey og Kim Basinger i front.

Produktionen er sidenhen blevet noget farvet af Pearces udtalelser om krænkelsesanklagede Spaceys angiveligt upassende opførsel på settet, men som værk er ‘L.A. Confidential’ fortsat den noget nær perfekte film, der suger en ind i sit univers så man glemmer tid og sted.

Mads Mikkelsen i ‘Valhalla Rising’.

‘Valhalla Rising’

Mads Mikkelsen er oprindeligt uddannet danser (han mødte sin kone på studiet), og selvom det ikke er jazzballet, der har præget filmrollerne (med ’Druk’ som kuriøs undtagelse), er hans fintunede kontrol over sin kropsfysik evident på tværs af vidt forskellige karakterer.

Et af de mest udtalte eksempler ses i Nicolas Winding Refns brutale vikingedrama ’Valhalla Rising’, hvori Mikkelsen spiller den tavse, hårdtslående nordboer One-Eye, der med tegn tatoveret over hele sin bare overkrop tvinges til ‘hundeslagsmål’ til døden for underholdningens skyld.

Skuespilleren overbeviser til benet som nordisk naturkraft med et strejf af mysticisme, men glemmer aldrig de menneskelige nuancer bag krigerens stålsatte øje, der i kombination med One-Eyes venskab med en lille dreng (slet og ret kaldet The Boy) tilfører et overraskende rørende element til den barske skæbnefortælling.  

‘Spider-Man: Homecoming’.

‘Spider-Man: Homecoming’

»Har verden virkelig brug for flere ’Spider-Man’-film?« sukkede rundt regnet alle, da Sony Pictures og Marvel annoncerede, at vægkravleren skulle genoplives for tredje gang på et årti (en træt skæbne kun matchet af DC’s Batman). Og så meget desto mere glædeligt naturstridigt er det, at drønsympatiske Tom Hollands kejtede Peter Parker ikke alene er en knuselskelig, ungdommelig tilføjelse til Marvel Cinematic Universes voksenhelte, men ganske enkelt den bedste Spider-Man set på film.

Anslaget alene er en lille genistreg: Frem for at slæbe sig igennem edderkoppebid og Uncle Bens tragiske død igen, igen, lægger ’Homecoming’ ud med en urkomisk introsekvens, hvori Peter tager os med bag scenerne under Civil War-opgøret, der blev Spider-Man’s debut i Avengers-folden. Det er herligt absurd at få optrevlet den håbløst ordinære rejselogistik bag actionbraget i Tyskland: En ekstatisk spændt Peter babysittes af Tony Starks mutte højrehånd Happy (Jon Favreau) på flyrejsen til Europa, hvor den står på hotelindlogering, dragtpåklædning og møjsommelig transport til kamppladsen.

Senere får vi dejligt tvetydige Michael Keaton som flerfacetteret, meget menneskelig arbejderklasseskurk, Zendaya som MJ og vidunderlige Marisa Tomei som Tante May 2.0. Men størst af alle: Tom Holland, altså. For pokker, hvor er han god.

‘Nightmare Alley’. (Foto: PR)

‘Nightmare Alley’

Guillermo del Toro har altid været en cinefil klassicist, hvis monsterfortællinger ofte har hentet inspiration i (film)historiens annaler.

Derfor giver det også mening, at den mexicanske instruktør har brugt sin Oscar-sejr med ’The Shape of Water’ til at realisere et af sine store passionsprojekter: En filmatisering af noir-romanen ’Nightmare Alley’.

Her materialiserer del Toros monstre sig ikke i klassiske overnaturlige væsener, men i menneskeligt magtbegær og kold, kapitalistisk kynisme.

En fremragende Bradley Cooper fører an for det stjernespækkede cast i rollen som opportunisten Stanton Carlisle, der ved et tilfælde tilslutter sig et omrejsende cirkus for at tjene til dagen og vejen i et depraveret USA på tærsklen til Anden Verdenskrig.

‘Nightmare Alley’ udvikler sig til historien om en storsvindlers rise and fall, og er en utilsløret hyldest til Guldalder-Hollywood – der i år har høstet fire Oscar-nomineringer, heriblandt for Bedste Film og Bedste Fotografingen (sidstnævnte begået af danske Dan Laustsen). Med på rollelisten er også Cate Blanchett, Willem Dafoe, Toni Collette.

‘West Side Story’. (Foto: PR)

‘West Side Story’

Ørehængende musik, strålende talentfulde stjerner, der rent faktisk kan synge, store følelser, samfundskritisk bid, action, kærlighed, storslået iscenesættelse og fotografering og imponerende koreograferede dansenumre.

