Dokumentaristen RaMell Ross står i spidsen for sin første fiktionsfilm med ’Nickel Boys’, som er baseret på Colson Whiteheads Pulitzer-vindende roman af samme navn, og den står allerede til at kunne blive en væsentlig spiller ved næste års Oscar-uddeling.
‘Nickel Boys’ følger to unge afroamerikanske venner, Elwood og Turner, mens de navigerer i livet på en ungdomsanstalt i Florida i et raceopdelt USA i Jim Crow-lovenes tid.
De to hovedroller som Elwood og Turner varetages af henholdsvis Ethan Herisse og Brandon Wilson, mens Aunjanue Ellis-Taylor spiller Elwoods bedstemor Hattie.
’Nickel Boys’ havde premiere på Telluride Film Festival i sidste uge, og filmen har genereret en del Oscar-omtale, blandt andet for Ellis-Taylors præstation. IndieWire kalder historien »svimlende smuk« og »et sjældent vidnesbyrd om det transformative potentiale i filmadaptioner«.
Instruktør Ross har indtil nu begået sig i dokumentargenren og var nomineret til en Oscar med ’Hale County This Morning, This Evening’ fra 2018.
’Nickel Boys’ har amerikansk premiere 25. oktober, men det vides endnu ikke, hvornår vi kan se den på dansk grund.