Århundredets 50 mest banebrydende danske film

ÅRHUNDREDETS MEST BANEBRYDENDE. Da vi i august kårede de mest banebrydende internationale film fra de seneste 25 år, gav vi os selv det benspænd, at der kun måtte være én film med per instruktør.

Nu hvor vi vender blikket mod Danmark, ville det være halsløs gerning.

For dansk films udvikling siden 2000 har i høj grad været præget af instruktører, der har sat deres aftryk med flere film. Vi kan til ingens overraskelse godt afsløre, at Lars von Trier er repræsenteret flere gange på den liste over de 50 mest banebrydende danske film, vi begynder at udrulle fra i dag.

Trier er én af de instruktører, der allerede var stemplet ind med skelsættende fornyelse i årtierne op til årtusindskiftet, men selvom 90’ernes dogmegeneration stadig sidder på magten i dansk film i skræmmende stor udstrækning, er nye talenter altså også kommet til.

Netop i lyset af 90’er-generationens dominans er det en øjenåbner at udpege de film, som har peget i friske retninger det seneste kvarte århundrede. Dansk film udklækker faktisk jævnligt nye spændende stemmer – men det er også slående, hvor sjældent de får den folkelige gennemslagskraft, som fortroppen fra 90’er-bølgen fik.

Det er vigtigt at understrege, at dette ikke en liste over århundredets bedste film, men de mest banebrydende: De film, der betrådte nye stier, satte friske spor i den kulturelle eller samfundsmæssige samtale eller introducerede nye centrale skikkelser i dansk film. Listen vidner dog samtidig om, hvor højt topniveauet i dansk film er.

50. ’Det store glitch/ Paradisets børn’

Det var en tiltrængt flænge i den danske filmtradition, da instruktør Søren Peter Langkjær Bojsen spillefilmdebuterede med den gennemført anti-autoritære indiefilm ’Det store glitch’ i 2023: en sjældent vellykket blanding af sci-fi-elementer og nørrebrosk hangout-komedie, der blev til uden støttekroner fra Det Danske Filminstitut.

Med sin slingrende billedskønne historie om vennerne Ronja og Serber, der på flugt fra en væglusinficeret lejlighed finder en hemmelig oprørsgruppe og den mystiske unge kvinde Franka, viste instruktøren og hans hold, hvilken nutidig gennemslagskraft, vi risikerer at gå glip af, når bureaukratiet ikke kan følge med på psilocybinsvamperidt gennem brokvartererne.

For udover at levere klassisk hæng ud-komedie og coming of age-eksistentialisme (med inspiration fra andre banebrydende værker som ’Reprise’, ’Let’s Get Lost’ og… den næste film på denne liste!) fik ’Det store glitch’ for alvor pondus som en film, hvor klimakrisen var allestedsnærværende sammenvævet med fortællingen om at være ung. Uden at det på nogen måder var på bekostning af en gennemført humor. Desuden fik vi den nok første danske spillefilmskildring af en mememager samt en actionpacked cykeljagt ned af Kalvebod Brygge.

Selvom ’Det store glitch’ kun har få år på bagen, står den allerede som del af et mærkbart stemningsskift i den danske talentfilm, der har både humor, udsyn og visuel vovelyst. Et elskeligt opråb i en filmbranche, hvor alt for mange film smager af rosévin og »stinker af at være blevet skrevet i et sommerhus i Nordsjælland«.  

49. ’Voksne mennesker’

Da over 100 danske filmfolk i 2017 stemte om de bedste film siden 2000 her hos Soundvenue, kom ’Voksne mennesker’ ind på en overraskende 15. plads.

Det siger ikke så lidt om, hvor stor venerationen branchen selv har for Dagur Karis slacker-komedie med Jacob Cedergren og Nicolas Bro. ’Voksne mennesker’ er en af den slags film, mange instruktører og manuskriptforfattere ville ønske, de fik lov til at lave i et filmsystem relativt rigidt fokuseret på dramaturgi og plotmotor. Resten ville ønske, at de havde evnerne til det.