Det er de vellykkede ingredienser i Steven Spielbergs Oscar-nominerede filmatisering af Leonard Bernstein og netop afdøde Stephen Sondheims Broadway-klassiker ‘West Side Story’ fra 1957. 

Filmen er Spielbergs første musical, men man skulle tro, at manden aldrig havde instrueret andet: Hans ‘West Side Story’ er intet mindre end en magisk oplevelse, hvis lysende talentfulde cast – med Rachel Zegler og Ansel Elgort i front – får taget til at løfte sig.

Man kunne dårligt ønske sig en mere underholdende popcornsfilm til hjemmebiografen lige nu.

Michael Keaton i ‘Birdman’.

‘Birdman’

Filmfotograf Emmanuel Lubezki begik et enestående hattrick, da han vandt en Oscar for bedste fotografering hvert år fra 2014 til 2016 og markerede sig som sin generations største filmfotograf. Og blandt hans mange bedrifter hører ’Birdman’ til i den absolutte top.

Hele filmen er stykket sammen af en lang række usynlige klip, så det ligner ét langt take. Kameraet bevæger sig frit i og omkring det teater, hvor den fallerede stjerne Riggan (Micheal Keaton) forsøger at stable et ambitiøst stykke på benene. Men omkring antihelten begynder virkeligheden at kollapse, idet hans filmiske alter ego Birdman hjemsøger ham.

Ikke bare er det medrivende at overvære, det hvileløse kamera afspejler også hovedpersonens ustabile mentale tilstand og høje stressniveau. Både i de mange drømmesekvenser, hvor Riggan blandt andet svæver over hustagene, men også ved et skævt forhold til tid, hvor scener kan skifte umærkeligt fra det ene øjeblik til det andet, eller en time lapse lader dag blive til nat.

Michael Keatons meta-præstation er modig, men instruktør Alejandro Iñárritus fabulerende Oscar-vinder er i lige så høj grad en teknisk tour de force. Mesterfotografen Lubezki jonglerer med kameraet fra teatrets smalle gange til Times Square, mens Keaton, afklædt til underhylerne i mere end én forstand jagter det dramatiske comeback trods kommercielle fugleskrig fra fortiden.

Rebecca Hall i ‘The Night House’. (Foto: Disney+)

‘The Night House’

Disney+ bugner spøjst nok af gyserfilm, og en af de bedste nye af slagsen er ‘The Night House’, der leverer ‘sorg-horror’ fra øverste skuffe.

Instruktør David Bruckner (‘The Ritual’) og skuespiller Rebecca Hall (som for nylig selv instruktørdebuterede med Netflix-filmen ‘Passing’) slår fast, at de er to af de mest interessante folk i branchen pt. med fortællingen om en kvinde, hvis virkelighed slår sprækker kølvandet på mandens selvmord.

Hall leverer en forrygende præstation i centrum, og filmen folder sig ud som en gyselig gåde, inspireret af en række ikoniske genreværker (hvilke skal ikke afsløres!). Det er ikke for sarte sjæle, men for gyserfans er der både gedigen uhygge og stof til eftertanke at hente her.

Chris Hemsworth i ‘Bad Times at the El Royale’

‘Bad Times at the El Royale’

En præst, en støvsugersælger, en kidnapper og en sanger tjekker ind på et ultra-kitchet amerikansk motel, hvor en lidt for nervøst anlagt concierge tager imod dem.

Det lyder som starten på en syret joke, og instruktør Drew Goddard (‘Cloverfield’, Cabin in the Woods’) krydrer da også sin klaustrofobiske knaldperle af en motel-thriller med rigelig sort humor, leveret af et genialt cast: Jon Hamm, Cynthia Erivo, Jeff Bridges, Dakota Johnson og Chris Hemsworth tørner sammen over en enkelt dramatisk nat, hvor ingen er, hvem de giver sig ud for at være, og de færreste slipper helskindede fra motellet. Det er forrygende underholdende.

‘Jojo Rabbit’. (Foto: PR)

‘Jojo Rabbit’

Kan man lave sjov med Hitler? Det spørgsmål er blevet diskuteret siden Charles Chaplins ‘Diktatoren’ tilbage i 1940 over Mel Brooks’ ‘Forår fra Hitler’ fra 1967 og Roberto Benignis ‘Livet er smukt’ fra 1997. Og nu i den Oscar-vindende coming of age-komedie ‘Jojo Rabbit’ af det newzealandske stortalent Taika Waititi. For i ‘Jojo Rabbit’ har Waititi tilsat et mørkt satirisk element til filmens forlæg, Christine Leunens roman ‘Caging Skies’ fra 2008, i form af Hitler som overstyret fantasiven til den 10-årige hovedperson Jojo.

