’Eric’: Benedict Cumberbatch og bamse er et hovedløst monster af en Netflix-serie
Er miniserien ’Eric’ med Benedict Cumberbatch som drikfældig dukkefører og pænt ringe far på jagt efter sin forsvundne søn resultatet af et vådt møde mellem en AI og Netflix’ (in)famøse algoritmer?
Nej, det skulle faktisk være noget så sjældent som en original idé fra den erfarne britiske manuskriptforfatter Abi Morgan (’Shame’, ’Suffragette’). Men hvorfor har serien så en heftig aura af nogen, der har samlet David Fincher-thrillers, ’Stranger Than Fiction’, ’Prisoners’, ’Kramer mod Kramer’ og ’Muppets Show’ – for blot at nævne nogle få ingredienser i mikset – og trykket ’enter’?
Kernen i ’Eric’ fremstår ellers simpel og til at føle på. Vincent (Benedict Cumberbatch) er i midten af 80’ernes New York en meget presset mand.
Presset af, at han som hovedkraft bag det populære ’Sesame Street’-lignende børnedukkeshow ’Good Day Sunshine’ nægter at følge med tidens modeluner såsom beatboxing. Presset af et dødt ægteskab med hustruen Cassie (Gaby Hoffmann). Og ikke mindst presset af et altopslugende alkoholmisbrug.
Det hele ramler sammen for Vincent, da deres niårige søn Edgar en dag forsvinder i New Yorks gader, fordi Vincent har haft hovedet for langt oppe et vist sted til at følge sønnen i skole. Udover en begyndende skyldfølelse går det op for Vincent, at sønnen har omdannet sit værelse til ét stort storyboard med tegninger af en stor trollelignende dukkefigur kaldet ’Eric’ (og som ligner Sully fra ’Monster Inc.’s grimme fætter).
Lige da Vincent skal til at drage ud for at finde sin søn, manifesterer Eric sig for øjnene af ham. Som en lodden og storbandende magisk hjælper, der kan være nøglen til at finde sønnen og til at uddrive Vincents egne indre dæmoner. Ikke noget dårligt afsæt for en rørende, symbolsk far-søn fortælling. Det er desværre ikke (kun) den historie, Abi Morgan (og AI?) vil fortælle.
For Edgars forsvinden udløser en sand kaskade af temaer og fortælletråde fra New Yorks top til den absolutte bund, der på magisk eller blot meget forceret vis bindes sammen. Vi kommer rundt om alt fra faderskab (hvor Vincent selvfølgelig har nogle dybtstikkende issues), gentrificering, tidens aids-epidemi til racediskrimination, børneprostitution, politisk korruption og pædagogisk børneunderholdning – og jeg har sikkert glemt noget.
McKinley Belcher III gør en fornuftig figur som den stoiske efterforsker Ledroit, men symptomatisk for serien bliver hans hemmeligholdte forhold til en aids-ramt mand derhjemme kun strøet meget overfladisk.
Miljøskildringen af New York synes ligeledes besynderligt spinkel og nærmest klaustrofobisk (er den fiktive klub The Lux virkelig det eneste sted, folk går i byen?), og portrætteringen af såkaldt social cleansing af New Yorks gader i 80’erne fremstår som overtydelig social realisme i børnehøjde til sammenligning med David Simons miniserie ’Show Me a Hero’.
For mange plotgryder sættes i kog i løbet af seriens små fem timer, og der mangler gennemgående et strammere greb om fortællingen, som ofte drives frem af overforklarende replikker eller mirakuløse overvågningsoptagelser. Det går allerede galt ved, at man ikke dvæler nok ved det mulige tab af Edgar. Kun Cassie virker til at være berørt, men det efterlader også ellers glimrende Gaby Hoffmann fra ’Transparent’ og ’C’mon C’mon’ med samme fortabte grimasse i en klichefyldt morrolle.
Havde mystikken om Edgars forsvinden så bare fastholdt en form for spænding. Men også det punkteres halvvejs inde. Og hvad så med hovedattraktionerne Cumberbatch og bamse?
Den britiske stjerneskuespiller folder sig helt ud og lidt til på fuldemandsregistret som Vincent og får genopfrisket sin Smaug-growl som Eric. Hvor den ene karakter bliver for trættende i sin sprutsvedende røvhulsattitude, bliver titelfiguren en underligt skitsepræget og arbitrær størrelse, der kigger forbi en gang imellem uden at sige bøh eller buh.
»Hvad er der med dukker?«, spørger en karakter på et tidspunkt en anden. »De må sige alt det, vi ikke kan«.
Problemet med ’Eric’ er, at den siger rigtigt meget uden rigtigt at sige noget.
Kort sagt:
’Eric’ er et godt eksempel på en original serie med mange gode idéer, men ingen den for alvor lykkes at komme i mål med. Og så holder seriens medproducer og hovedrolleskuespiller Benedict Cumberbatch ikke igen som stordrikkende lortefar – men det burde nogen nok have bedt ham om.
Anmeldt på baggrund af hele serien.