KOMMENTAR. I næste uge skal Joaquin Phoenix møde verdenspressen. Og det kan gå hen og blive rigtigt akavet.
Skuespilstjernen har under Venedig Film Festival onsdag den 4. september premiere på den ultraventede ’Joker: Folie à Deux’, opfølgeren til det globale hit, der indbragte ham hans første Oscar i 2020. Sammen med Lady Gaga, instruktør Todd Phillips og det øvrige hold skal han smile, vinke og høfligt svare på spørgsmål ved den faste pressekonference og dertilhørende interviews.
Det er en situation, han historisk har befundet sig svært ved. Hans møder med pressen svinger fra det imødekommende til det absolut afmålte eller bare temmelig uforudsigelige.
Men denne gang kan det blive værre end nogensinde.
Lige nu er Joaquin Phoenix nemlig upopulær i filmbranchen som aldrig før. Og selv blandt dem, der ikke stempler ham som umulig og egoistisk, vil første spørgsmålet over læben uvægerligt være: Hvorfor? Hvorfor sprang du fra?
Tidligere på måneden kom det nemlig frem, at Phoenix droppede ud af Todd Haynes’ kommende film, blot fem dage før optagelserne skulle begynde.
Og synes man ikke, det lyder som en big deal, er det, fordi man ikke ved, at film af den slags, som instruktøren bag ’Carol’ og ’May December’ laver, står og falder med, at stjerner af Phoenix’ kaliber er om bord. Ingen stjerne – ingen finansiering.
Med andre ord dræbte Phoenix de facto projektet, da han kvittede det på målstregen. Hans beslutning betyder, at hundredvis af mennesker står arbejdsløse i den periode, filmen skulle være lavet, heriblandt hans medspiller i fortællingen om to homoseksuelle mænd, der flygter til Mexico, Danny Ramirez.
Hvor mange af disse, der får deres løn, vides endnu ikke, men sagen har vakt kraftig opstandelse i en amerikansk filmindustri, der i forvejen er presset. Man spekulerer i, om Phoenix vil blive sagsøgt og må betale for omkostningerne af egen lomme (hvilket han efter den nye ’Joker’ nok fint har råd til).
Kæmpe forargelse
Chokket har været endnu større, al den stund at filmen var Joaquin Phoenix’ idé til at begynde med.
»Det her var HANS projekt, som han kom med til OS«, som den respekterede producer Christine Vachon skrev i et nu slettet Facebook-opslag, efter nyheden kom frem.
»Hele den her oplevelse blev startet af Joaquin. Det blev startet af hans mod, af hans ønske om at overskride barrierer og virkelig at gå ind i ubehagelige steder omkring det her forhold. Og alligevel føles det som en meget organisk proces«, havde Todd Haynes tidligere udtalt.
Om den grænsesøgende udforskning af et homoseksuelt forhold alligevel har været for ubekvem for den heteroseksuelle skuespiller, er ren spekulation på nuværende tidspunkt.
Hvad der ligger til grund for Joaquin Phoenix’ beslutning, vides endnu ikke. Men det er det svar, han utvivlsomt bliver afkrævet i mødet med pressen på Venedig. Og med hans i forvejen sky personlighed vil det næppe blive en særlig rar oplevelse for nogen.
Diskursen omkring hans overraskende exit har ikke just emmet af forståelse for den 49-årige skuespiller. »Der har været en kæmpe mængde forargelse«, udtalte en anonym studiechef til The Hollywood Reporter.
Og selvfølgelig er det ikke sjovt at miste sit job eller se sin film falde til jorden, få dage før den skal i kassen. At forberede en film er et kolossalt arbejde, der nu risikerer at være forgæves.
Der er imidlertid også noget lidt hyklerisk over forargelsen. Og tager man de jobsikkerhedsmæssige og økonomiske briller af, finder man et fint argument for, at det er uretfærdigt at stemple Joaquin Phoenix som Hollywoods største skurk.
