De 30 bedste film på Disney+ lige nu

Streamingtjenesten Disney+ er vokset til et overflødighedshorn af animationsmagi, stærke Oscar-kandidater fra nyere tid, klassiske storfilm og superheltefavoritter. Vi har sorteret i udvalget og håndplukket 30 af de bedste titler, du kan se lige nu – og der er noget til enhver type filmaften, hvad end du er til action, romcoms eller afhuggede fingre.
De 30 bedste film på Disney+ lige nu
'Rye Lane'. (Foto: Disney+)

‘Rye Lane’

Denne romantiske komedie er ikke som de andre. Den er bedre! For eksempel starter ‘Rye Lane’ på et toilet, hvor den mandlige hovedrolle græder snot over sin ekskærestes Instagram-billeder.

Derudover foregår den britiske perle i det eklektiske og sprudlende sydøstlige London, hvor to semifortabte unge mennesker tilbringer en dag sammen, mens de forsøger at komme sig over hver deres nylige brud.

‘Rye Lane’ tager det bedste fra traditionelle romcoms og opdaterer det med et friskt spin på det umage match, uovertrufne afrobritiske personligheder, vidunderlige skuespilpræstationer og et æstetisk univers der vækker minder om alt fra Spike Lees ‘Do The Right Thing’ til Boots Rileys ‘Sorry to Bother You’. Der bliver sågar tid til et ‘Love Actually’-refererende besøg hos burrito-standen Love Gu’actually, hvor selveste Colin Firth altså langer mad over disken.

Alex Honnold i ‘Free Solo’.

‘Free Solo’

Oscar-vinderen ’Free Solo’ understreger, at dokumentarfilm kan være mindst ligeså angstprovokerende som en vellykket spændingsfilm.

Den nervepirrende dokumentar viser, hvordan klatreren Alex Honnold tager kampen op med den amerikanske klippe ’El Capitan’, som han sætter sig for at bestige – vel at mærke uden sikkerhedsudstyr. Hårene rejser sig, når man overværer Honnold flagre på det famøse bjerg, som er svimlende 914 meter højt. Kun hans indeborende fingre- og fodspidser holder ham oppe, når han står med ryggen direkte mod døden – men en ukuelig indre ild får ham alligevel til at fortsætte kampen mod toppen.

’Free Solo’ formår at fortælle en adrenalinfremkaldende historie med stof til eftertanke. For hvorfor har en mand behov for at hænge på en af verdens hårdeste klatreklipper uden sikkerhedsudstyr?

Filmen går en glimrende balancegang mellem sensation og en dybt vedkommende historie om mål, perfektion, kærlighed og natur. Som vores anmelder skrev: »Det er ikke bare effektivt drama, men en dybt rørende og menneskelig fortælling fra svimlende højder, der kommer hele vejen rundt om mennesket Alex Honnold«.

‘The Banshees of Inisherin’. (Foto: Searchlight Pictures)

‘The Banshees of Inisherin’

Hvem skulle have troet, at en vindblæst film om to sure mænd i en irsk landsby anno 1920’erne rummede en af de mest hjerteknusende fortællinger om venskab set på film– totalt i tråd med 2023’s besættelse af vennebreakups?

Den simple hyrde-type Pádraic (Colin Farrell), ved ikke hvad han skal stille op, da hans bedste ven Colm (Brendan Gleeson) ikke gider med ham hen på pubben, som det ellers har været ufravigelig tradition.

»Have y’been rowing?« spørger hans kloge søster Siobhan, men det har de ikke. Colm har bare besluttet, ikke at spilde mere af sit liv på sin »kedelige« kammerat, som han måske mest har hængt ud med i manglen på bedre. I stedet vil den ældre herre komponere udødelig kunst på sin violin. Det har P´ádraic bare ikke særlig let ved at forstå, og bruddet bliver en både sørgeligt og overraskende voldelig affære i længden.

Eminente skuespilpræstationer, smægtende irske one-liners, blod, brand, tårer og søde miniæsler. Den sprængfarlige sorthumorist Martin McDonaughs seneste film har vitterligt det hele.

‘Rød’. (Foto: Disney/Pixar)

‘Turning Red’

Domee Shis (‘Bao’) første spillefilm ‘Turning Red’ er i total øjenhøjde med sin fantastiske, ligningløsende, småforelskede og ekstremt moderligt undertrykte 13-årige hovedperson Mei-Mei. En ung pige fra Torontos Chinatown-kvarter, hvis boyband-besættelse og forelskelse i ekspedienten fra den lokale døgnkiosk ikke falder i god jord hos hendes kontrollerende mor. 

