Ingen marketingchefer kunne have forudset Barbenheimer-fænomenet, der har været gensidigt frugtbart for både Christopher Nolans historiske biopic ’Oppenheimer’ og Greta Gerwigs legesyge og kulturkommenterende ’Barbie’.
Internettet har haft en fest med at kombinere de to film i opfindsomme plakater og billeder, og selskaberne bag har lystigt spillet med.
Men nu har Warner, selskabet bag ’Barbie’, taget den en tand for langt, skriver Deadline.
De delte nemlig fra filmens officielle Twitter-konto Barbenheimer-fanwork, hvor man blandt andet ser Cillian Murphy som atombombens fader J. Robert Oppenheimer have Margot Robbie som Barbie på sine skuldre, mens flammer fra atombomben antænder jorden i baggrunden. »Det bliver en mindeværdig sommer«, lød det fra Barbie-kontoen.
Det fik den japanske division af Warner til at reagere mod deres egen virksomhed, da de føler, man trivialiserer de uhyrligheder, atombomberne i Hiroshima og Nagasaki forårsagede på den japanske befolkning.
»Vi finder det ekstremt fortrydeligt, at den officielle konto fra det amerikanske hovedkvarter for filmen ’Barbie’ reagerede på opslagene på sociale medier fra ’Barbenheimer’-fans. Vi tager den situation meget seriøst. Vi beder det amerikanske hovedkvarter om at reagere på en passende måde. Vi undskylder til dem, der er blevet fornæmede over denne serie af ufølsomme reaktioner«.
Det har tilsyneladende skabt røde ører i Warners hovedkvarter. Her lyder det nu i en udtalelse til Deadline:
»Warner Brothers fortryder det seneste ufølsomme engagement på sociale medier. Studiet tilbyder en dybfølt undskyldning«.
Tweetene er nu blevet slettet.
I Japan har hashtagget #NoBarbenheimer spredt sig i protest mod, at atombombens ødelæggelser bringes ind i det kulørte ’Barbie’-univers.