Til den fattige filmnørd: Sådan kommer du længst for pengene i oktober

Med stigende biografpriser og streamingtjenesternes øgede indsats for at stoppe brugerdeling kan tilværelsen som filmentusiast på budget være hård. Men frygt ej. De her oplevelser får du for maks. 50 kroner.
Til den fattige filmnørd: Sådan kommer du længst for pengene i oktober
'One Battle After Another'. (Foto: 2025 WBEI)

1. PTA og DiCaprio til halv pris

Paul Thomas Andersons ekstremt hypede thriller ’One Battle After Another’ går lige nu sin sejrsgang verden over og er allerede blevet spået til at være en af årets absolutte Oscar-favoritter.

Kritikere har nærmest kollektivt givet filmen topkarakterer, og også Soundvenues anmelder har kastet seks stjerner efter Andersons »åndeløst spændende mesterværk«.

Den episke fortælling har Leonardo DiCaprio i hovedrollen som en paranoid revolutionær ex-aktivist, der mange år efter sin seneste mission må tilbage i kampen, da hans gamle nemesis kidnapper hans datter.

Leonardo DiCaprio i ‘One Battle After Another’. (Foto: Warner)

Fotograf Michael Baumans gudesmukke VistaVision-billeder er obligatorisk biograf-pensum for alle selverklærede filmentusiaster – men hvis du ikke har 170 kroner at smide efter 70mm-visningerne i Imperial, findes der et alternativ. Med et medlemskab hos Filmporten kan du nemlig få biografbilletten til halv pris.

Et medlemskab hos Filmporten koster 120 kr., hvilket giver halv pris på 12 udvalgte biograffilm om året. Efter et par ture i biffen er abonnementet således tjent hjem.

P.s. hvis du bruger rabatkoden 25-kinodk, når du købet et abonnement til Filmporten, får du tilmed 25 procent rabat på medlemskabet, så det kun koster 90 kroner for et år.

2. Tysk festivalperle (og vin) til 50 kr.

Tusind sole er navnet på en kærkommen række af københavnske filmvisninger, der ifølge arrangørerne vil »bidrage til og udvide den danske biograf- og filmkultur ved at præsentere nogle af de film, der alt for sjældent når vores breddegrader og biograflærreder«. 

Det betyder, at de månedligt præsenterer to film, der ellers ikke ville have set dagens lys herhjemme – ét historisk hovedværk og en international premierefilm, der ikke er i kommerciel distribution.

I oktober er der absurd tysk komik på tapetet, da Julian Radlmaiers ’Phantoms of July’ vises med et glas vin for blot 50 kroner.

‘Phantoms of July’. (Foto: Blue Monticola Film)

Filmen havde premiere på den schweiziske Locarno Film Festival i august og er inddelt i fire kapitler, der strækker sig fra 1800-tallet til i dag. Fortid og nutid smelter sammen, mens fortællingen følger en håndfuld ensomme arbejdere i Tysklands ellers pensionistpakkede Harzen-område – blandt andet en iransk wannabe-rejseinfluencer, en revolutionstørstig tjenestepige, en koreansk tourguide og en persisk gadefejer, der har studeret film under Abbas Kiarostami.

Filmen er blevet kaldt »en vidunderligt fængende og dybt medrivende blanding af grotesk komik og hjerteligt drama« af International Cinephile Society.

Tusind Sole-visningen finder sted i Cinemateket i Gothersgade 55 i København 19. oktober klokken 16.45.

3. Mere populær end ’Barbie’

Det lyder måske ikke i sig selv som noget særligt, at en italiensk sort-hvid film er blevet tilgængelig på Filmstriben. Der er jo rigeligt af dem i forvejen – eller hvad?

’Vi har stadig i morgen’ er noget ret særligt. Filmen, der udkom i de danske biografer tilbage i april, var en bragende succes i sit hjemland i sommeren 2023, hvor den solgte flere billetter end ’Barbie’. Ikke nok med det blev den også den niende mest sete italienske film nogensinde og den mest sete italienske film lavet af en kvindelig instruktør.

