Instruktør Jonas Risvig løftede tidligere på året sløret for, at han har sin første spillefilm på vej.
Nu deler han billeder fra projektet, som han netop har annonceret optagestarten i et Instagram-opslag.
Filmen kommer til at hedde ‘Kontra’, får premiere 19. september næste år, og som det næsten er tradition i Risvigs univers, er det helt nye talenter, der har hovedrollerne. Her ser man Anna Lehrmann og Andrea Hjejle, der spiller outsiderne Fanny og Lilja, der sætter alt ind på at blive populære på deres gymnasium.
‘Kontra’ er blevet til i fællesskab med de unge medvirkende, som Risvigs produktioner har for vane.
»Emnet har krævet en kæmpe indsigt, som ingen andre end de unge selv kunne give mig«, sagde han til Soundvenue i april.
På rollelisten er blandt andre også Safina Coster-Waldau og Ingrid Bjergkraft fra ‘Salsa’.
»Filmen kommer til at være i min ånd, men i en meget større skala. Her skrues op for alle ambitioner, hvad angår æstetik, musik og selve fortællingen«, fortalte han videre.
I en ny pressemeddelelse tilføjer han:
»’Kontra’ bliver kulminationen på alle de serier, jeg har skabt, samtidig med at det bliver et nyt kapitel for mig som instruktør. Den stikker kniven ind et sted, hvor forældre kommer til at blive chokeret, mens unge forhåbentligt endelig føler sig set«.
Siden han fik succes med ungdomsserien ‘Centrum’ under coronanedlukningen i foråret 2020, har Jonas Risvig haft travlt. I 2022 alene stod han bag DR-serien ‘Salsa’, ‘Drenge’ skabt for Viaplay, YouTube-projektet ‘Zusa’ og en sæson to af ‘Grænser’. Selv ser han frem til at fortælle på det store lærred:
»Det kommer til at markere et nyt kapitel for mig som instruktør, og jeg er spændt på at se, hvad mit publikum synes om det. Filmen ligner intet andet, jeg kender til, og jeg tør godt sige, at hvis jeg aldrig måtte lave flere fortællinger, så måtte den her film gerne være mit punktum«, lød det til Soundvenue tidligere på året.
Ud over spillefilmen kan ‘Salsa’-fans også se frem til endnu en sæson af den sexorientede DR-serie senere på året.