Efter et voldsomt skænderi med det mødrende ophav, som hun ellers knokler for at behage i familiens tempelmuseum, forvandler Mei-mei sig til … en rød panda. Hvilket også er en form for metafor for at gå fra barn til voksen og betydningen af myter i den kinesiske kultur.

‘Turning Red’s forening af menstruation, ungdomshormoner og en rød panda lyder langt mere skør på papiret, end den tiltrængte og banebrydende feminin fortælling i Disney Pixar-universet det er. Derudover er filmens femmands boyband 4*Towns originale sange (som Billie Eilish og Finneas O’Connell har skrevet), fuldstændigt umulige at sidde stille til. 

‘Barbarian’. (Foto: 20th Century Studios)

‘Barbarian’

Det er absolut mest optimalt, hvis du ved så lidt som muligt om de retninger, plottet stikker afsted i. Vi afslører dog ikke for meget ved at fortælle, at udgangspunktet er den unge kvinde Tess (Georgina Campbell), der rejser til Detroit på grund af en jobsamtale og indlogerer sig i et hus, hun har lejet gennem Airbnb. Det viser sig imidlertid, at huset er dobbeltbooket – og en umiddelbart sød og hjælpsom mand (Bill Skarsgård) åbner således døren, da hun ankommer. Og så er gode dyr rådne.

’Barbarian’ vil tage røven på enhver, og dens twists er foruroligende på alle niveauer. Men vejen derhen er også bare voldsomt seværdig, både charmerende, suspensefuldt og intelligent iscenesat af debutanten Zach Cregger.

‘Fire of Love’. (Foto: CPH:DOX)

‘Fire of Love’

Selvom titlen lyder lidt cheesy, er den dog 100 procent rammende. En af 2022’s helt store Oscar-kandidater for Bedste Dokumentar handler nemlig om ægteparret Katia og Maurice Krafft, der ikke bare delte kærligheden til hinanden, men også til … vulkaner.

’Fire of Love’ er filmen, der via Krafft-parrets utrolige optagelser fra en lang række af verdens største aktive vulkaner giver dig et så nærgående og spektakulært blik på naturens magt, at du kommer til at forstå fascinationen. Sara Dosa fortæller deres historie med poetisk nysgerrighed over for det kompromisløse og frygtløse pars dødedans med udbrud, lava og aske, og når man lige har vænnet sig til hendes lovlig søvnige voiceover, vil man betages af den udsøgt doserede formidling af Maurice og Katias liv – og død. En dokumentaroplevelse ingen må snyde sig selv for.

Sebastian Stan og Daisy Edgar-Jones i ‘Fresh’ (Foto: PR)

‘Fresh’

Jo mindre, du ved om debutinstruktør Mimi Caves dybt syrede romcom-gyser ‘Fresh, jo bedre. Lad os derfor bare sætte scenen således:

Noa (Daisy Edgar-Jones fra ‘Normale mennesker’) er kørt død i kiksede Tinder-hookups, da hun en sen aften møder charmerende Steve (Marvels ‘Winter Soldier’, Sebastian Stan) og i grøntafdelingen i det lokale supermarked. Det slår øjeblikkeligt gnister, og duoen går efterfølgende på den bedste date, Noa har været på i evigheder. Hvorfor hun da også gladelig takker ja, da Steve forslår, at de tager på weekendtur på landet …

‘Fresh’ er ikke for sarte sjæle, men filmen gennemsyres af en kulsort humor og spidende kønssatire, der får uhyrlighederne til at glide ned – og navnlig Sebastian Stan har en fest som drømmemanden med skeletter i skabet.

Zoey Deutch i ‘Not Okay’. (Foto: Disney+)

‘Not Okay’ 

Hvis man er bare den mindste smule betaget af livet som influencer, vil Quinn Shephards Instagram-satire ‘Not Okay’ ramme plet. 

For præmissen er i sig selv smågenial.

