Spilfilmatiseringen ‘The Last of Us’ er allerede blevet en gedigen publikumssucces på HBO Max.
Det første afsnit blev den næststørste premiere på platformen siden 2010 – kun overgået af ‘House of the Dragon’. Og andet afsnit blev i USA set af endnu flere end det første, da seertallene voksede med 22 procent.
Ikke overraskende har streamingplatformen svaret på den fremragende modtagelse ved at melde ud, at serien er blevet forlænget med en sæson to. Det skriver blandt andet Indiewire.
Vi kan således se frem til fortsat at følge Joel (Pedro Pascal) og Ellies (Bella Ramsey) farefulde færd gennem et postapokalyptisk USA.
Seriemedskaberen Craig Mazin har tidligere antydet, at der kommer minimum tre sæsoner i alt, såfremt de i øjeblikket uberegnelige pengemænd hos HBO arter sig.
Tredje afsnit af første sæson kan ses på HBO Max på mandag.