Christopher Nolans storfilm ‘Oppenheimer’ har fornyet offentlighedens interesse i J. Robert Oppenheimers liv og levned.
Men hvordan står filmen mål med fakta? I et interview med Oppenheimers barnebarn, Charles Oppenheimer, spørger Time Magazine ind til slægtningens holdning til filmens portræt – og særligt én scene får kritik af barnebarnet.
Det gælder scenen, hvor en ung Oppenheimer forsøger at forgifte sin underviser ved at injicere hans æble med cyanid.
Scenen er løftet fra den populære biografi ‘American Prometheus: The Triumph and Tragedy of J. Robert Oppenheimer’, som ‘Oppenheimer’ er baseret på, men ifølge Charles Oppenheimer har scenen ikke bund i virkeligheden.
»Den del af filmen, jeg mindst kunne lide, var referencen til det forgiftede æble. Hvis man læser ‘American Prometheus’ grundigt nok, siger forfatterne faktisk: ‘Vi ved ikke helt, om det fandt sted’. Der er ikke nogle beviser for, at han skulle have forsøgt at slå nogen ihjel. Det er en alvorlig anklage og en historisk revision. Der er ikke en eneste fjende eller ven af Robert Oppenheimer, som hørte om det, mens han levede, eller tror på, at det er sandt«, siger barnebarnet.
Han bebrejder dog ikke Nolan, men snarere forfatterne til biografien:
»Nogle gange bliver fakta fordrejet. I filmen behandles scenen vagt, og man ved ikke helt, hvad der foregår, medmindre man kender til baggrundshistorien. Så det generede mig ikke. Det generer mig, at det var inkluderet og fremhævet i biografien uden en disclaimer om, at det var et rygte, som blev inddraget i bogen, for at gøre den mere interessant«.
Charles Oppenheimer er dog overordnet set ganske tilfreds med Christopher Nolans portræt af sin bedstefar:
»Som en dramatiseret repræsentation af virkeligheden var filmen mestendels nøjagtig. Der er nogle dele, som jeg er uenig i, men det skyldes ikke rigtig Nolan«.
‘Oppenheimer’ kan ses i biograferne.