Jojo (Roman Griffin Davis) er en usikker dreng i Tyskland i slutningen af Anden Verdenskrig, hvor han netop er blevet medlem af Hitler Jugend. Han er indoktrineret i en sådan grad, at han har dekoreret sit værelse med hagekors, og i sin fantasi bliver opmuntret af en fjollet udgave af Hitler (Waititi selv) til for eksempel at heile med mere styrke. Men sideløbende med dagdrømmerierne udspiller en grum virkelighed sig.

Scarlett Johansson blev velfortjent Oscar-nomineret for rollen som Jojos mor, mens Waititi løb med en Oscar for Bedste adapterede manuskript i en film, der underholder fra a-å.

‘The Hate U Give’. (Foto: PR)

‘The Hate U Give’

Hvordan skal USA’s sorte ungdom kunne mønstre håb og tiltro til, at systemet kan ændre sig – og at de af hvide borgere forventes at spille en vigtig rolle i processen – når så mange fra en tidlig alder overværer uretfærdighederne eskalere i meningsløs vold i barndommens gade?

Det spørgsmål bobler under overfladen i George Tillman Jr.’s drama, som vores anmelder kaldte »en knyttet næve i fjæset på racismen i USA, og med en kraftpræstation af Amandla Stenberg (’The Hunger Games’, ’The Eddy’) i centrum«, der understreger betydningen af 2Pacs »Thug life«; kort for ’The Hate U Give Little Infants Fucks Everybody’.

16-årige Starr bor med sin familie i det sorte kvarter Garden Heights og går på en (primært) hvid privatskole. Hun har valgt at indrette sig efter, hvilket miljø hun befinder sig i, for som hun siger om sin ‘hvide verden’: »Slang makes them look cool, slang makes me hood«. Det er en balanceakt uden sikkerhedsnet, og da Starr ser en barndomsven blive dræbt af en politibetjent, sendes hendes tiltro til retfærdigheden i frit fald. Filmen gør ondt, men er et vigtigt forskrift for at give sorte børn en stemme i problematikken. 

Melissa McCarthy og Richard E. Grant blev begge Oscar-nominerede for deres roller i ‘Can You Ever Forgive Me?’

‘Can You Ever Forgive Me?’

Komiker Melissa McCarthy laver en bundseriøs karrierekovending (a la Jim Carrey i ‘Eternal Sunshine of the Spotless Mind’) i Mariel Hellers fremragende svindlerdrama baseret på virkelige hændelser, der sikrede både McCarthy og medspilleren Ricarhd E. Grant Oscar-nomineringer.

McCarthy spiller forfatteren Lee Israel, som i desperation over, at hendes egne bøger ikke længere sælger, begynder at forfalske breve fra ikoniske forfattere, som hun så sælger til rige samlere. Israel vil egentlig bare gerne kunne betale for sin gamle kats livsvigtige operation, men den kriminelle levevej griber om sig. Og pludselig er vor antihelt på lidt for dybt vand.

Instruktør Mariel Heller (som spillede moren i ‘Dronninggambit’!) har tidligere givet os den ditto seværdige ‘Diary of a Teenage Girl’, men ‘Can You Ever Forgive Me?’ er hendes – og McCarthys – bedste værk til dato.

Jo mindre du ved om plottet i ‘Never Let Me Go’, jo bedre. Bare se den.

Emma Stone i ‘The Favourite’.

‘The Favourite’

»Det ligner et mash-up af ‘Mean Girls’ og ‘The Crown’?«, tænker du måske. Og sandheden skal findes et sted i midten, hvor græske Yorgos Lanthimos (’Dogtooth’, ‘The Lobster’) instruerer en besk, tragisk og ofte hysterisk morsom historie om royale BFF’s, kvindelig seksualitet, magtliderlighed og moderskab, der ikke ligner nogen anden film, du har set i senere år. Emma Stone og Rachel Weisz leverer begge stærke præstationer som rivaliserende adelsdamer, men det var Olivia Colman, der vandt en velfortjent hovedrolle-Oscar for sin tour de force som gal dronning. Og selvom filmen ikke er lige så sjæleknusende som Lanthimos’ ‘The Killing of a Sacred Deer’, er der naturligvis et grumt twist. Involverende kaniner.