’Voksne mennesker’ fra 2005 er en mildt sagt ukonventionel dansk film. Den er i sort-hvid, den er båret af en gennemført underspillet komik, og dens historie opholder sig igen og igen steder, der trodser almindelige fortællelogik. Den smager kort sagt mere af fransk nybølge og tidlig Linklater og Jarmusch end af dansk folkekomedie.

I centrum er Cedergrens døgenigt Daniel, der har tjent 40 kroner de sidste fire år, til stor frustration for bedstevennen Morfar (Nicolas Bro), der drømmer om at blive fodbolddommer og om at miste sin mødom i en perfekt genkombination. Undervejs tilføjes overraskende en ekstra hovedperson i form af Morten Suurballe, og midt i flere elegante filmiske løsninger tilføjer Kari og medmanusforfatter Rune Schiøtt også et magisk realistisk lag.

Hvert årti har sin mindeværdige danske slackerfilm, for ’Voksne mennesker’ videreførte arven fra 90’ernes ’Let’s Get Lost’ og var selv et forbillede for 10’ernes ’Danmark’.

Men i virkeligheden kunne man have ønsket, at Karis perle havde fået en endnu større betydning, end den fik. Som manuskriptforfatter Mads Rosenkrantz Grage skrev i 2017:

»Det er en tragedie, at ‘Voksne mennesker’ aldrig blev startskuddet til en dansk nybølge af mumblecore og magisk realisme, som burde have været den retmæssige arving af dogmefilmenes succes«.

48. ’Team Hurricane’

Danmark har en lang tradition for følsomme og naturalistiske ungdomsfilm. Men i 2017 fik vi et festfyrværkeri af en coming of age-historie, der godt nok var både sårbar og autentisk, men tilførte et nybrydende lag af collage-æstetik, anarkistisk strittende langefingre og hidsige neonfarver.

Annika Bergs ’Team Hurricane’ var ungdomsfilm, som man aldrig havde oplevet før herhjemme. En film om otte teenagepiger, om deres ungdomsklub, der skal lukke, og om den kunstudstilling, de prøver at stable på benene for at sige farvel. Men også om alle de problemer og tanker, de hver især dealer med, og som de udtrykker til deres mobilkameraer undervejs.

Instruktøren havde fundet hovedrollerne på Instagram, og dialogen blev udvundet i ét stort kreativt fællesskab, der måske nok kun blev oplevet af en lille gruppe danskere, men alligevel fik stor betydning.

’Team Hurricane’ syntes at være inspirationskilde for det paradigme af neonbelyste collage-fortællinger, der svømmede ind over DR3 i de efterfølgende år, og den foregreb på mange måder de diskussioner om en ungdomsgeneration vokset op med mobiltelefoner og sociale medier, som virkelig tog fart siden. Men ingen efterfølgende film eller serier har kunnet nå filmens egen radikale fandenivoldskhed til sokkeholderne.

Desværre har Annika Berg ikke lavet en film siden, men hun er nu en del af det nyfødte Dogme ’25-kollektiv, så forhåbentligt oplever vi snart igen hendes særlige talent for at flette rå virkelighed med et stilistisk sansebombardement.

47. ’En kort en lang’

Lige omkring årtusindskiftet fejrede dansk komedie historiske sejre med ’Den eneste ene’ og ’Italiensk for begyndere’, og i det lys har Hella Joofs debutfilm ’En kort en lang’ måske haft en tendens til at blive målt og vejet lidt for let.

På niveau med Bier og Scherfigs hovedværker er trekantsdramaet nok heller ikke helt, men den var dog uomtvisteligt skelsættende på som minimum ét bærende område: Den sendte en jordnær skildring af et homoseksuelt par helt ud i biografernes mainstreamrum.

Mads Mikkelsen og Troels Lyby spiller Jacob og Jørgen, der er lykkelige og gifteklar, indtil Jacob forelsker sig i sin brors kæreste, spillet af Charlotte Munck. Hvilket selvfølgelig skaber et værre rod i Joofs modsvar på en amerikansk romcom med forviklingselementer i ånden fra film som ’The Birdcage’ og ’Min bedste vens bryllup’.

