Flop ved premieren: 15 år gammel spoof satte genialt ’Rocketman’ og ’Bohemian Rhapsody’ til vægs

Historien er spækket med film, der ikke fik den anerkendelse ved premieren, de havde fortjent. Denne sommer fremhæver vi nogle af de film fra 00’erne, som bør få genoprettet deres ry, og i dag tager Lau Lehrman fat på ’Walk Hard: The Dewey Cox Story’, der dekonstruerede den biografiske musikfilm, så man aldrig kan se på genren med samme øjne igen.
Flop ved premieren: 15 år gammel spoof satte genialt ’Rocketman’ og ’Bohemian Rhapsody’ til vægs
'Walk Hard: The Dewey Cox Story'. (Foto: Gemma La Mana)

SOMMERSERIE: 00’ERNES UNDERKENDTE HOVEDVÆRKER. En mørk silhuet af en mand med en guitar kigger afgrundsdybt ind i væggen, imens en produktionsassistent forgæves forsøger at få ham på scenen. En ældre herre kommer til:

»Du bør hellere give ham et øjeblik. Han er nødt til at tænke hele sit liv igennem, før han spiller«.

Hvad, der følger, er en karruseltur af et liv, som på to timer præsenteres ved hjælp af montagestrømme og udbasuneringer, der understreger, at vi nu er vidne til enten høj- eller lavpunktet i et rockstjerneliv. Vi gennemgår skiftende stilperioder og skiftende koner og temaer om skyldfølelse og fadersvigt, men slutter i forsoning og sentimental sang om erkendelsen af livets sande værdier.

Er det ’Rocketman’? ’Bohemian Rhapsody’? ’Elvis’? Nej … og dog.

’Walk Hard: The Dewey Cox Story’ fra 2007 om rocklegenden Dewey Cox, der konkurrerede med Elvis Presley, tog LSD med The Beatles og døde tre minutter efter sin hyldestkoncert ved Rock and Roll Hall of Fame, er ren fiktion.

Jake Kasdan og Judd Apatows parodi på biografiske musikfilm som ’Ray’ og ’Walk The Line’ dissekerer, dekonstruerer og satiriserer over biopic-genrens formelprægede kendetegn på en måde, som burde stå til skræk og advarsel for fremtidige biografiske filmskabere.

Eller som titelrolleindehaver John C. Reilly har sagt det i en tilbagebliksartikel:

»Med denne film prøvede vi at dræbe den musikalske biopic. Det viser sig, at det er en meget vedholden kliché«.

Klichéen om den store mand

’Walk Hard: The Dewey Cox Story’ udkom i 00’erne, hvor ultradovne spoof-film havde gået deres sejrsgang foranlediget af succesen fra misforståelsen ’Scary Movie’ (den kørte metaparodi på metaparodifilmen ’Scream’).

’Walk Hard’ adskiller sig imidlertid på alle måder fra de idéfattige spoof-film med ’movie’ i titlen.

Ét er det formidable komiske cast med John C. Reilly i spidsen og den vanvittige liste af cameos fra Jack White som Elvis til Paul Rudd som John Lennon. Noget andet er instruktør og manuskriptforfatter Jake Kasdans tilgang til genren. Kasdan kopierer ikke bare scener fra diverse biografiske film. Han stikker flere lag dybere ned og trækker hysterisk morsomt frem, hvordan de biografiske film ofte er skåret over samme opbygning og temaer.

‘Walk Hard’. (Foto: Gemma La Mana)

For biopic’en er i udgangspunktet en fed filmkonstruktion, som tager form i det klassiske Hollywood-system. De biografiske film om store betydningsfulde mænd som Alexander Graham Bell eller Abraham Lincoln var studiebossernes måde at fortælle deres egen skabelseshistorie om den lange hårde vej fra bunden for at overbevise det skeptiske samfund om deres unikke talent og fortjente hæder i toppen af filmbranchen.

Vi taler om liv fortalt efter klassiske Hollywood-principper om motivation og kausalitet. Et liv som en Greatest Hits-compilation af set-up/pay-offs, flashbacks, vendepunkter og et klimaks tilsat familiekonflikter og kærlighedsdrama undervejs.

Det er denne Ford’ianske formeltilgang, som stadig danner skole, og som ’Walk Hard’ gennemspiller ud i det groteske, hvor hver en genretrope krydses af op til flere gange.