I jagten på likes vælger den unge Danni (en storspillende Zoey Deutch), der trods store drømme er hensat til en kælderplads på et ellers glittet new yorker-medie, at give sig selv den influencerkarriere, hun synes, at hun har fortjent. Så under dynen i sin rodede lejlighed, beslutter hun sig for at udleve den perfekte likehunter-drøm i form af en ‘Emily in Paris’-værdig tur til Paris – en misundelsesværdig pastelfarvet rejse der bliver orkestreret til perfektion med hjælp fra Photoshop.

Men kort efter hun manipuleret sig til en selfie foran Triumfbuen, rammer et virkeligt terrorangreb selvsamme varemærke. Pludselig har Danni et falsk traume at pleje, massevis af følgere, opmærksomhed, og det liv hun altid har drømt om, selvom det alt sammen er baseret på en utilgivelig løgn. 

Frances McDormand i ‘Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’.

‘Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’

Frances McDormand (ja, der var hun søreme igen!) og Sam Rockwell dominerede velfortjent podierne ved 2018’s tunge prisuddelinger, hvor de to stjerner gjorde rent bord for deres kraftpræstationer i Martin McDonaghs Oscar-nominerede drama med den udødelige titel ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’.

I filmen spillede McDormand Mildred, som forsøger at få retfærdighed for sin myrdede teenagedatter ved at råbe politiet i lillebyen Ebbing op. Mildred rejser tre enorme billboards ved landevejen, der hænger sheriffen Willoughby (Woody Harrelson) ud for at misligholde sine forpligtigelser, og skaber ulmende splittelse i lokalsamfundet, der især vækker Willoughbys afstumpede, galoperende racistiske højrehånd Dixons vrede (Rockwell).

Med sin komprimerede setting i det landlige amerikanske midtvesten hudflettede ’Three Billboards’ nationens voksende mistillid til en ofte skræmmende indifferent – hvis ikke ligefrem inkompetent – politistyrke og opblomstringen af højreekstremistisk race- og kvindehad.

Jodie Comer i ‘The Last Duel’ (Foto: Disney)

‘The Last Duel’

Ja, Ridley Scotts #metoo-middelalderdrama ‘The Last Duel’ har visse startvanskeligheder: Et par gumpetunge dialoger, to styks frisurer, der utilsigtet stjæler mere fokus end hvad godt er.

Men – når filmen alligevel ender som en mindre triumf for den 83-årige instruktør, er det takket være hovedrolleindehavere Jodie Comer, Matt Damon og Adam Driver, der alle spiller fremragende i, hvad der viser sig at være en overraskende ‘Rashomon’-fortælling: Vi får den samme historie præsenteret set gennem tre forskellige synsvinkler.

Det er et greb, som sparker liv i de gamle middelalderklude, og som samler sig til en foruroligende samtykkefortælling omkring en hustru, hendes mand, og hendes bejler.

Russell Crowe og Guy Pearce i ‘L.A. Confidential’. (Foto: PR)

‘L.A. Confidential’

Curtis Hansons noir-mesterværk fra 1997 tåler adskillige gensyn, både takket været den kringlede krimifortælling om korruption, kvindemord og racisme i 1950’ernes ‘Englenes by’, men så sandelig også på grund af det fænomenale cast med Guy Pearce, Russell Crowe, Kevin Spacey og Kim Basinger i front.

Produktionen er sidenhen blevet noget farvet af Pearces udtalelser om krænkelsesanklagede Spaceys angiveligt upassende opførsel på settet, men som værk er ‘L.A. Confidential’ fortsat den noget nær perfekte film, der suger en ind i sit univers så man glemmer tid og sted.

‘Spider-Man: Homecoming’.

‘Spider-Man: Homecoming’

»Har verden virkelig brug for flere ’Spider-Man’-film?« sukkede rundt regnet alle, da Sony Pictures og Marvel annoncerede, at vægkravleren skulle genoplives for tredje gang på et årti (en træt skæbne kun matchet af DC’s Batman). Og så meget desto mere glædeligt naturstridigt er det, at drønsympatiske Tom Hollands kejtede Peter Parker ikke alene er en knuselskelig, ungdommelig tilføjelse til Marvel Cinematic Universes voksenhelte, men ganske enkelt den bedste Spider-Man set på film.

