SOMMERSERIE: 00’ERNES UNDERKENDTE HOVEDVÆRKER. Det må have været et overraskende træk for alle, da Lana og Lilly Wachowski i 2008 fulgte deres dystre og grøntonede ’The Matrix’-trilogi op med en film i en helt anden boldgade.
Farverige og fjollede ’Speed Racer’ var deres bud på en film, der, modsat den dystopiske fortælling om Neo, Trinity og Morpheus, kunne ses af hele familien.
Selvom aldersgennemsnittet hos publikum sikkert var lavere, blev ’Speed Racer’ dog langt fra den ønskede seersucces. Med et budget på 120 millioner dollar og en global indtjening på knap 94 millioner dollar floppede filmen ved billetlugerne.
Anmelderne var ligeledes skeptiske over for ’Speed Racer’, som mange fandt usammenhængende og overfladisk. »Der er nærmest ingenting her, som minder os om alt det, vi var så vilde med i ’The Matrix’«, skrev the Guardian, mens Los Angeles Times mente, at »kunstigheden er overvældende og dæmper nogen som helst reel spænding«.
’Speed Racer’ er rigtigt nok meget anderledes end ’The Matrix’, men jeg vil dog mene, at filmene har to forcer til fælles: Begge har en stærk emotionel kerne bag den vilde action, og begge bærer på en fuldstændigt kompromisløs vision, der trækker den kommercielle Hollywood-film i nye kunstneriske retninger.
Et skamløst melodrama
’Speed Racer’ er baseret på animeserien af samme navn (på japansk ’Mach GoGoGo’), der blev en gedigen tv-succes i USA i 60’erne.
Mange af fortællingens vanvittige indslag (herunder chimpansen Chim Chim, der kaster med afføring), kan altså tilskrives originalen, som Lana og Lilly Wachowski voksede op med.
Filmen foregår i en futuristisk verden og følger den unge racerkører Speed Racer (ja, det er simpelthen hans fulde navn!), som sammen med sin familie sætter sig for at vinde det forestående Grand Prix – og i samme ombæring få sportens korrupte rigmænd ned med nakken.
I starten af filmen forsøger tyske Arnold Royalton (Roger Allam) at få Speed (Emile Hirsch) til at skrive under på en kontrakt med det store bilkonglomerat Royal Industries. Da Speed afslår for i stedet at blive hos sin fars (John Goodman) lille firma Racer Motors, viser Royalton sig som en fuldblodsantagonist, der, i ledtog med gangstere og andre pengemænd, har fuld kontrol over, hvem der vinder de prestigefulde racerløb.
Speed ser muligheden for at fælde Royalton, da racerkøreren Taejo Togokhan (spillet af den sydkoreanske popstjerne Rain) tilbyder at give ham beviser for tyskerens omfattende korruption. Først skal Speed bare lige hjælpe Togokhan med at vinde det farlige Casa Cristo-rallyløb, som strækker sig over to kontinenter.
Du kan nok høre, at der er virkelig mange intriger og skjulte forbindelser mellem karaktererne i ’Speed Racer’. Tilføj den kriminalitetsbekæmpende og evigt maskerede kører Racer X, som Speed mistænker for at være sin afdøde storebror Rex – så har du et skamløst underholdende melodrama med ditto store følelser.
I midten af det hele er selvfølgelig de hæsblæsende og vildt stimulerende racerløb, der føles som Mario Kart på både coke og svampe. Løbene udspiller sig i omskiftelige miljøer og i så voldsomt et tempo, at man er bange for at misse noget, når man blinker med øjnene. Samtidig er bilerne udstyret med gakkede våben, som kørerne flittigt bruger mod hinanden.
Videospilæstetikken og de store følelser kulminerer i en genial scene, hvor Wachowski-søstrene får emotionel effekt ud af de halvt gennemsigtige ’bil-spøgelser’, man ser i flere racerspil (for eksempel ’Trackmania’), når man kører imod indehaveren af den hurtigst kørte tid.
I starten af filmen kører Speed således om kap med sin afdøde storebrors spøgelse, fordi Rex stadig har banens rekordtid. Speed har faktisk mulighed for at slå rekorden, men han sagtner farten, lige inden han når målstregen, så Rex’ spøgelse ikke forsvinder. Han er ikke klar til at give slip.
CGI-effekternes frihed
Den ingenlunde underspillede fortælling passer umådeligt godt til den tilsvarende overdrevne stil, som løber gennem alle filmens billeder.
Hvis man er allergisk over for CGI, skal man nok holde sig væk fra ’Speed Racer’. Størstedelen af filmen er nemlig optaget foran en green screen, hvorfor mange baggrunde – og alle de hidsige racerløb – er computerskabt.
Som førnævnte Los Angeles Times-kritiker påpegede, ser det pangfarvede univers rigtignok helt igennem kunstigt ud. Men meningen for Wachowski-søstrene har aldrig været at levere virkelighedstro billeder, og CGI’en giver de eksperimenterende instruktører grænseløs frihed. De er ikke længere underlagt kameraets fysiske begrænsninger.
Wachowski’ernes mål var at genskabe den originale animeseries visuelle udtryk med et moderne twist. Resultatet er en vild blanding af 2D- og 3D-animation, hvor karakterer, genstande og baggrunde placeres oven på hinanden i lag, som giver billedet et både rumligt og fladt udtryk.
Den opfindsomme metode udvikler sig i ’Speed Racer’s mest intense sekvenser til en slags filmiske kollager, hvor karakterer og landskaber bevæger sig foran og bagved hinanden. En visuel og klippeteknisk triumf, som ikke ligner noget andet.
Wachowski-søstrene har selv (helt uden ironi) sammenlignet deres film med Pablo Picassos verdenskendte maleri ’Guernica’, fordi det ikoniske værk heller ikke fik lutter ros, da det blev vist første gang i 1937.
Om ’Speed Racer’ på et tidspunkt når samme klassikerstatus, er måske tvivlsomt. Men filmen bør hyldes for sin sprudlende fortællelyst og sin fuldstændigt grænseløse vision.
’Speed Racer’ kan ses på Blockbuster, Viaplay, iTunes, SF Anytime, Rakuten TV og Google Play.