Joof – med Klaus Bondam som medforfatter – kører hårdt på med homokarikaturerne i Jacob og Jørgens vennegruppe blandt andre bestående af Henning Jensen, Peter Frödin, Pernille Højmark og Ellen Hillingsø. Det er sjovt, om end hver en punchline nok ikke var gået i dag. Det centrale forhold mellem Jacob og Jørgen er til gengæld forbløffende tidssvarende, og velsagtens første gang nogensinde i dansk (mainstream)film, at homoseksuel kærlighed skildres, fuldkommen som var det den heteroseksuelle variant.

Op gennem årtusindet har Hella Joof efter debuten manifesteret sig som dansk films kontinuerlige, samlende komedieskaber, og selvom kvaliteten har været svingende undervejs, har hun aldrig ikke været sjov. På det parameter er det kun Joofs gamle ’Lex & Klatten’-makker Paprika Steen, som nu efterhånden er ved at give hende kamp til stregen.

46. ’Offscreen’

Metafilm er ikke noget, vi gør os så meget i herhjemme, og gudskelov for det. Det er immervæk også svært at overgå dem, vi trods alt har fået, med Triers skøre ’Epidemic’ fra 1987 og så Christoffer Boes mindst lige så vilde ’Offscreen’ fra 2006 som højdepunkterne.

I ’Offscreen’ spiller Boes dengang faste makker Nicolas Bro end mand ved navn … Nicolas Bro. Og Christoffer Boe spiller Bros faste makker Christoffer Boe, der låner Bro et kamera, så sidstnævnte kan filme alt i sit skrantende forhold med hustruen Lene (Lene Maria Christensen). Lad os bare sige, at det ikke helt går, som han har planlagt. Heller ikke da han hyrer Trine Dyrholm til at spille Lene, da den rigtige Lene er skredet.

Filmen stikker helt af, mens man ikke kan fjerne øjnene fra det trafikuheld, Nicolas Bro er i fuld gang med at sætte op for sig selv. Man havde da heller aldrig set noget lignende på dansk grund. Der var hjemmevideoæstetik og horrortræk a la Cronenberg, og der var en dansk skuespiller, som leverede en fuldkommen frygtløs rolle i en udstrækning, at man blev bekymret for, om han virkelig var okay bag scenetæppet.

’Offscreen’ var Christoffer Boes tredje film, et hidsigt frontalangreb på dansk films pænhed efter gennembruddet med de ligeledes eksperimenterende, men mere poetiske ’Reconstruction’ og ’Allegro’. Det var dog også begyndelsen til enden for den lovende arthouse-instruktør, Boe havde sat sig selv i scene som, for han og Nicolas Bro tog hjemmevideo-stilen endnu et nøk ud af skalaen med ’Beast’, der blev set af blot 1600 mennesker. Derefter blev Boe træt af danse for en lille lukket kreds for i stedet at køre sig i stilling som en af landets mest stilbevidste mainstream-instruktører, senest på ’Rejseholdet – det første mord’.

45. ’Testamentet’

Der har været en række flotte danske dokumentarsucceser siden 00’erne, men langt de fleste har taget udgangspunkt i et emne, danskerne i forvejen havde et forhold til: Musik (’Gasolin’, ’Rocket Brothers’, ’7 Years of Lukas Graham’, ’Kandis for livet’), krig (’Armadillo’, ’Flugt’) og fodbold (’… Og det var Danmark’).

At en film om en vestjysk familie præget af misbrug, konflikter og social arv kunne sælge 15.000 billetter – nummer 9 på listen over de mest populære danske dokumentarfilm i biografen siden 2000 – er således lidt af et svendestykke.

’Testamentet’ blev i 2011-2012 dokumentarfilmen, alle talte om, for her kom man helt tæt på et hjørne af Danmark, der ellers var lukket land på skærmen og lærredet. Med sin imponerende debut filmede Christian Sønderby Jepsen stædigt og intimt brødrene Henrik og Christian og deres mere og mere naive håb om at indløse deres rige bedstefars formue, så de kunne komme ud af deres på mange måder miserable liv.

