’Bupkis’: Birollerne er federe end Pete Davidson i serien om ham selv
Jeg kender Pete Davidson fra hans otte sæsoner hos ’Saturday Night Live’ – og for at kysse Kim Kardashian og Ariana Grande, for hans mange tatoveringer og psykiske sammenbrud.
Pete Davidson er mere berømt for tabloidpressens interesse i hans vilde privatliv med stoffer og afsindigt smukke kærester end for det, han har lavet som komiker og skuespiller. Han havde ellers hovedrollen i en anden film inspireret af hans liv. ’The King of Staten Island’ fik også tre stjerner i nærværende medie.
Nu har Pete Davidson hovedrollen i en serie, der også handler om ham selv, men fiktionaliseret, som det hedder i den oplæste indledning til ’Bupkis’, så de bagerste rækker også er med.
Vi følger Petes kamp med mentale udfordringer, stoffer, den store berømmelse og den megen sladder, men der er også plads til almenmenneskelige fortællinger og store tragedier. Særligt andet afsnit om et bryllup afholdt en uge efter, den syvårige Pete Davidson mistede sin far under terrorangrebet den 11. september, er rørende.
Jeg har set tre ud af otte afsnit. Der er indtil videre ingen sammenhæng i serien, den er som et patchworktæppe, der er sat sammen af alt fra brudekjoler til sorte sække og pornoblade.
’Bupkis’ er jiddish, det betyder »absolut ingenting« eller »ingenting af betydning«. Vi har at gøre med en form for eksistentiel, dybsindig komik om at håndtere berømmelse, sin egen svindagtighed og besværet med at passe ind i den familie, man elsker. Det leder tankerne hen på andre prestigeprojekter som ’Louie’, ’BoJack Horseman’ eller sågar ’Rick and Morty’.
Pete Davidson er 29, han har haft et mere end almindeligt begivenhedsrigt liv. Men spørgsmålet er, hvor meget den evige dreng egentlig har at sige om det hele.
’Bupkis’ føles indimellem som et meget velfotograferet selvhjælpsprojekt, hvor Pete Davidson hiver alle sine A-liste-venner med til terapi. ’Bupkis’ har god Euroman-smag med de helt rigtige skuespillere, der havde deres storhedstid med Martin Scorsese og de andre amerikanske gangstere og som kan leve videre som emeritusser med velfortjent legendestatus.
Moren Amy spilles for eksempel af Edie Falco, der er mest kendt fra alle middelklassemænds yndlingsserie, ’The Sopranos’. Joe Pesci som Pete Davidsons døende bedstefar bidrager med reel filmmagi med sin lune(fulde) ærlighed og erfarne gadedrengevisdom. Den 80-årige skuespiller forynges i øvrigt i seriens andet og indtil videre eneste gode afsnit på så grotesk vis, at Pesci ligner en husalf fra Hogwarts.
Pete Davidson synes også, han på et tidspunkt skal belære Bobby Cannavale, der ligeledes er fremragende som livsskuffet onkel, om menneskets kamp med livets kaos, men det føles bare så halvtomt, når det kommer fra en fyr, der er omtrentligt lige så dyb som et børnebassin.
Det kan violinerne på lydsiden ikke skjule.
Trods Pete Davidsons overvældende netværk gør de mange biroller ikke en god serie. Davidsons humor er lav, flad og barnlig. Han hjælper sin onkel med at gennemføre et samleje med en prostitueret og onanerer på sin mor iført VR-briller.
I løbet af de tre afsnit jeg har set, høstede han et enkelt »ha!« fra mig. Det sker, da Davidson skærer ansigt, mens Cannavale kører dødskørsel i en enorm bil. Og det er ikke nok, hvis man skal lave en hel karriere på at være sjov.
Pete Davidson nævner selv, at han er »sin generations stemme«, men det virker ikke, som om han har særligt meget at sige – andet end at han føler, at det hele er lidt tomt.
Og jeg tror helt sikkert, han har fat i noget der. At der er en god idé i at filmatisere drengeværelsestomheden, den evige klovnen rundt, drukturene og mængden af ødelagte kærlighedsrelationer i bagagen på den lækre bil.
Men han formår ikke at gøre det her.
Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.
Kort sagt:
’Bupkis’ vil gerne være en prestige-stenerserie, men den falder til jorden, fordi Pete Davidson måske ikke er så dybsindig som sine komedie-forbilleder.