’Chiaras valg’: Afslutning på filmtrilogi nuancerer billedet af den brutale, italienske mafiafamilie
Den italiensk-amerikanske instruktør Jonas Carpignano har gennem en trilogi udforsket den syditalienske by Gioria Tauro fra tre forskellige perspektiver.
Den første film, ’Mediterranea’, skildrede byen fra de afrikanske immigranters perspektiv, og i ’A Ciambra’ sås byen med det lokale romasamfund som linse.
I trilogiens sidste film, ’Chiaras valg’, er det mafiaen og den store undergrundsøkonomi, som byen er berygtet for, der portrætteres gennem den 15-årige Chiaras blik.
I regionen Calabrien, hvor Gioria Tauro ligger, har staten siden 2012 tvangsfjernet børn fra deres familier, hvis de var født ind i den omstridte mafiakult Ndrangheta – en kriminel organisation, som er baseret på arvesystemer og blodsbånd. Drengebørnene skal overtage farens plads i hierarkiet, og døtrene skal gifte sig med øvrige medlemmer af mafiaen, og man er derfor tvunget ind i den kriminelle løbebane fra barnsben.
Sådan ser det i alt fald ud for det retsvæsen, som har effektueret loven og siden 2012 har fjernet 80 børn og unge fra deres familier og sendt dem til plejefamilier i Norditalien. Loven beror på et ønske om at give børn af Ndrangheta-familier en chance for et andet liv, og ’Chiaras valg’ stiller spørgsmål ved en sådan ekstrem indgriben i et ungt menneskes liv.
Fra Chiaras blik er der intet ondt at spore i hendes store italienske familie. Den virker tværtimod tryg, kærlig og ganske normal. Til søsteren Guilias 18-års fødselsdag er familien samlet, og festlighederne emmer af kærlighed og drilskt familiært samvær. Claudio, Chiaras far, danser stolt med begge sine døtre og viser sig som en følsom og omsorgsfuld far. Og da fætrene ser Chiara snige sig ud for at ryge, får hun en broderlig opsang. Alt er, som det skal være.
Men noget lurer under overfladen, og på aftenen for fødselsdagsfesten ser Chiara sin far flygte til fods ud i mørket. Kort efter bryder familiens bil ud i flammer – et pludseligt og dramatisk skift fra den festlige familieidyl. Chiara søger svar hos moren, som beroliger sine døtre med, at deres far nok skal løse det. Fra da af hedder det sig, at far er på arbejde, og han kommer hjem, når han er færdig.
I nyhederne ser Chiara, at hendes far tilsyneladende er eftersøgt af politiet. Hun forsøger at fortsætte sin dagligdag, men kan forståeligt nok ikke ryste de mange spørgsmål og familiens afvigende svar af sig.
I takt med hendes insisterende søgen efter sandheden krakelerer billedet af den velkendte familie, og det bliver klart, at hun er en af de få, der ikke er inddraget i familiens hemmeligheder. Selv hendes storesøster ved, hvad man ikke bør tale om i bilen, og Chiara mødes med svadaen: jo mindre du ved, desto bedre. Chiara pjækker fra skole for at få svar på de mange spørgsmål.
Uvished og nag fra hemmelighedskræmmeriet driver hende ud i en vred og uforsigtig adfærd, som får betydelige konsekvenser.
Chiara spilles af mere eller mindre debuterende og uprøvede Swamy Rotolo, som indtager rollen med stor overbevisning og naturlighed. Det gælder for stort set alle skildringer af familien, at de fremstår uforcerede og naturlige, og det skyldes formentlig, at skuespillerne omkring Rotolo rent faktisk er hendes familie.
Som i Carpignanos tidligere film er det ikke professionelle skuespillere, der indtager rollerne, men mennesker han har mødt i Gioria Tauro – byen, som er det egentlige omdrejningspunkt for trilogien.
Med deres tilknytning til byen er den virkelighed, de er med til at portrættere, også en del af deres egentlige hverdag. Når Chiara hænger ud på havnen med veninderne eller slænger sig med familien i sofaen, er det nære kendskab til at mærke. Det giver en utvunget ægthed i dialogerne og spillet, som til tider bidrager til nærmest dokumentariske fornemmelser.
’Chiaras valg’ udlægger et perspektiv på kriminelle foretagender, mafialiv og undergrundsøkonomi gennem en teenagers unge og endnu ikke korrumperede blik. Chiaras forventede forfald til en mafiøs livsstil er i alt fald endnu ikke indtrådt.
Mafiafamilier er ikke hverdagskost for os danskere, men mange kan nok genkende, hvordan blikket på ens egen familie forandres, i takt med at man bliver ældre og måske indvies i flere ting, som hidtil har været lukket land.
I mødet med Chiaras familie synes den calabresiske lovgivning, som filmen refererer til, ekstrem og unuanceret.
Og de kritiske spørgsmål runger gennem filmen, når verden udenfor prædiker moralske værdier.
Kort sagt:
’Chiaras valg’ skildrer nuancerende det hemmelighedsfulde mafialiv og dets konsekvenser gennem en 15-årig datters perspektiv.