Emma Stone og Steve Carell i ‘Battle of the Sexes’. (Foto: PR)

‘Battle of the Sexes’

Kan USA’s bedste tennisspiller slå en pensioneret mester? Kan en 29-årig løbe hurtigere og slå hårdere end en 55-årig? Svaret virker indlysende. Men det var ikke den slags spørgsmål, der blev stillet op til en ganske særlig tennisturnering i 1973.

Her spillede den kvindelige tennischamp Billie Jean King nemlig mod ketsjerlegenden Bobby Riggs foran 30.000 tilskuere i Houston Astrodome og 90 millioner tv-seere. En kamp, der fik undertitlen ’The Battle of the Sexes’. Al snak om talent, muskelkraft og gåpåmod blev sat til side, idet kampen udelukkende handlede om at besvare et enkelt spørgsmål: Kan en kvinde slå en mand?

Instruktørduoen Valerie Faris og Jonathan Dayton har en fest med at udstille både mediecirkusset omkring selve kampen såvel som dens store betydning for kvindekampsbevægelsen. Og Steve Carell og Emma Stone – som spillede far og datter i ‘Crazy Stupid Love’! – er begge genialt castede i hovedrollerne.

Ved du ikke allerede, hvordan det hele ender, så modstå endelig fristelsen til at google forinden.

Hugh Jackman i ‘Logan’.

‘Logan’

All men must die. Selv de mest adamantium-forstærkede af slagsen.

Den erkendelse er den aldrende Logan aka. Wolverine (Hugh Jackman) nået til i instruktør James Mangolds (‘Cop Land’) dystre og ekstremt voldelige X-Men-vision ’Logan’, hvor vor klo-svingende helt er tilbage på flasken, mens selvmordstankerne svirrer om en enlig, længe gemt adamantium-kugle i lommen.

Logan er en ludende skygge af den frække unge brushane, vi først mødte i Bryan Singers ’X-Men’ tilbage i 2000, og fra den indledende blodsprøjtende scene slår Mangold fast med syvtommersøm, at filmens western-agtige, postapokalyptiske univers ligeledes er markant mørkere.

Glem alt om smækre mutanters excentriske hårpragter og episke CGI-kampe om verdensherredømmet med et minimum af helteofre: ’Logan’ er en grum, støvet roadmovie, hvor Wolverine får ufrivilligt selskab af barne-mutanten Laura (Dafne Keen fra ‘His Dark Materials’), der ligesom sin nye ‘mentor’ også springer hvæssede kløer fra knoerne. Hvem mon hun deler mutantgener med … ?

‘Logan’ blev Hugh Jackmans angiveligt sidste udflugt som The Wolverine – hvorfor den lykkelige slutning da heller ikke synes helt så selvskreven.

‘The Grand Budapest Hotel’.

‘The Grand Budapest Hotel’

Wes Anderson-løjerlighederne når nye, uanede højder i mesterværket fra 2014, hvor hotelbestyreren Gustave H. (en genial Ralph Fiennes) og hans lobby boy, Zero (Tony Revolori), styrter rundt i et fiktivt centraleuropæisk land i starten af 1930’erne. Udefra presser nazismen sig på, men i Andersons dukkehusverden vejer det karikerede persongalleris eskapader tungere. Her er forelskelse, had, skuddueller i hoteller, fængselsflugter, adskillige jagtsekvenser og meget, meget mere.

Følte man sig overstimuleret af texanerens tidligere film, får man brug for noget stærkt beroligende efter indlogering på The Grand Budapest Hotel, der er nærmest demonstrativt satirisk kompleks. Men det klæder både Andersons narrative såvel som hans æstetiske stil, og hele castet bringer deres A-game og mere til – foruden Fiennes og Revolori møder vi Jeff Goldblum, Tilda Swinton, Willem Dafoe, Saoirse Ronan, Bill Murray og Edward Norton. For nu at nævne nogle få!

Selv hvis man ikke fanger referencerne til alt fra Hergé til Mel Brooks, som Anderson kaster ud til intertekstualitetens feinschmeckere, er der masser at komme efter. Og komme tilbage til igen og igen.

Frances McDormand i ‘Nomadland’. (Foto: PR)

‘Nomadland’

Årets velfortjente Oscar-vinder for Bedste film, Bedste instruktør og Bedste kvindelige hovedrolle er en sjælfuld og tankevækkende rejse til et USA, de færreste af os kender til. Filmen er baseret på en bog af samme navn om moderne, amerikanske nomader, der som navnet antyder driver rundt fra sted til sted – husløse, men dog ikke hjemløse, som filmens antiheltinde Fern (geniale Frances McDormand) slår fast.

