Dansk-iranske Ali Abbasis ‘The Apprentice’ skabte overskrifter ved verdenspremieren i midten af maj.
Filmen handler om Donald Trumps unge dage i New Yorks ejendomsverden, hvor han står i lære hos den mildest talt bissede advokat Roy Cohn. Særligt en scene, hvor Trump voldtager sin daværende kone, vakte opsigt, og ekspræsidentens advokater (som ellers, skulle man mene, har haft nok at lave den seneste tid) truede med at sagsøge holdet bag filmen.
Måske er det frygten for den ballade, det kan afstedkomme at vise filmen, der gør, at de store streamingtjenester ikke har været interesseret i at købe filmen til distribution.
Branchemediet Puck skriver således, at både Netflix, Apple og Amazon har takket nej til filmen, der endnu mangler en amerikansk distributør (herhjemme udsendes den af Nordisk Film i oktober).
»Det ville være tragisk, hvis kommercielle distributører var for bange for at vise en stærk film om arnestedet for vores nulsums-, vind for enhver pris-kultur. Kunst skal provokere. Det er, hvad historiefortællere gør«, skriver manden bag manuskriptet til filmen, journalisten Gabriel Sherman, i en mail til Puck.
Tidligere har Variety rapporteret, at de store biografdistributører også tøver med at kaste sig ind i filmen, og mediet spekulerede ligesom Puck i, om det kan skyldes frygten for konsekvenser, hvis Trump vinder præsidentvalget i november. Det gælder særligt de distributionsselskaber, der er ejet af virksomheder, som overvejer at fusionere. De store fusioner skal nemlig godkendes af konkurrencemyndighederne.
Det skal bemærkes, at filmen rent kvalitetsmæssigt delte vandene ved Cannes-premieren. Anmeldelserne var dog overvejende positive, og Soundvenues anmelder Jakob Freudendal gav fire stjerner og fremhævede de to hovedrollepræstationer fra Sebastian Stan og Jeremy Strong.
Ali Abbasi har tidligere stået bag filmene ‘Shelley’, ‘Grænse’ og ‘Holy Spider’, ligesom han har instrueret to afsnit af ‘The Last of Us’.
‘The Apprentice’ er co-produceret af det danske selskab Profile Pictures ved producer Jacob Jarek.
Filmen får dansk premiere 17. oktober.