Anslaget alene er en lille genistreg: Frem for at slæbe sig igennem edderkoppebid og Uncle Bens tragiske død igen, igen, lægger ’Homecoming’ ud med en urkomisk introsekvens, hvori Peter tager os med bag scenerne under Civil War-opgøret, der blev Spider-Man’s debut i Avengers-folden. Det er herligt absurd at få optrevlet den håbløst ordinære rejselogistik bag actionbraget i Tyskland: En ekstatisk spændt Peter babysittes af Tony Starks mutte højrehånd Happy (Jon Favreau) på flyrejsen til Europa, hvor den står på hotelindlogering, dragtpåklædning og møjsommelig transport til kamppladsen.

Senere får vi dejligt tvetydige Michael Keaton som flerfacetteret, meget menneskelig arbejderklasseskurk, Zendaya som MJ og vidunderlige Marisa Tomei som Tante May 2.0. Men størst af alle: Tom Holland, altså. For pokker, hvor er han god.

‘Nightmare Alley’. (Foto: PR)

‘Nightmare Alley’

Guillermo del Toro har altid været en cinefil klassicist, hvis monsterfortællinger ofte har hentet inspiration i (film)historiens annaler.

Derfor giver det også mening, at den mexicanske instruktør har brugt sin Oscar-sejr med ’The Shape of Water’ til at realisere et af sine store passionsprojekter: En filmatisering af noir-romanen ’Nightmare Alley’.

Her materialiserer del Toros monstre sig ikke i klassiske overnaturlige væsener, men i menneskeligt magtbegær og kold, kapitalistisk kynisme.

En fremragende Bradley Cooper fører an for det stjernespækkede cast i rollen som opportunisten Stanton Carlisle, der ved et tilfælde tilslutter sig et omrejsende cirkus for at tjene til dagen og vejen i et depraveret USA på tærsklen til Anden Verdenskrig.

‘Nightmare Alley’ udvikler sig til historien om en storsvindlers rise and fall, og er en utilsløret hyldest til Guldalder-Hollywood – der i år har høstet fire Oscar-nomineringer, heriblandt for Bedste Film og Bedste Fotografingen (sidstnævnte begået af danske Dan Laustsen). Med på rollelisten er også Cate Blanchett, Willem Dafoe, Toni Collette.

‘West Side Story’. (Foto: PR)

‘West Side Story’

Ørehængende musik, strålende talentfulde stjerner, der rent faktisk kan synge, store følelser, samfundskritisk bid, action, kærlighed, storslået iscenesættelse og fotografering og imponerende koreograferede dansenumre.

Det er de vellykkede ingredienser i Steven Spielbergs Oscar-nominerede filmatisering af Leonard Bernstein og netop afdøde Stephen Sondheims Broadway-klassiker ‘West Side Story’ fra 1957. 

Filmen er Spielbergs første musical, men man skulle tro, at manden aldrig havde instrueret andet: Hans ‘West Side Story’ er intet mindre end en magisk oplevelse, hvis lysende talentfulde cast – med Rachel Zegler og Ansel Elgort i front – får taget til at løfte sig.

Man kunne dårligt ønske sig en mere underholdende popcornsfilm til hjemmebiografen lige nu.

Michael Keaton i ‘Birdman’.

‘Birdman’

Filmfotograf Emmanuel Lubezki begik et enestående hattrick, da han vandt en Oscar for bedste fotografering hvert år fra 2014 til 2016 og markerede sig som sin generations største filmfotograf. Og blandt hans mange bedrifter hører ’Birdman’ til i den absolutte top.

Hele filmen er stykket sammen af en lang række usynlige klip, så det ligner ét langt take. Kameraet bevæger sig frit i og omkring det teater, hvor den fallerede stjerne Riggan (Micheal Keaton) forsøger at stable et ambitiøst stykke på benene. Men omkring antihelten begynder virkeligheden at kollapse, idet hans filmiske alter ego Birdman hjemsøger ham.

Ikke bare er det medrivende at overvære, det hvileløse kamera afspejler også hovedpersonens ustabile mentale tilstand og høje stressniveau. Både i de mange drømmesekvenser, hvor Riggan blandt andet svæver over hustagene, men også ved et skævt forhold til tid, hvor scener kan skifte umærkeligt fra det ene øjeblik til det andet, eller en time lapse lader dag blive til nat.

Michael Keatons meta-præstation er modig, men instruktør Alejandro Iñárritus fabulerende Oscar-vinder er i lige så høj grad en teknisk tour de force. Mesterfotografen Lubezki jonglerer med kameraet fra teatrets smalle gange til Times Square, mens Keaton, afklædt til underhylerne i mere end én forstand jagter det dramatiske comeback trods kommercielle fugleskrig fra fortiden.