Siden den fabrik, hun arbejdede på gik konkurs, og tog hele bysamfundet, den forsøgede med sig, har Fern kørt rundt i sin bil, og taget midlertidigt arbejde, hvor hun har kunnet finde det (heriblandt på Amazons kønsløse industrilager). Ferns familie og venner bekymrer sig over kvindens »deroute«, men i takt med at Fern møder andre, ligesindede nomader, spirer håbet for en alternativ, meningsfyldt fremtid.

Instruktør Chloé Zhao har simpelthen begået et lille mesterværk, hvis maleriske landskabsbilleder tegner den ærkeamerikanske western-genre og lone ranger-troper i et helt, socialrealistisk nyt lys.

‘The Village’. (Foto: PR)

‘The Village’

’Den Sjette Sans’ står stadig som twist-kongen M. Night Shyamalans mest hyldede film, men underkendte ‘The Village’ er en værdig konkurrent til titlen som hans bedste.

Igennem filmfotografen Roger Deakins’ lækre panoramaskud og Shyamlans geniale farveforståelse introduceres vi til den titulære lilleby langt fra lands lov og ret, hvor idyllen afbrydes af mystiske monstre fra den omkringliggende skov.

Castet er pakket med Hollywood-stjerner, fra Adrien Brody som udviklingshæmmet mandebarn til Oscar-værdige William Hurt som det lille fællesskabs patriark, og Joaquin Phoenix og Bryce Dallas Howard, hvis spirende romance er filmens hjerte.

‘The Village’ er et intrikat mysterium med et fantastisk twist som pay-off på historien om en ældre generation, der bygger øko-utopiske drømmekasteller på bekostning af den yngre generations fremtid. Se den før du selv flytter i kollektiv på bøhlandet.

Sigourney Weaver i ‘Alien’ i 1979. (Foto: PR)

‘Alien’

I rummet kan ingen høre dig skrige, men der skal nok være dem, der alligevel hviner lidt af begejstring over, at alle ‘Alien’-filmene nu er på Disney+.

Den første i rækken, Ridley Scotts fantastisk klaustrofobisk og drønhamrende effektive rumgyser-film noir, har ganske vist 42 (!) år på bagen, men filmen holder fortsat fra a til å.

Fra det skramlede rumskib til den ikoniske »middagsscene«, hvor John Hurt pludselig får ondt i brystkassen, til den neglebidende katten-efter-musen-jagt, der følger i de trange gange og Sigourney Weavers førsteklasses final girl-præstation, der satte nye standarder for kvindelige actionhelte: ’Alien’ er et stramt fortalt mesterværk, der slet og revolutionerede sci-fi-genren.

Jovist, der er dem, der foretrækker James Camerons mere bombastiske opfølger ’Aliens’ fra ’86 (og den er også fremragende), men det er Scotts første eventyr i den lille skrotbunke mellem stjernerne, der næsten føles som moderne home invasion-horror.

‘Thor: Ragnarok’. (Foto: Marvel)

’Thor: Ragnarok’

Det kom bag på mange, da den newzealandske indie-filmmager Taika Waititi (’What We Do in the Shadows’) landede jobbet som instruktør på Marvels tredje ’Thor’-kapitel. Men satset viste sig som intet mindre end en genistreg, da Waititi rebootede den nordiske (well…) gud med gakket situationskomik, 85 procent improviseret dialog (ganske uhørt i kontrolleret Disney-regi) og psykedeliske farveeksplosioner til tonerne af 80’er-synth-rock.

Under Waititis instruktion sprang vennen Chris Hemsworth ud som herligt selvironiserende komisk begavelse, hvis kemi med Tom Hiddlestons lumskebuks Loki og Tessa Thompsons drukfældige Valkyrie slår veloplagte gnister (når skuespillerne da ikke forsøger at undertrykke deres grin). Alt imens Jeff Goldblum bringer al sin umiskendeligt quirky Goldblumness til rollen som den über-forfængelige skurk Grandmaster.

’Thor Ragnarok’ er ikke bare et af de mest underholdende actionbrag på Disney+, den er en af Marvels allerbedste film.

‘Soul’.

’Soul’

Pixar er på toppen af deres game med deres nyeste film instrueret af geniet bag ‘Up’ og ‘Inside Out’, Pete Docter. ‘Soul’ handler om en midaldrende musiklærer, der ikke kan give slip på drømmen om et gennembrud som jazzpianist. Men som, den dag chancen endelig byder sig, falder ned i et hul i jorden og pludselig er reduceret til en sjæl i stadiet lige før efterlivet.

