‘Bønderne’: Imponerende animationsbedrift ligner en sikker vinder, men ender som en bitter fiasko

‘Bønderne’: Imponerende animationsbedrift ligner en sikker vinder, men ender som en bitter fiasko
'Bønderne'. (Foto: Malgorzata Kuznik/)

Vejen til ægteparret Hugh og DK Welchmans anden animerede spillefilm, ’Bønderne’, må siges at have været stejlere end de flestes.

Som deres debut ’Loving Vincent’ er det historiske drama håndmalet gennem rotoscoping-teknikken, hvor penslen er ført over digitale liveaction-optagelser. Mere end 100 animatorer har malet tusindvis af malerier for at realisere landsbyen Lipce og dens smederænkende bønder i det 19. århundredes Polen.  

Den minutiøse proces blev yderligere kompliceret af corona-pandemien samt Ruslands invasion af Ukraine, der tvang animationsstudiet til at evakuere deres ukrainske animatorer til Polen.

Trods modvinden er ægteparrets rotoscope-teknik i denne omgang langt mere dynamisk end det noget stive udtryk, ’Loving Vincent’ led under.

Således kan det fremstå noget nær kættersk ikke at falde i svime over det endelige resultat. Men jeg må alligevel være det røvhul.

‘Bønderne’. (Foto: Malgorzata Kuznik)

For ja, til tider fanger de maleriske penselstrøg og dybe oliefarver folkedansens voldsomhed og naturens underskønne årstidsskifte bedre, end kameraets objektive linse nogensinde ville kunne.

Men mens den hyperrealistiske stilart passer som fod i hose til romantismens dyrkelse af bondens sammenhold med moder natur, får den høje detaljegrad menneskene på skærmen til at se unaturligt mekaniske ud.

Kunsthistorikere vil sikkert kunne udpege alle filmens visuelle referencer, men som en dum lægmand minder samtlige dialogscener mig mest af alt om 90’ernes Full Motion Video-dille, hvor skuespillere stod akavet foran pixelerede baggrunde, som var deres sjæl fanget i billedet.   

Og desværre er det ikke kun den markante stil, der falder sammen ved nærmere inspektion.

Welchman-parrets filmatisering af Wladislaw Reymonts nobelprisvindende murstensroman af samme navn passer umiddelbart til tiden, selvom den foregår langt ude på det polske bøhland. For som i vores medierede tidsalder er der i den lille soveby ikke meget andet at give sig til end at hviske og tiske i onde tunger om sine naboer.

Det går særligt hårdt ud over unge Jagna (Kamilla Urzedoska), der bliver gift med den lokale storbonde for 15 tønder land. »Som en kvie på et marked«, håner hanrejen Mateusz spottende den unge brud, der langt hellere vil hoppe i høet med bondens smækre og opfarende søn Antek (Robert Gulaczyk) end at tjene sin mors drøm om at blive landejer.  

‘Bønderne’. (Foto: Malgorzata Kuznik)

De gamle vaskekoner taler mere og mere bramfrit og slutshamende om den stille skønhed, og imens hun desperat prøver at kæmpe imod Madonna/luder-komplekset, begynder løkken blot at stramme hårdere om halsen.

I filmregi elsker vi en stakkels, smuk kvinde, som først bliver fejret og siden udstødt for sin skønhed. Men i forsøget på at kritisere bedagede kønsdynamikker, skriver ’Bønderne’ sig ind i en anden kedelig tradition: Nemlig feticheringen af kvinder, som lider i stilhed.

I film som Andrew Dominicks rædderlige Marilyn Monroe-biopic ’Blonde’ dyrkes den traumatiske skønhed i en sådan grad, at mennesket bag smerten komplet forsvinder fra ligningen. Ligeledes er Jagna en ærgerligt anonym hovedperson, der ikke vækker nogen følelser uden for al den modgang, hun oplever.

Oven i hatten gentager ’Bønderne’ gang på gang, at en kvindes værste fjende er andre kvinder. For mens mændene er brovtende og overgrebsparate, bliver den sande gift serveret til kålfest og brudevals, hvor de fandens kvinder skyder al deres dårligdom i skoene på deres eget køn.

Jeg ønsker ikke en film, der fejrer søsterskabet ukritisk, men fremstillingen af alle andre kvinder som Jagnas naturlige modstandere får filmen til at fremstå unuanceret og bøvet. 

I det mindste er der masser af gardencore-værdigt markarbejde at sukke længselsfuldt over, og filmen har åbenlyst de bedste intentioner. Men jeg er nødt til at sige, at ’Bønderne’ i det store hele er en bitter fiasko.


Kort sagt:
’Bønderne’ er et imponerende stykke animeret arbejde, og jeg kan ikke lide, at jeg ikke kan lide den. Men den føles unægtelig tom bag de håndmalede øjne.

'Bønderne'. Animationsfilm. Instruktion: DK Welchman, Hugh Welchman. Medvirkende: Kamila Urzedowska, Robert Gulaczyk, Miroslow Baka Spilletid: 115 min. Premiere: I biografen 8. august.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af