Rebecca Hall i ‘The Night House’. (Foto: Disney+)

‘The Night House’

Disney+ bugner spøjst nok af gyserfilm, og en af de bedste nye af slagsen er ‘The Night House’, der leverer ‘sorg-horror’ fra øverste skuffe.

Instruktør David Bruckner (‘The Ritual’) og skuespiller Rebecca Hall (som for nylig selv instruktørdebuterede med Netflix-filmen ‘Passing’) slår fast, at de er to af de mest interessante folk i branchen pt. med fortællingen om en kvinde, hvis virkelighed slår sprækker kølvandet på mandens selvmord.

Hall leverer en forrygende præstation i centrum, og filmen folder sig ud som en gyselig gåde, inspireret af en række ikoniske genreværker (hvilke skal ikke afsløres!). Det er ikke for sarte sjæle, men for gyserfans er der både gedigen uhygge og stof til eftertanke at hente her.

Chris Hemsworth i ‘Bad Times at the El Royale’

‘Bad Times at the El Royale’

En præst, en støvsugersælger, en kidnapper og en sanger tjekker ind på et ultra-kitchet amerikansk motel, hvor en lidt for nervøst anlagt concierge tager imod dem.

Det lyder som starten på en syret joke, og instruktør Drew Goddard (‘Cloverfield’, Cabin in the Woods’) krydrer da også sin klaustrofobiske knaldperle af en motel-thriller med rigelig sort humor, leveret af et genialt cast: Jon Hamm, Cynthia Erivo, Jeff Bridges, Dakota Johnson og Chris Hemsworth tørner sammen over en enkelt dramatisk nat, hvor ingen er, hvem de giver sig ud for at være, og de færreste slipper helskindede fra motellet. Det er forrygende underholdende.

‘The Menu’. (Foto: 20th Century Studios)

‘The Menu’

‘Succession’-instruktør Mark Mylod har lavet en film, der er en splittende oplevelse for madentusiaster med Ralph Fiennes urovækkende Voldemort-kok i front.

På den ene side er man skrupsulten efter prætentiøse tasting-menuer, der nøgternt bliver konstrueret med pincet og finesse simpelthen fordi filmen på mange måder er som et afsnit af ’Chefs Table’. På den anden side får man lyst til aldrig at sætte foden på en restaurant, der har et strejf af nordisk design.

Vi følger 12 eksklusive restaurantgæster, der inviteres til en unik middag på en afsidesliggende ø. Gruppen repræsenterer forskellige former for status – gamle penge, nye penge, Hollywood-penge og ikke mindst anmelderstatus, der om nogen har magt i madkredse.

Men som retterne ankommer, tager oplevelsen en makaber drejning.

‘Jojo Rabbit’. (Foto: PR)

‘Jojo Rabbit’

Kan man lave sjov med Hitler? Det spørgsmål er blevet diskuteret siden Charles Chaplins ‘Diktatoren’ tilbage i 1940 over Mel Brooks’ ‘Forår fra Hitler’ fra 1967 og Roberto Benignis ‘Livet er smukt’ fra 1997. Og nu i den Oscar-vindende coming of age-komedie ‘Jojo Rabbit’ af det newzealandske stortalent Taika Waititi. For i ‘Jojo Rabbit’ har Waititi tilsat et mørkt satirisk element til filmens forlæg, Christine Leunens roman ‘Caging Skies’ fra 2008, i form af Hitler som overstyret fantasiven til den 10-årige hovedperson Jojo.

Jojo (Roman Griffin Davis) er en usikker dreng i Tyskland i slutningen af Anden Verdenskrig, hvor han netop er blevet medlem af Hitler Jugend. Han er indoktrineret i en sådan grad, at han har dekoreret sit værelse med hagekors, og i sin fantasi bliver opmuntret af en fjollet udgave af Hitler (Waititi selv) til for eksempel at heile med mere styrke. Men sideløbende med dagdrømmerierne udspiller en grum virkelighed sig.

Scarlett Johansson blev velfortjent Oscar-nomineret for rollen som Jojos mor, mens Waititi løb med en Oscar for Bedste adapterede manuskript i en film, der underholder fra a-å.

