KOMMENTAR. »Jeg er vokset op på Biografklub Danmark« …
… sagde ingen cineast med håb om bare et minimum af respekt fra sine ligesindede nogensinde.
Ikke desto mindre fyldte den nu 30 år gamle klub, som tilbyder dets medlemmer halv pris på en lille skare nøje udvalgte film, en hel del i min egen filmiske coming of age.
Som teenager syntes jeg, det var spændende at åbne kataloget og se frem mod kommende biografoplevelser, hvoraf mange var helt ubeskrevne blade, og sammen med min mor, der troligt købte medlemskab, så jeg film af en slags, som en teenager måske normalt ikke lige ville have opsøgt i biografen.
Senere skulle jeg opdage, at affektion for Biografklub Danmark ikke var noget, man ligefrem skiltede med.
Tværtom var kurateringen så nøje forbundet med leflende feelgood-mainstream, at man helst skulle vrænge på næsen. For en Film & Medievidenskabsstuderende var Biografklub Danmark et skældsord – »Biografklub Danmark-agtigt« var en måde at beskrive »livsbekræftende« film fra især USA og Danmark, som går »lige i hjertet« på et mestendels kvindeligt Politiken Plus-segment på den anden side af 50. Ikke noget for en vordende film bro med hovedet fuldparkeret af fordomme.
Et skældsord er det for så vidt stadig i kredsen for de særligt cineastisk indviede.
Og også i filmbranchen har man igennem årtierne næret et lidt nedladende blik på Biografklub Danmark – eller »klubben«, som den ofte bare kaldes. Det har dækket over et had/kærlighedsforhold, som skyldes, af biografklubben hurtigt efter sin stiftelse i 1995 fik en uhørt stor magt i dansk film.
Medlemstallet på omkring en kvart million danskere betød, at Biografklub Danmark kunne gøre film til en automatisk biografsucces. Godt nok til halv pris – men alligevel.
Forskellen mellem at være indenfor eller udenfor kunne være et salg på flere hundrede tusind billetter. Og for danske film er det stadig en skæbnesvanger dag, når BKP-stemplet sættes på årets udvalgte.
Danske film, der kommer gennem nåleøjet, vil nemlig nærmest per definition sælge over 200.000 billetter, og succesen er således selvskreven. Der er en grund til, at distributørerne er villige til at udskyde premieredatoer halve og hele år for at få en plads blandt den eksklusive skare.
Orgie og urinsex
Med stor magt følger som bekendt et stort ansvar, og gennem årene har biografklubbens forvaltning af det ansvar ført kritik med sig. I en årrække blev klubben kritiseret for ikke at indlemme nok danske film for blot at lade pengene sive over til amerikansk film i stedet, og de rullende øjne over forkærligheden for klistret sødsuppe og tunge periodedramaer har simret på kontinuerlig basis.
Kigger man på de seks udvalgte i de første sæsoner i slutningen af 90’erne, må man da også sande, at biografklubbens ry ikke er helt ufortjent. I 2000/01-programmet førte film som ’Klinkevals’, ’Runaway Bride’ og ’Fruen på hamre’ for eksempel an, og for hver ’Hemmeligheder og løgne’, ’The Ice Storm’ og ’Dancer in the Dark’ er der tre gange ’Evita’, ’The Shipping News’, ’Calender Girls’ og ’Shall We Dance?’ Alene i 1996/97-programmet havde Bille August to film med!
De ’klassiske’ Biografklub Danmark-film finder man da også stadig i den nu 10 film store selektion. ’Bridget Jones: Vild med ham’, ’One Life’ og ’Madeleines Paris’ er titler, som lige så godt kunne have været på tapetet i 90’erne som i 20’erne.
Men man mærker samtidig et mod til at udfordre formen. Jeg gad nok vide, hvor mange af klubbens trofaste medlemmer der fik rødvinen galt i halsen, da de blev konfronteret med orgier og urinsex i de første minutter af Damien Chazelles Hollywood-ekstravaganza ’Babylon’, som nok har set mere uskyldig ud, da udvalget vurderede den på afstand.
Film som belgiske ’Close’, koreansk-amerikanske ’Past Lives’ og italienske ’Vi har stadig i morgen’ er vidnesbyrd om, at man gerne vil sætte mere eksotiske filmiske skibe i søen end tidligere.
Og årets jubilæumsprogram er på papiret det måske mest bemærkelsesværdige i klubbens historie.
Ganske vist har man netop skudt sæsonen i gang med den nye krimifranchise ’Rejseholdet’, som på mange måder er vintage BKD, men man finder også festivalhits som Joachim Triers norske ’Sentimental Value’ og Walter Salles brasilianske ’I’m Still Here’ side om side med chancetagende værker fra nye spændende amerikanske auteurs med Josh Safdies ’Marty Surpreme’, Kogonadas ’A Big Bold Beautiful Journey’ og Scarlett Johanssons (!) ‘Eleanor the Great’. Mange af hvilke er film, som det traditionelle BKD-publikum næppe havde opsøgt af sig selv.
Ingen kan heller rigtigt løfte et øjenbryn over, at brede danske kvalitetsfilm som Paprika Steens ’Det nye år’, Jeanette Nordahls ’Begyndelser’ og Pernille Fischer Christensens ’Vores løfte’ er med.
Mens man til gengæld godt kan spørge, om ’De forbandede år 3’ nødvendigvis skal have en af de lukrative pladser, bare fordi de to første var på plakaten?
Skub grænserne
Ud fra et cineastisk perspektiv kan man godt drømme om, at Biografklub Danmark tager endnu flere chancer og for eksempel fæstner større lid til film af debuterende danske instruktører, der i den grad har brug for et skub bagi.
Skal alle krigsbetonede periodedramaer partout være med i programmet?
Hvad kunne klubben ikke have gjort for på mange måder bredt appellerende og skide gode debutfilm som ’Min evige sommer’ og ’Det andet offer’?
Selvfølgelig er der grænser for, hvor langt programudvalget, som består af en række erfarne branchefolk fra biograf- og distributionssiden, kan gå ud ad de artsy og edgy tangenter. Og ender vi et sted, hvor Biografklub Danmark bliver et plus-ord for film- og mediestuderende, er der en god chance for, at man er gået for langt. Der er nok kun så mange gange, kernepublikummet gider se mennesker tisse på hinanden til halv pris.
Men jeg håber, man vil blive ved med at skubbe definitionen af, hvad en Biografklub Danmark-film kan være. At man driver filmkulturen på vej ved at åbne et bredt publikums fornemmelse for kunstartens mange stemmer og stilarter.
For med økonomisk trængte biografer og presset fra streaming og den lille skærm er initiativer, der kan samle danskerne om biografrummet, i hvert fald vigtigere end måske nogensinde. Ligesom håndsrækningen til danske film er af helt afgørende betydning på et tidspunkt, hvor den hjemlige filmindustri lider økonomisk åndenød.
Mit gæt er, at det gennemsnitlige Biografklub Danmark-medlem er vel på den anden side af 60 år, og skal man have de yngre generationer med i fremtiden, er det i hvert fald vigtigt, at film som ’Rom’, ’Kysset’ og ’Here’ ikke kommer i overtal.
Drømmen er en kuratering, der favner bredt i udtryk og målgruppe, men har høj kvalitet som et topkriterie, også når man bevæger sig rundt i genrer som melodrama, romcom og periodefortællinger.
Her er sæson 2025/26 en virkelig god start på klubbens næste 30 år. Måske man skulle købe et medlemsskab – helt uden at skamme sig.