Det vakte stor opsigt, da Joaquin Phoenix smuttede fra en ny film af den anerkendte instruktør Todd Haynes (‘Carol’, ‘May December’) blot fem dage før optagestart.
For dermed dræbte han de facto filmen, der handler om to homoseksuelle mænd, der flygter til Mexico.
Men er der et håb for, at filmen kan genopstå med en anden skuespiller i rollen?
Nu har Lewis Pullman i hvert fald meldt sig på banen. Han er kendt fra film som ‘Bad Times at the Battle Royale’ og ‘Top Gun: Maverick’, hvor han spillede over for Danny Ramirez, som skulle indtage den anden rolle i Haynes-filmen.
Så da Variety i et nyt interview i anledning af Pullmans aktuelle film, ‘Salem’s Lot’, foreslår ham at tale med Ramirez om at overtage Phoenix’ rolle, svarer han:
»Jeg ville elske at få det kald. Det er en brilliant idé. Jeg er her. Jeg er her. Jeg er klar«.
Lewis Pullman er næppe et navn, der kan finansiere og sælge en film på samme måde som Joaquin Phoenix, og sagen kompliceres af, at det var Phoenix, der oprindeligt kom med projektet til Todd Haynes og hans producere.
Men måske er der alligevel et lille håb om, at filmen engang kan komme til at se dagens lys i én eller anden form.