‘Soul’ er et imponerende dristigt projekt: en fortælling, der blander den fotorealistiske stil fra eksempelvis ‘Up’ med en lang passage, som mest af alt ligner en psykedelisk tegnefilm, som umuligt kan være konciperet af en upåvirket hjerne.

‘Soul’ tager – som den jazz, filmen også hylder – adskillige afstikkere og flere vellykket komiske chancer end i nogen af Pixars foregående film, samtidig med at det – helt i animationsstudiets ånd – er en dybt bevægende film om nogle af de allerstørste tematikker, her intet mindre end meningen med livet. Det er så godt tænkt og forløst.

Johnny Depp i ‘Edward Saksehånd’.

’Edward Saksehånd’

Tim Burtons suverænt bedste film markerede starten på samarbejdet med Johnny Depp, der her minder om, hvorfor han var en af 90’ernes mest solide og sjælfulde skuespillere. Et usvigeligt stortalent, der med ganske få melankolske blikke knuser ens seerhjerte.

Foruden at være et tragikomisk juleeventyr om menneskerobotten Edwards forelskelse i pigen Kim (Winona Ryder i karrierens bedste rolle) er ’Edward Saksehånd’ også et stykke sindigt forstadssatire over det konservative USA, hvor snorlige villaveje, religiøs fanatisme og pastelfarvede huse fremstår mindst lige så creepy som Edwards gotiske slot. Det er sjovt, grumt og slutteligt så brandsørgeligt, at tonerne af Danny Elfmans legendariske score for evigt vil rive i tårekanalerne.

Alex Honnold i ‘Free Solo’.

‘Free Solo’

Oscar-vinderen ’Free Solo’ understreger, at dokumentarfilm kan være mindst ligeså angstprovokerende som en vellykket spændingsfilm.

Den nervepirrende dokumentar viser, hvordan klatreren Alex Honnold tager kampen op med den amerikanske klippe ’El Capitan’, som han sætter sig for at bestige – vel at mærke uden sikkerhedsudstyr. Hårene rejser sig, når man overværer Honnold flagre på det famøse bjerg, som er svimlende 914 meter højt. Kun hans indeborende fingre- og fodspidser holder ham oppe, når han står med ryggen direkte mod døden – men en ukuelig indre ild får ham alligevel til at fortsætte kampen mod toppen.

’Free Solo’ formår at fortælle en adrenalinfremkaldende historie med stof til eftertanke. For hvorfor har en mand behov for at hænge på en af verdens hårdeste klatreklipper uden sikkerhedsudstyr?

Filmen går en glimrende balancegang mellem sensation og en dybt vedkommende historie om mål, perfektion, kærlighed og natur. Som vores anmelder skrev: »Det er ikke bare effektivt drama, men en dybt rørende og menneskelig fortælling fra svimlende højder, der kommer hele vejen rundt om mennesket Alex Honnold«.

Beyoncé i ‘Black Is King’. (Foto: Andrew White)

‘Black is King’

Det er måske ikke hver dag, du sætter dig ned og ser en halvanden time lang musikvideo, men for dén her kan du godt rydde din aften. Som sidste hånd på værket i Beyoncés arbejde med live action-versionen af ‘Løvernes konge’ begik sangerinden i i 2020 denne musikfilm, der sætter billeder til albummet ‘The Gift’ fra sommeren 2019.

Og selv om der optræder enkelte lydklip fra ‘Løvernes konge’, må man sige, at Simba er trådt lidt i baggrunden. I stedet fremstår Beyoncé selv som hovedperson og historiefortæller. »Living without a reflection for so long makes you question if you truly exist«, siger superstjernen og opsummerer dermed, hvad det er for en historie, filmen fortæller:

Igennem musik, dans, billeder og kulturelle referencer kommenterer Beyoncé på at være sort i USA og om at føle sig fremmed i sit eget land. Om en kollektiv identitetskrise og søgen efter en fælles historie og et oprindelsessted, der ikke kun har slaveriet som udgangspunkt. Det handler slet og ret om at kunne »find your way back«. Og det er dybt seværdigt.

Barry Pepper, Edward Norton og Philip Seymour Hoffman i ’25th Hour’. (Foto: PR)

’25th Hour’

Edward Nortons leverer en af sine bedste præstationer nogensinde i dette mesterværk fra Spike Lee, der står som et stærkt vidnesbyrd over tilstanden i den amerikanske befolkning i kølvandet på 11. september.

Historien handler om newyorkeren Monty Bogan, der anholdes for omfattende kokainhandel og står til syv år bag tremmer. Filmen følger hans sidste døgn i det fri, hvor han siger farvel til sine venner (Barry Pepper og Philip Seymour Hoffman), kæresten Naturelle (Rosario Dawson) og faren (Brian Cox) – og desuden prøver at cutte tråden til sine kriminelle forbindelser.