»Jeg er en slyngel at arbejde med«
For det er jo netop alt det, Phoenix er blevet hyldet for gennem årene, han nu bliver udskældt for.
Han er kendt som en af sin generations mest kompromisløse skuespillere, der anskuer hele berømmelses- og business-delen som nødvendige onder i den kunstneriske mission, han lever og ånder for. Phoenix er en éner og en fremragende skuespiller, fordi han har en meget sjælden adgang til sjælens dybe mørke, som han frembringer ved at gå hele planken ud i sit arbejde. Han skal virkelig føle den, før han påtager sig en rolle.
Han er manden, der i freaking 18 måneder over for alle omkring sig lod, som om han droppede skuespillet til fordel for en karriere som rapper, til mockumentary’en ’I’m Still Here’. Som gik i lære som og arbejdede rigtigt som brandmand som forberedelse til filmen ’Ladder 49’. Som var i konstant karakter som den galsindige Freddie Quell under optagelserne til ’The Master’.
Han har tidligere været ved at springe fra på målstregen både til ’Gladiator’, ‘C’Mon C’Mon’, ’Napoleon’ og den første ’Joker’, og han er kendt for at engagere sig dybt i den kunstneriske proces. Film som ’You Were Never Really Here’ og førnævnte ’Joker’ havde set helt anderledes ud, hvis han ikke var gået i intens dialog med materialet, fortællingen og instruktøren bag. Senest fortalte Todd Phillips, at ideen om overhovedet at gøre den nye ’Joker: Folie á Deux’ til en musical stammer fra hovedrollestjernen selv. Han havde nemlig en drøm, hvor Arthur Fleck sang og dansede!
I sin takketale, da han vandt karrierens første Oscar for ’Joker’, indrømmede Phoenix endda, at han var »en slyngel at arbejde med«.
Et udsagn, Robert De Niro utvivlsomt er enig i, for legenden blev så frustreret over, at Phoenix ikke ville medvirke til en såkaldt tableread før optagelserne, at han måtte få instruktøren til at vride armen om på ham.
I sin gode ret til at fortryde
Men er det da ikke en skærpende omstændighed, at det var Phoeniux selv, der søsatte projektet i første omgang? Har han ikke taget en hel masse mennesker som gidsel ved ikke at gøre sig klart på forhånd, om det var noget, han kunne gennemføre?
Faktisk kan man lige så vel vende det om. Når filmen er hans slag, er det også hans ret at bestemme over det på en anden måde, end hvis han blot var lejesoldat på opgaven.
Lad os sige, at en iværksætter opfandt en ny teknologi, som hun fik 50 mennesker til at arbejde intenst på – indtil hun fandt ud af, at teknologien kunne bruges som supervåben af ondskabens akse. Ville det så netop ikke også være iværksætterens privilegie at lægge projektet i graven selv, selvom det var nederen for dem, hun havde ansat?
Nu ville en homoseksuel historie instrueret af Todd Haynes næppe tjene grumme diktatorer, men … princippet! Ud fra en kunstnerisk betragtning er Joaquin Phoenix i sin gode ret til at fortryde, selvom det er utroligt ærgerligt for de mange mennesker, det går ud over.
Måske er det netop det, han skal prøve at forklare, når han inden længe er nødt til at stikke hovedet op af sandet. Måske kan filmen mirakuløst reddes med en anden skuespiller i rollen. Måske vil den nye ’Joker’ sende Phoenix tilbage i Hollywoods kridthus, så alt dette er glemt.
Uanset hvad er Phoenix ikke nødvendigvis den skurk, han er blevet gjort til de seneste uger. Vi ser blot den uundgåelige bagside af den kompromisløshed, han er blevet elsket og anerkendt for i flere årtier.
’Joker: Folie à Deux’ får verdenspremiere på Venedig-festivalen onsdag den 4. september og dansk premiere 2. oktober.