Harry Styles var den store stjerne mandag på Venedig Film Festival, hvor han havde premiere på sin nye film ‘Don’t Worry Darling’.
Den internationale presse fik lov at møde giraffen på et pressemøde, hvor Styles fortalte om livet som nyslået skuespiller og sine fremtidsplaner.
Han fortalte blandt andet, at han stadig anser sig selv som en nybegynder, når det gælder skuespilfaget.
»Jeg har lavet musik lidt længere, så det er jeg en smule mere komfortabel med. Det, jeg godt kan lide ved skuespil, er, at jeg føler, jeg ikke aner, hvad jeg laver«, sagde han og fortsatte:
»At lave musik er en meget personlig ting. Der er aspekter i skuespil, hvor man trækker på erfaringer, men for det meste lader man som om, man er en anden. Det er det, jeg synes er interessant ved det. De to fag kan på en måde spille sammen. Hver gang man får mulighed for at se verden gennem en anden linse, kan det hjælpe med skabelsesprocessen den ene eller den anden vej rundt. Jeg ser det som to meget forskellige ting. Den sjove del er, at man aldrig ved, hvad man laver i nogen af dem«.
I Olivia Wildes omdiskuterede mysteriethriller ‘Don’t Worry Darling’ spiller Styles over for Florence Pugh som hendes kontrollerende, men elskende ægtemand.
Senere på året er han aktuel i Amazon-filmen ‘My Policeman’, hvor han indtager hovedrollen.
Om fremtiden som skuespiller siger Styles: »Jeg føler mig meget heldig, at jeg får lov at arbejde med noget, jeg elsker. Jeg føler, at jeg er blevet endnu mere heldig, fordi jeg har fået lov til at udforske to ting, jeg virkelig nyder. I forhold til fremtiden: Jeg værdsætter begge ting (musik og skuespil, red.). Det er sjovt at spille i begge verdener og se, hvordan de påvirker hinanden«.
‘Don’t Worry Darling’ får dansk premiere 22. september.