Meget mere end kynisk latterliggørelse

’Walk Hard’ vrimler med klichéfyldte øjeblikke, hvor hovedkarakteren stopper op midt i en sætning og med et Heureka-øjeblik har titlen på en sang. Hvor kendte personer dukker op gentagne gange og omtales med deres fulde navn, så vi ikke er i tvivl om, hvem de er. Og hvor karakterer kommenterer, hvor vi er i tid (»the 60’s are an exciting time«) og hvor vi befinder os på hovedpersonens op- og nedtursstigning (»This is a dark fucking period«).

For slet ikke at nævne den trivielle faderkonflikt, som kan opsummeres med: »The wrong kid died«.

Det kan lyde bittert og kynisk. Når det i sidste ende er en fest at tage på livstur med Dewey Cox, skyldes det ikke mindst håndværket.

Man mærker simpelthen det enorme arbejde bag og kærligheden til musikhistorien i hver en scene og hver en montage af Deweys usædvanlige udvikling fra romantisk Roy Orbison til mørk Johnny Cash og videre til politisk Bob Dylan-klon (filmet i sort-hvid dokumentarstil som i Pennebakers legendariske ’Don’t Look Back’) og manisk maksimalist à la Brian Wilson.

Dertil er sangene gennemførte pasticher og i flere tilfælde catchy retro-bangers såsom det tyvstjålne Johnny Cash-titelnummer ’Walk Hard’. John C. Reilly synger selv alle sangene og har på mange måder sit livs rolle. Han balancerer det idiotiske med det oprigtige på en måde, som hans daværende partner-in-comedy-crime Will Ferrell ikke havde været i stand til.

Reilly er simpelthen Dewey Cox.

Flop og alligevel fremtidig drejebog for filmskabere

At ’Walk Hard: The Dewey Cox Story’ overhovedet eksisterer, hænger primært sammen med, at filmens producer og medforfatter Judd Apatow i midten af 00’erne havde opnået noget nær cart blanche til projekter efter hits som ’40 Year Old Virgin’ og ’Knocked Up’.

Da hans gamle protege fra ’Freaks and Geeks’-dagene Jake Kasdan kom med det aparte pitch om Dewey Cox, gik der ikke lang tid, før filmen var i produktion.

Selv ikke en promotion tour med Dewey Cox og band rundt i amerikanske storcentre kunne dog redde ’Walk Hard’ fra at floppe fælt ved billetlugerne. Folk har tydeligvis ikke vidst, hvad de skulle gøre med en komedie, der godt nok var fyldt med penis- og sexjokes, men som i sin indforståede balstyriske satirelag mere mindede om en gammel Mel Brooks-film.

Ligesom ’This Spinal Tap’ – en anden komedie, der på fantastisk vis hudfletter musikscenen – har ’Walk Hard’ med tiden opnået kultstatus. Måske endnu vigtigere er den for flere instruktører blevet et skræmmebillede på, hvad man for alt i verden skal undgå, når man kaster sig over at overføre en persons liv til film.

‘Walk Hard: The Dewey Cox Story’. (Foto: PR)

Både Aaron Sorkin og Don Cheadle har i forbindelse med henholdsvis ’Steve Jobs’ og ’Miles Ahead’ fremhævet ’Walk Hard’ i deres forsøg på at tage genren andre steder hen. ’Walk Hard’ kan ikke tage al æren, men det er påfaldende, hvordan der i nyere tid er kommet flere biografiske film, som skyr uden om biopic’ens klichéfyldte faldgruber og store sammenkædede sandheder til fordel for en mere eksperimenterende og introspektiv undersøgelse af den portrætterede person.

Tænk blot på Pablo Larraíns trio ’Jackie’, ’Neruda’ og ’Spencer’.

Og så er der scenerne som i ’Bohemian Rhapsody’, hvor Freddie Mercury og Brian May toppes, og bassisten John Deacon ud af det blå fremtryller basstykket til ’Another One Bites the Dust’, eller John Mogensen som grædende under bruseren får nedskrevet de udødelige ord ’Så Længe Jeg Lever’ til sin elskede Ruth.

Man håber næsten, at hverken Bryan Singer eller Ole Bornedal har set ’Walk Hard’.

For har man først set den, bliver det aldrig det samme igen at se en biopic. Og så er Dewey Cox musikalske eventyr faktisk bedre og en mere tilfredsstillende oplevelse end de fleste biografiske musikfilm.

’Walk Hard: The Dewey Cox Story’ kan ses på iTunes og SF Anytime.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af