‘The Hate U Give’. (Foto: PR)

‘The Hate U Give’

Hvordan skal USA’s sorte ungdom kunne mønstre håb og tiltro til, at systemet kan ændre sig – og at de af hvide borgere forventes at spille en vigtig rolle i processen – når så mange fra en tidlig alder overværer uretfærdighederne eskalere i meningsløs vold i barndommens gade?

Det spørgsmål bobler under overfladen i George Tillman Jr.’s drama, som vores anmelder kaldte »en knyttet næve i fjæset på racismen i USA, og med en kraftpræstation af Amandla Stenberg (’The Hunger Games’, ’The Eddy’) i centrum«, der understreger betydningen af 2Pacs »Thug life«; kort for ’The Hate U Give Little Infants Fucks Everybody’.

16-årige Starr bor med sin familie i det sorte kvarter Garden Heights og går på en (primært) hvid privatskole. Hun har valgt at indrette sig efter, hvilket miljø hun befinder sig i, for som hun siger om sin ‘hvide verden’: »Slang makes them look cool, slang makes me hood«. Det er en balanceakt uden sikkerhedsnet, og da Starr ser en barndomsven blive dræbt af en politibetjent, sendes hendes tiltro til retfærdigheden i frit fald. Filmen gør ondt, men er et vigtigt forskrift for at give sorte børn en stemme i problematikken. 

Emma Stone i ‘The Favourite’.

‘The Favourite’

»Det ligner et mash-up af ‘Mean Girls’ og ‘The Crown’?«, tænker du måske. Og sandheden skal findes et sted i midten, hvor græske Yorgos Lanthimos (’Dogtooth’, ‘The Lobster’) instruerer en besk, tragisk og ofte hysterisk morsom historie om royale BFF’s, kvindelig seksualitet, magtliderlighed og moderskab, der ikke ligner nogen anden film, du har set i senere år. Emma Stone og Rachel Weisz leverer begge stærke præstationer som rivaliserende adelsdamer, men det var Olivia Colman, der vandt en velfortjent hovedrolle-Oscar for sin tour de force som gal dronning. Og selvom filmen ikke er lige så sjæleknusende som Lanthimos’ ‘The Killing of a Sacred Deer’, er der naturligvis et grumt twist. Involverende kaniner.

Hugh Jackman i ‘Logan’.

‘Logan’

All men must die. Selv de mest adamantium-forstærkede af slagsen.

Den erkendelse er den aldrende Logan aka. Wolverine (Hugh Jackman) nået til i instruktør James Mangolds (‘Cop Land’) dystre og ekstremt voldelige X-Men-vision ’Logan’, hvor vor klo-svingende helt er tilbage på flasken, mens selvmordstankerne svirrer om en enlig, længe gemt adamantium-kugle i lommen.

Logan er en ludende skygge af den frække unge brushane, vi først mødte i Bryan Singers ’X-Men’ tilbage i 2000, og fra den indledende blodsprøjtende scene slår Mangold fast med syvtommersøm, at filmens western-agtige, postapokalyptiske univers ligeledes er markant mørkere.

Glem alt om smækre mutanters excentriske hårpragter og episke CGI-kampe om verdensherredømmet med et minimum af helteofre: ’Logan’ er en grum, støvet roadmovie, hvor Wolverine får ufrivilligt selskab af barne-mutanten Laura (Dafne Keen fra ‘His Dark Materials’), der ligesom sin nye ‘mentor’ også springer hvæssede kløer fra knoerne. Hvem mon hun deler mutantgener med … ?

‘Logan’ blev Hugh Jackmans angiveligt sidste udflugt som The Wolverine – hvorfor den lykkelige slutning da heller ikke synes helt så selvskreven.

‘The Grand Budapest Hotel’.

‘The Grand Budapest Hotel’

Wes Anderson-løjerlighederne når nye, uanede højder i mesterværket fra 2014, hvor hotelbestyreren Gustave H. (en genial Ralph Fiennes) og hans lobby boy, Zero (Tony Revolori), styrter rundt i et fiktivt centraleuropæisk land i starten af 1930’erne. Udefra presser nazismen sig på, men i Andersons dukkehusverden vejer det karikerede persongalleris eskapader tungere. Her er forelskelse, had, skuddueller i hoteller, fængselsflugter, adskillige jagtsekvenser og meget, meget mere.