Den svært underholdende film medbragte debat om, hvorvidt man grinede af hovedkaraktererne, mere end man følte for dem, men Henrik var i hvert fald selv med på joken, da han var med på scenen for at modtage filmens Bodil-statuette.

’Testamentet’ gav dansk dokumentarisme en tro på, at man kunne komme ud over rampen med de nære, karismatiske fortællinger opdyrket fra landets randområder, selvom den slags hurtigt flyttede mere over mod tv og podcast end biograflærredet.

Den er stadig i dag pensum i skoler landet over, og den var et wakeup-call for en filmbranche, som i alt for høj grad beskæftigede sig med livet i de store byer.

44. ’Den skyldige’

Kan man skabe fornyelse gennem noget så kedeligt som øremærkede puljeordninger og institutionelt forankrede forandringsforsøg?

Svaret er ja. I hvert fald at dømme efter det koncept, der blev kaldt Skitsen, og som i 2015 blev søsat gennem Det Danske Filminstituts New Danish Screen-ordning for at fremme talentfilm lavet på et lille budget, med hurtig vej fra idé til produktion og med mere fokus på form- og fortællegreb end ordene i manuskriptet.

Initiativet tilvejebragte adskillige markante film, fra ovennævnte ’Team Hurricane’ til ’En frygtelig kvinde’, ’Cutterhead’. ’Charmøren’ og ’Vinterbrødre’.

Og én af dem blev endda Oscar-shortlistet til Bedste Internationale Film: Gustav Möllers thriller ’Den skyldige’ om en presset politimand (Jakob Cedergreen), der forsøger at redde en kidnappet kvinde gennem telefonen fra en alarmcentral.

Her var netop en film, der lykkedes stilistisk og fortællemæssigt med sit stramme koncept bygget op om én location og én skuespiller i billedet. Den danskuddannede svenske instruktør og hans fotograf Jasper Spanning skabte overraskende spændende billeder ud af de ellers kedelige omgivelser, og manuskriptet var stramt og præcist med adskillige pirrende plottwists undervejs.

’Den skyldige’ blev eksemplet på, at det ikke behøver koste spidsen af Tom Cruises jetjager at lave en spændingsfilm, og at det også herhjemme kan lade sig gøre at operere i ’amerikanske’ genrer med stor overbevisning. ’Den skyldige’ blev da også hurtigt til ’The Guilty’ med Jake Gyllenhaal i hovedrollen.

Og det hele startede med en skitse …

43. ’De fem benspænd’

Få vil benægte, at Lars von Trier og Jørgen Leth er to af de allerstørste kulturskikkelser, Danmark har fostret på denne side af Anden Verdenskrig.

Og alene af den grund vil det drilske kunstneriske sammenstød mellem de to, ’De fem benspænd’, få et evigt liv i den danske – og internationale! – kulturkanon. For som ingen andre steder kommer man helt tæt på de to brillante filmskaberes tankesæt, kunstforståelse og menneskelige væren som her.

I sig selv er det en lige dele legesyg, original og vanvittigt underholdende dokumentar, når Lars von Trier udfordrer sit gamle forbillede til at genindspille dennes kortfilmklassiker ’Det perfekte menneske’ på fem meget forskellige måder, og Leth presses til sidste kreative celle for at vende Triers benspænd til sin fordel. Aldrig på dansk grund har den kunstneriske proces været skildret så øjenåbnende og humoristisk – og aldrig har det været levendegjort så sublimt, hvordan modstand og begrænsninger kan være fordrende for kunsten.

Takket være ’De fem benspænd’ er mesterværket ’De perfekte menneske’ udødeliggjort, så ingen filmelsker med respekt for sig selv hverken nu eller i fremtiden vil kunne vige uden om den. Og når nekrologerne af både Leth og Trier engang skal skrives, vil deres uimodståelige kispus være et uundgåeligt referencepunkt, som sætter deres respektive livsværk i oplysende relief.

Det var i en årrække på tale, at Trier skulle gentage formularen med ingen ringere end Martin Scorsese som modpart med udgangspunkt i ’Taxi Driver’, men det blev desværre aldrig til noget. Det kunne nu også have været interessant.