Spike Lee skulle i gang med at optage filmen, da terrorangrebet mod World Trade Center fandt sted. I stedet for at sky uden om den forfærdelige hændelse, valgte instruktøren konsekvent at inkorporere traumet. Og det giver en bagvedliggende kuldslået og apatisk stemning til hver eneste af de farvedrænede billeder.

Frances McDormand i ‘Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’.

‘Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’

Frances McDormand (ja, der var hun søreme igen!) og Sam Rockwell dominerede velfortjent podierne ved 2018’s tunge prisuddelinger, hvor de to stjerner gjorde rent bord for deres kraftpræstationer i Martin McDonaghs Oscar-nominerede drama med den udødelige titel ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’.

I filmen spillede McDormand Mildred, som forsøger at få retfærdighed for sin myrdede teenagedatter ved at råbe politiet i lillebyen Ebbing op. Mildred rejser tre enorme billboards ved landevejen, der hænger sheriffen Willoughby (Woody Harrelson) ud for at misligholde sine forpligtigelser, og skaber ulmende splittelse i lokalsamfundet, der især vækker Willoughbys afstumpede, galoperende racistiske højrehånd Dixons vrede (Rockwell).

Med sin komprimerede setting i det landlige amerikanske midtvesten hudflettede ’Three Billboards’ nationens voksende mistillid til en ofte skræmmende indifferent – hvis ikke ligefrem inkompetent – politistyrke og opblomstringen af højreekstremistisk race- og kvindehad.

‘Sideways’.

‘Sideways’

Vinafficionado eller ej, er det en akavet og fantastisk fornøjelse at tage med to venner på deprimeret druktur i Californiens wine country a la deadpan-mester Alexander Payne.

Paul Giamattis Miles er menneskehedens svar på en udtjent elastik, der stadig er nedslået efter sin skilsmisse og fedter modløst rundt med et bogprojekt. Hans ven Jack (Thomas Haden Church) er derimod ellevild efter at vride de sidste dråber ud af singletilværelsen kort før sit bryllup. Så makkerparrets ferie udspiller sig i et skrøbeligt mismatch af deres modpolende humør, som kun bliver intensiveret af de litervis af vin de tyller, og smukke kvindelige sommelierer der fanger deres opmærksomhed.

‘Sideways’ er den ultimative lavmælte drukkomedie, der giver svar på hvorfor pinot noir er en gudedrik, Merlot er tortur på flaske og alle vinverdens komiske nuancer fra hvid, rød til virkelig sort.

Adrian Brody i ‘The Thin Red Line’. (Foto: PR)

‘The Thin Red Line’

Terrence Malicks Vietnam-krigsepos er næsten mere kendt for sit absurd stjernespækkede cast – hvoraf flere kun får enkelte minutter på skærmen – end for sine kvaliteter som gedigent mesterværk:

Adrien Brody, Woody Harrelson, Sean Penn, Jared Leto, John Cusack, Nick Nolte, Jim Caviezel, George Clooney, John Travolta og John C. Riley er blandt soldaterne, der forsøger at komme helskindede igennem helvedet i landskabernes høje græs, men filmen er selvsafgt meget mere end sine Hollywood-navne.

Malicks særegne billedpoesi skaber en sjældent sjælfuld skildring af mændenes oplevelser og indre følelsesliv, der står i brutal kontrast til blodsudgydelserne, der uundværligt rammer. Og enkelte scener er særdeles svære at ryste af sig igen. En klassiker, som alle skal se.

Claire Danes og Leonardo DiCaprio i ‘Romeo + Juliet’. (Foto: PR)

‘Romeo + Juliet’

Den første kærlighed er den største. Og få film sprudler af young love som ‘Romeo + Juliet’, der står som en af filmhistoriens bedste ungdomsklassikere.

I australske Baz Luhrmanns 1996-filmversion af Shakespeare-tragedien er scenen sat til et nutidig Verona Beach, sværdene er udskiftet med pistoler, og de unge medlemmer af de fejdende Montague- og Capulet-familier bekæmper hinanden i moderne bander. Der er knald på tempo, musik (soundtracket med Radiohead og Garbage er vitterligt genialt) og hektisk MTV-æstetik, som står i flot kontrast til Shakespeares poetiske dialog og den dybfølte kærlighedshistorie mellem vor to romantikere.