Følte man sig overstimuleret af texanerens tidligere film, får man brug for noget stærkt beroligende efter indlogering på The Grand Budapest Hotel, der er nærmest demonstrativt satirisk kompleks. Men det klæder både Andersons narrative såvel som hans æstetiske stil, og hele castet bringer deres A-game og mere til – foruden Fiennes og Revolori møder vi Jeff Goldblum, Tilda Swinton, Willem Dafoe, Saoirse Ronan, Bill Murray og Edward Norton. For nu at nævne nogle få!

Selv hvis man ikke fanger referencerne til alt fra Hergé til Mel Brooks, som Anderson kaster ud til intertekstualitetens feinschmeckere, er der masser at komme efter. Og komme tilbage til igen og igen.

Frances McDormand i ‘Nomadland’. (Foto: PR)

‘Nomadland’

Årets velfortjente Oscar-vinder for Bedste film, Bedste instruktør og Bedste kvindelige hovedrolle er en sjælfuld og tankevækkende rejse til et USA, de færreste af os kender til. Filmen er baseret på en bog af samme navn om moderne, amerikanske nomader, der som navnet antyder driver rundt fra sted til sted – husløse, men dog ikke hjemløse, som filmens antiheltinde Fern (geniale Frances McDormand) slår fast.

Siden den fabrik, hun arbejdede på gik konkurs, og tog hele bysamfundet, den forsøgede med sig, har Fern kørt rundt i sin bil, og taget midlertidigt arbejde, hvor hun har kunnet finde det (heriblandt på Amazons kønsløse industrilager). Ferns familie og venner bekymrer sig over kvindens »deroute«, men i takt med at Fern møder andre, ligesindede nomader, spirer håbet for en alternativ, meningsfyldt fremtid.

Instruktør Chloé Zhao har simpelthen begået et lille mesterværk, hvis maleriske landskabsbilleder tegner den ærkeamerikanske western-genre og lone ranger-troper i et helt, socialrealistisk nyt lys.

‘The Village’. (Foto: PR)

‘The Village’

’Den Sjette Sans’ står stadig som twist-kongen M. Night Shyamalans mest hyldede film, men underkendte ‘The Village’ er en værdig konkurrent til titlen som hans bedste.

Igennem filmfotografen Roger Deakins’ lækre panoramaskud og Shyamlans geniale farveforståelse introduceres vi til den titulære lilleby langt fra lands lov og ret, hvor idyllen afbrydes af mystiske monstre fra den omkringliggende skov.

Castet er pakket med Hollywood-stjerner, fra Adrien Brody som udviklingshæmmet mandebarn til Oscar-værdige William Hurt som det lille fællesskabs patriark, og Joaquin Phoenix og Bryce Dallas Howard, hvis spirende romance er filmens hjerte.

‘The Village’ er et intrikat mysterium med et fantastisk twist som pay-off på historien om en ældre generation, der bygger øko-utopiske drømmekasteller på bekostning af den yngre generations fremtid. Se den før du selv flytter i kollektiv på bøhlandet.

‘Thor: Ragnarok’. (Foto: Marvel)

’Thor: Ragnarok’

Det kom bag på mange, da den newzealandske indie-filmmager Taika Waititi (’What We Do in the Shadows’) landede jobbet som instruktør på Marvels tredje ’Thor’-kapitel. Men satset viste sig som intet mindre end en genistreg, da Waititi rebootede den nordiske (well…) gud med gakket situationskomik, 85 procent improviseret dialog (ganske uhørt i kontrolleret Disney-regi) og psykedeliske farveeksplosioner til tonerne af 80’er-synth-rock.

Under Waititis instruktion sprang vennen Chris Hemsworth ud som herligt selvironiserende komisk begavelse, hvis kemi med Tom Hiddlestons lumskebuks Loki og Tessa Thompsons drukfældige Valkyrie slår veloplagte gnister (når skuespillerne da ikke forsøger at undertrykke deres grin). Alt imens Jeff Goldblum bringer al sin umiskendeligt quirky Goldblumness til rollen som den über-forfængelige skurk Grandmaster.

’Thor Ragnarok’ er ikke bare et af de mest underholdende actionbrag på Disney+, den er en af Marvels allerbedste film.

‘Soul’.

’Soul’

Pixar er på toppen af deres game med deres nyeste film instrueret af geniet bag ‘Up’ og ‘Inside Out’, Pete Docter. ‘Soul’ handler om en midaldrende musiklærer, der ikke kan give slip på drømmen om et gennembrud som jazzpianist. Men som, den dag chancen endelig byder sig, falder ned i et hul i jorden og pludselig er reduceret til en sjæl i stadiet lige før efterlivet.

