’The Bikeriders’: Austin Butler & co. kan ikke redde Scorsese-inspireret bikerfilm
USA’s nationalfortælling er plastret til med farverige arketyper, som alle sammen har haft deres gyldne stund i Hollywood. Tænk cowboys, lovløse, lykkeriddere og gangstere.
De er en del af det kaosramte lands historie og romantiserede folklore, og det samme kan siges om de oktanglade bikere, der i efterkrigstiden med motorcykelklubber og rygmærker lagde fundamentet for nutidens kriminelle rockerklubber.
Klassikeren ’The Wild One’ med Marlon Brando fra 1953 er selvfølgelig uomgængelig i den sammenhæng, hvor Brando spiller en bikerleder, hvis klub clasher med en rivaliserende bande i en lille amerikansk flænge.
’The Wild Angels’ og ’Easy Rider’, begge med Peter Fonda i hovedrollerne, er også blevet synonym med bikerfilmgenren, mens storserien ’Sons of Anarchy’ har draget fans med en lidt nyere dåbsattest mod de brølende benzinslugere.
Den første film i otte år fra ’Mud’- og ’Take Shelter’-instruktør Jeff Nichols er nyeste skud på bikerstammen. ’The Bikeriders’ er baseret på fotojournalisten Danny Lyons fotobog af samme navn fra 1968, hvori han fulgte bikerbanden Outlaws Motorcycle Club, der i filmen har fået navnet Vandals.
Selve handlingen udspiller sig i årene 1965-1973, hvor rammefortællingen er et interview mellem Lyons (Mike Faist) og Kathy (Jodie Comer), hustruen til en af Vandal-bandens frontfigurer, Benny Cross (Austin Butler). Vandals bliver startet i en flække nær Chicago af Johnny Davis (Tom Hardy), efter han inspireres af Brandos maskuline rebel i ’The Wild One’.
Den lille hårde kerne vokser sig hurtigt større, og medlemmerne strømmer til, ligesom nye afdelinger af Vandals åbner på tværs af landet. Johnny drømmer om at give lederrollen videre til Benny, men Bennys frihedstrang vægter højere end selv det mest knugende broderskab. Ligeledes må Kathy langsomt indse, at også hun kommer i anden række for den cool og karismatiske Benny.
Da klubben trues inde- såvel som udefra må Johnny, Benny og Kathy vægte deres prioriteter og overveje, om de stadig har en plads i bikersubkulturen, der konstant udvikler sig.
Nichols’ iscenesættelse og portræt af bikerkulturen i det støvede og rastløse 60-70’er-Amerika fungerer flere steder virkelig godt. Pointen i, at de intense broderskaber, bikerklubberne tilbyder, tiltrækker skæve eksistenser med forskellige motiver og behov, er flot tegnet.
Der er The Kid (Toby Wallace), som tager sin fars voldelige brutalitet med ind i klubben, Zipco (Michael Shannon), der drømte om at være soldat i Vietnam-krigen, men som bittert blev afvist, og selvfølgelig Johnny, der har almindeligt job og kone/børn, men som også har et behov for knivkamp og adrenalin.
Tom Hardy er helt forrygende som Johnny, og bag den nasale røst og det iltre temperament formidler han en følsom splittelse, der gør ham til den mest interessante karakter i filmen. Hans forhold til Benny er intenst, men også ensidigt, da Bennys frihed altid kommer i forreste række.
Austin Butler, der har haft et imponerende halvår med ’Dune: Del 2’ og ’Masters of the Air’, giver endnu en fin præstation, mere underspillet, men med ekspressive kropsbevægelser og små nuancer i det markerede og dybt fascinerende ansigt lader han os ane, at hans følelseskolde ligegyldighed er en facade. Som filmens fortæller er Jodie Comer glimrende som Kathy med en skarp timing i replikken.
Desværre holder filmen ikke kadencen. Nichols har tydeligvis ladet sig inspirere af Martin Scorseses genkendelige fortællestil, og fra det øjeblik, hvor filmens første scene bremses af Comers ironiske voice-over-eksposition, er ’Goodfellas’-referencen ikke til at tage fejl af. Også slutningen minder så meget om Scorseses mafiafilm, at det er i overkanten.
Udover hovedfigurerne er resten af karaktergalleriet til den tynde side. ’The Walking Dead’-stjernen Norman Reedus, der selv er motorcykelentusiast, er som Funny Sonny en tynd parodi, og med ’Challengers’ friskt i erindringen er Mike Faist det rene spild i rollen som Lyons.
Det er tydeligt, at Nichols har været mere fascineret af periodeportrættet og typerne end af at fortælle en spændingsmættet film. Det lider ’The Bikeriders’ af i det lange løb. Han vækker Danny Lyons’ fotografier flot til live, men tilfører ikke den dybde eller suspense, en spillefilm ellers giver mulighed for.
Som Scorsese gestalter han effektivt myten, men modsat mesteren prikker han aldrig hul på den.
Kort sagt:
’The Bikeriders’ nyder godt af sin fremragende fronttrio, der kaster stjernestøv og glans over Jeff Nichols middelmådige bikerfilm.