’All of Us Strangers’: Andrew Scott og Paul Mescal forelsker sig i hjerteskærende og mageløst magisk hovedværk
Biografaktuelle ’All of Us Strangers’ har ikke kun den hypede skuespilstjerne Paul Mescal til fælles med sidste års store indiefilmhit, ’Aftersun’. Både når det kommer til temaer og filmisk fortællersnilde kunne de to dramaer danne en fantastisk, længselsfuld double bill.
’All of Us Strangers’ er Andrew Haighs sjette spillefilm – og den står allerede nu som et utvivlsomt hovedværk i karrieren.
Med perler som ’Weekend’, ’45 Years’ og ’Looking’ har den engelske film- og serieskaber allerede etableret sig som en formidabel personinstruktør og manuskriptforfatter med forbilledlig tæft for naturlige og medrivende dialogscener.
I sin nye film lægger Haigh, med inspiration fra japanske Taichi Yamadas roman ’Skyggelandet’ fra 1987, et metafysisk lag over sin fortælling, hvilket klæder hans følelsesmæssigt autentiske filmunivers umådeligt godt.
Ligesom ’Aftersun’ handler ’All of Us Strangers’ om sorg, komplekse barndomsminder og en følelse af afstand til sine forældre. Andrew Scott spiller den midaldrende, enlige og ensomme manuskriptforfatter Adam, som lever et liv i stilstand. Han ser mere tilbage i tiden, end han ser fremad.
En dag banker en omtrent 20 år yngre mand, Paul Mescals Harry, på døren. Harry bor i den samme, halvtomme boligblok i London og laver, med en pæn promille i blodet, seksuelle tilnærmelser. Efter lidt tøven fra Adams side begynder de to mænd at danne bånd – først fysisk, så følelsesmæssigt.
Sideløbende opsøger Adam to mere komplekse forhold: Relationen til sine forældre, som døde abrupt i en bilulykke, da han var blot 12 år. Adam tager således togturen tilbage til sit gamle barndomshjem og møder på uforklarlig vis faren og moren, spillet af Jamie Bell og Claire Foy. De har samme alder, som dengang de gik bort, men her er ikke blot tale om minder. For Adam har samme alder, som han har i dag, og de snakker om de ting, der sker i hans liv lige nu.
Drømmer han, eller sker det virkeligt? I hvert fald er der ikke tale om nostalgifarvede glansbilleder. Scenerne med forældrene er præget af gensynsglæde, men også af konflikt og indestængt fortrydelse, særligt når det kommer til Adams seksualitet.
»De siger, det er et ensomt liv«, siger hans velmenende, men kejtede mor, da Adam endelig kan gøre det, som han aldrig nåede: springe ud for hende. »Undskyld at jeg ikke kom ind, når jeg hørte dig græde«, siger faren senere med våde øjne og dirrende stemme.
Går man skeptisk ind til ’All of Us Strangers’, kan det metafysiske element måske virke en smule fjollet. Men når først man har givet sig hen til det opfindsomme fortællegreb, der opløser tiden, men bibeholder dens iboende afsavn, er oplevelsen dragende, rørende og hjerteskærende – især hvis man selv fra tid til anden kan blive grebet af frygten for at miste sine nærmeste og være efterladt til sig selv.
Følelserne står muligvis så klart, fordi 50-årige Haigh trækker tråde til sit eget liv og sin opvækst som homoseksuel mand i 80’erne, med alt hvad det indebærer af angst for HIV-smitte og stigmatisering. For at underbygge det personlige islæt har instruktøren endda skudt scenerne med hovedpersonens forældre i sit eget barndomshjem, har han forklaret i et interview med Time Magazine.
Først føles møderne med forældrene forløsende, men i løbet af fortællingen udvikler de sig til et emotionelt fængsel. Kærlighedens magi er svær at slippe, og da Adam forsøger også at hive Harry med ind i sin spøgelsesverden, fremstår den pludselig meget foruroligende.
Ligesom filmens smukke synthscore flyder virkelighed, drøm og mareridt sammen i en medrivende strøm. Og til sidst sætter Andrew Haigh kronen på værket med en mageløs, lige dele intim og galaktisk slutning.
Kort sagt:
Engelske Andrew Haigh har skabt et hovedværk i karrieren med en sorgfyldt og dragende spøgelsesfortælling, der tager udgangspunkt i instruktørens eget liv.