‘Vi har stadig i morgen’. (Foto: Camera Film)

Det er måske i sig selv grund til at se ’Vi har stadig i morgen’, men Paola Cortellesis velskrevne fortælling om kvindefrigørelse i 1940’ernes Italien er også et velformet bekendtskab, som både er legende let, musikalsk og ligefrem dansende – og som, på trods af sin neorealistiske inspiration, adskiller sig fra netop den bølge.

Hvor mange sort-hvide film har du måske set bruge musik fra hiphoplegenderne Outkast på sin lydside?

Soundvenues Johanne Høgfeldt roste i sin anmeldelse filmen for dens »forfriskende tilgang til et alvorligt emne«.

Kommer på Filmstriben i løbet af oktober.

4. Nathan Fielders syrede gennembrudsserie

Man kan ikke kalde sig ægte Nathan Fielder-fan uden at kende til serien, der skabte ham.

Det canadiske komikergeni kom for alvor på alles læber, da han tidligere i år mindfuckede hele verden med sin HBO-serie ’The Rehersal’. Samtidig flexede han sit skuespiltalent i den vidunderligt svidende satireserie ’The Curse’ på SkyShowtime i 2024.

Men den akavede stjerne har i årevis leget med sin egen fremstilling og fabrikerede virkelighed.

I ’Nathan For You’, der løb over skærmen fra 2011 til 2017, hjælper Fielder små forretninger med at opnå profit gennem ekstremt utraditionelle metoder. Det er absurd deadpan-komik i verdensklasse og absolut en af 10’ernes mest opfindsomme serier.

‘Nathan For You’. (Foto: Comedy Central)

’Nathan For You’ blev produceret for den amerikanske kanal Comedy Central og har længe været svær at opstøve herhjemme. Heldigvis udbyder tjenesten Pluto TV alle fire sæsoner – tilmed ganske gratis.

Pluto TV er annoncebaseret og tilbyder fri streaming uden krav om login. Det koster blot din tålmodighed med de forholdsvist mange reklamer – men som fattig filmnørd har du naturligvis mere tid end penge.

5. Filmquiz i Odenses hyggeligste biograf

I oktober inviterer Café Biografen i hjertet af Odense på filmquiz i hyggelige rammer. Quizzen byder på spørgsmål i forskellige sværhedsgrader og spænder over filmklassikere såvel som nye titler.

Biografen teaser selv med spørgsmål som Hvem instruerede The Grand Budapest Hotel? og Hvilken film begynder med ordet »Rosebud«?.

Hvis du kan svare på dette, er du godt rustet til at vise dig frem som filmnørd og brillere over for dine venner.

Quizzen finder sted i Café Biografen på Amfipladsen 13 i Odense den 2. oktober klokken 20:00 – 22:00. Det koster 20 kr. pr. quizdeltager.

6. Vanvittigt (og) rørende portræt af brødrepar på pengejagt

Vi kårede for nyligt Christian Sønderby Jepsens dokumentarsucces ’Testamentet’ fra 2011 til en af århundredets 50 mest banebrydende danske film. Filmen solgte mere end 15.000 biografbilletter og blev et nationalt samtaleemne.

Efter premieren vidste man ikke med sikkerhed, om man kunne forvente en fortsættelse, men i forbindelse med CPH:DOX i starten af året landede opfølgeren ’Faderen, sønnerne og helligånden’ efter 14 års ventetid.

‘Faderen, sønnerne og helligånden’. (Foto: Camera Film)

Den første film introducerede i kaotisk håndholdte optagelser brødreparret Henrik og Christian og deres forsøg på at få fat i den arv, deres velhavende bedstefar burde have efterladt dem. Vi grinede af deres vanvittige projekter, men vi udviklede også en sympati for deres ganske sølle situation.

Netop disse elementer bygger ’Faderen, sønnerne og helligånden’ elegant videre på i sin modne udbygning af fortællingen, hvor bedstefars arv er trådt i baggrunden for at overlade pladsen til det, der egentlig er kernen i filmene: de indbyrdes relationer i den hårdt prøvede familie.

De to film kan frit streames på DR TV fra 28. september – et sandt scoop med tanke på, at ’Testamentet’ har været utilgængelig i en lang periode.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af