‘Soul’ er et imponerende dristigt projekt: en fortælling, der blander den fotorealistiske stil fra eksempelvis ‘Up’ med en lang passage, som mest af alt ligner en psykedelisk tegnefilm, som umuligt kan være konciperet af en upåvirket hjerne.

‘Soul’ tager – som den jazz, filmen også hylder – adskillige afstikkere og flere vellykket komiske chancer end i nogen af Pixars foregående film, samtidig med at det – helt i animationsstudiets ånd – er en dybt bevægende film om nogle af de allerstørste tematikker, her intet mindre end meningen med livet. Det er så godt tænkt og forløst.

Adrian Brody i ‘The Thin Red Line’. (Foto: PR)

‘The Thin Red Line’

Terrence Malicks andenverdenskrigsepos er næsten mere kendt for sit absurd stjernespækkede cast – hvoraf flere kun får enkelte minutter på skærmen – end for sine kvaliteter som gedigent mesterværk:

Adrien Brody, Woody Harrelson, Sean Penn, Jared Leto, John Cusack, Nick Nolte, Jim Caviezel, George Clooney, John Travolta og John C. Riley er blandt soldaterne, der forsøger at komme helskindede igennem helvedet i landskabernes høje græs, men filmen er selvsagt meget mere end sine Hollywood-navne.

Malicks særegne billedpoesi skaber en sjældent sjælfuld skildring af mændenes oplevelser og indre følelsesliv, der står i brutal kontrast til blodsudgydelserne, der uundværligt rammer. Og enkelte scener er særdeles svære at ryste af sig igen. En klassiker, som alle skal se.

Claire Danes og Leonardo DiCaprio i ‘Romeo + Juliet’. (Foto: PR)

‘Romeo + Juliet’

Den første kærlighed er den største. Og få film sprudler af young love som ‘Romeo + Juliet’, der står som en af filmhistoriens bedste ungdomsklassikere.

I australske Baz Luhrmanns 1996-filmversion af Shakespeare-tragedien er scenen sat til et nutidig Verona Beach, sværdene er udskiftet med pistoler, og de unge medlemmer af de fejdende Montague- og Capulet-familier bekæmper hinanden i moderne bander. Der er knald på tempo, musik (soundtracket med Radiohead og Garbage er vitterligt genialt) og hektisk MTV-æstetik, som står i flot kontrast til Shakespeares poetiske dialog og den dybfølte kærlighedshistorie mellem vor to romantikere.

Da Romeo og Julies øjne for første gang mødes gennem akvariet til en fest, er det, som om tiden står stille. Og deres første lidenskabelige og forbudte kys i poolen er et af filmhistoriens mest bjergtagende romantiske øjeblikke. Unge Claire Danes og Leonardo DiCaprio, der begge fik deres store gennembrud med filmen, har en magisk kemi, der gør, at man tror på deres stormende og livsforandrende forelskelse og inderligt håber, at Julie denne gang vil åbne øjnene lidt hurtigere i filmens hjerteskærende slutning.

‘Wall-E’. (Foto: PR.)

‘Wall-E’

Efter at have lykkedes med en film om en rotte, der bliver mesterkok, kunne Pixar nærmest gå på vandet i 2008. Så høj var selvtilliden i animationsstudiet, at de omsider fik realiseret et projekt, som Andrew Stanton havde gået og ruget over lige siden 1994:

En ’Rumrejsen år 2001’-inspireret stumfilm om en robot ladt alene tilbage på Jorden, som er blevet gold og ubeboelig på grund af en ophobning af gift- og affaldsstoffer. Fortalt med artfilmens dvælende rytme og med et budskab om faren ved overforbrug og digitalisering.

’Wall-E’ er Pixar-filmen, der har mere at sige til voksne end børn, og den første halve, ordløse time leder tankerne hen mod Chaplin og Buster Keaton, hvor billederne sætter den reneste stemning, Pixar endnu har ramt.

Et eminent lyddesign og vidunderlige animationer gør skrumlebunken Wall-E med de sørgmodige kikkertøjne og den Apple-strømlinede Eve, hvis blålysøjne bliver til tynde buer, når hun klukler, til to af de mest bedårende figurer i Pixar-kataloget. Og deres florlette rumdans må være studiets mest poetiske scene.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af