Da Romeo og Julies øjne for første gang mødes gennem akvariet til en fest, er det, som om tiden står stille. Og deres første lidenskabelige og forbudte kys i poolen er et af filmhistoriens mest bjergtagende romantiske øjeblikke. Unge Claire Danes og Leonardo DiCaprio, der begge fik deres store gennembrud med filmen, har en magisk kemi, der gør, at man tror på deres stormende og livsforandrende forelskelse og inderligt håber, at Julie denne gang vil åbne øjnene lidt hurtigere i filmens hjerteskærende slutning.

‘The Empire Strikes Back’.

’Star Wars: The Empire Strikes Back’

Diskussionerne om, hvilken ’Star Wars’ film der er den bedste, vil formentlig rase til evig tid, men den film i franchisen, de fleste kan blive enige om, er den oprindelige trilogis anden film, den storladne, men medrivende ’The Empire Strikes Back’ fra 1980 (nummer fem i kronologisk rækkefølge, når man tager alle filmene med).

Historien udspiller sig tre år efter forgængeren, hvor prinsesse Leia (Carrie Fisher) nu har stablet en rebelbase på benene på isplaneten Hoth og for alvor falder for Han Solo (Harrison Ford). Denne bliver dog ’lagt på køl’, mens Luke kommer i træning hos Yoda og mister sin hånd i duel med Darth »Luke, I am your father« Vader.

Jep, der sker rigtig meget i ’The Empire Strikes Back’, der kaster en række af de mest ikoniske øjeblikke i franchisen af sig, og instruktør Irvin Kershner styrer slaget med en sikker balance mellem melodramatisk rumopera, visionære actionsekvenser og lommefilosofi i en galakse langt, langt væk. Det siger sig selv, at du selvfølgelig skal have set ’Star Wars’ før ’Empire’, men det er sidstnævnte, du efterfølgende vil gense igen og igen.

‘Wall-E’. (Foto: PR.)

‘Wall-E’

Efter at have lykkedes med en film om en rotte, der bliver mesterkok, kunne Pixar nærmest gå på vandet i 2008. Så høj var selvtilliden i animationsstudiet, at de omsider fik realiseret et projekt, som Andrew Stanton havde gået og ruget over lige siden 1994:

En ’Rumrejsen år 2001’-inspireret stumfilm om en robot ladt alene tilbage på Jorden, som er blevet gold og ubeboelig på grund af en ophobning af gift- og affaldsstoffer. Fortalt med artfilmens dvælende rytme og med et budskab om faren ved overforbrug og digitalisering.

’Wall-E’ er Pixar-filmen, der har mere at sige til voksne end børn, og den første halve, ordløse time leder tankerne hen mod Chaplin og Buster Keaton, hvor billederne sætter den reneste stemning, Pixar endnu har ramt.

Et eminent lyddesign og vidunderlige animationer gør skrumlebunken Wall-E med de sørgmodige kikkertøjne og den Apple-strømlinede Eve, hvis blålysøjne bliver til tynde buer, når hun klukler, til to af de mest bedårende figurer i Pixar-kataloget. Og deres florlette rumdans må være studiets mest poetiske scene.

Lin-Manuel Miranda og Leslie Odom Jr. i Hamilton. (Foto: Disney)

’Hamilton’

‘Hamilton’ tog USA med storm som den mest succesfulde Broadway-musical i nyere tid: et populærkulturelt fænomen uden sidestykke, hvis overvældende succes fik Disney til at kaste svimlende 500 millioner kroner efter rettighederne til en videooptaget version, så alle kan opleve multitalentet Lin-Manuel Miranda på scenen fra sofaen.

Fortællingen bygger på historien om den virkelige Alexander Hamilton – en af USA’s grundlæggere – og hans rejse fra tilværelsen som forældreløs dreng i New York i 1776 frem til udnævnelsen som USA’s første finansminister under George Washington. »The ten-dollar Founding Father without a father / Got a lot farther by working a lot harder / By being a lot smarter /By being a self-starter / By fourteen, they placed him in charge of a trading charter«, rapper en karismatisk Anthony Ramos knivskarpt i rollen som Hamiltons soldaterkammerat John Laurens, mens manden i centrum selvfølgelig spilles af Miranda selv.

Opsætningens moderne musikalske univers svinger dermed over fra alt fra freestyle rap og R&B til jazz og klassiske musicalnumre, og castet er forfriskende diversificeret hele raden rundt. Vores anmelder Freja Dam kvitterede med fem begejstrede stjerner med ordene: »Der er en kæmpe fornøjelse at nyde Lin-Manuel Mirandas mesterligt komponerede og fremførte hiphophistorie, der giver akut trang til at sætte cast-albummet på repeat«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af