42. ‘En helt almindelig familie’

I den danske filmhistorie er kapitlet om transkønnethed hverken særlig omfangsrigt, særlig godt eller komplekst.  

Det var Malou Reymanns ’En helt almindelig familie’ fra 2020 dog med til at lave om på, hvor instruktøren spillefilmdebuterede med en version af sin egen historie om sine forældres skilsmisse i 1999, der i samme ét blev starten på hendes fars transition fra mand til kvinde.

Resultatet var et helt igennem vindende og afvæbnende familieportræt, der fik det til at se legende let ud at kombinere en smertelig skilsmissefortælling med både 90’er-tidsbillede og kønsdebat med humor og følelsesmæssig slagkraft.

Den kun 13-årige Kaya Toft Loholt viste sig som en åbenbaring i hovedrollen som datteren Emma, der elsker fodbold og sin far og er autentisk lidt omstillingsparat, da tæppet bliver revet væk under hende i en verden, hvor der endnu ikke var sprog for særlig meget andet end traditionelle kønsroller.

Hvis man troede, der ikke er noget at grine af i den utroligt svære historie om at skifte køn, og hvor svært det kan være at forstå, skal man bare se den unge pige med et tørklæde om hovedet under familieterapien, fordi hun nægter at se på sin far som Agnete. Senere i filmen leverer hun også en meget selvstændig sangoptræden, der ridsede sig ind i hjertekulen for evigt hos alle, der har set den og med rette gjorde hende til den yngste Bodil-vinder nogensinde.

Castingen af Mikkel Boe Følsgaard var på ingen måde i tråd med tidens mange debatter om repræsentation af transskuespillere, men man lagde hurtigt sine våben for valget af skuespilleren, hvis menneske skinnede igennem som både Thomas og Agnete, så man forstod velsignelsen fra både Reymann og hendes virkelige far.

Senere videreførte Reymann sit blik for at belyse svære emner med bredde og skønhed i ’Ustyrlig’ om kvinderne på Sprogø. Det kræver dog sin stemme at sprænge rammerne for netop fortællingen om familien, der er et af de mest gennemgående i dansk film, men med ’En helt almindelig familie’ viste Malou Reymann en unik evne til at åbne det op på en tidssvarende måde med humor og sårbarhed.

41. ’Druk’

Det kan måske virke en smule blasert at placere en Oscar-vindende dansk film, som solgte over 800.000 billetter i biograferne og vakte debat om dansk drukkultur, helt nede som nummer 41 på denne liste.

Her må vi dog igen minde om, at det ikke er en rangering af årtusindets bedste eller mest populære danske film, men de mest banebrydende. Og her er der bare flere af Thomas Vinterbergs film – både fra 90’erne og inden for listens skæringsperiode – der skinner mere markent igennem.

Ikke desto mindre fortjener ’Druk’ naturligvis en plads. Her peakede Vinterberg 2.0, altså den del af det danske vidunderbarns karriere, som efter en række svære år blev kickstartet med ’Submarino’ i 2010.

Og her slog instruktøren – i skarpt manuskriptsamarbejde med Tobias Lindholm – fast, hvor usandsynligt dygtig han er til at tage et provokerende koncept og forvandle det til en overbevisende bredtfavnende fortælling, der indrammer danskheden på både naturalistiske og symbolske tangenter.

I ’Druk’ gjaldt det fire livskriseramte mænd med Mads Mikkelsen i spidsen og deres pludselige vækkelse gennem en konstant promille på 0,5, inspireret af et udsagn fra en norsk psykiater, som han selv for længst har manet i jorden. Filmen gik verden rundt, vandt Oscar’en for Bedste Internationale Film i et corona-år og må i dag betragtes som et sjældent nationalt samlingspunkt fra filmskatten.

På et tidspunkt, hvor historiske og biografiske dramaer fik et strammere og strammere greb om dansk film, påviste Vinterberg, at danskerne rigtigt godt gider hjemlige kvalitetsfilm om samtiden, hvis pakken bare er sammensat rigtigt.

40. ’Mirakel’

Det nye årtusind blev sparket i gang med en børnefilm, som få af slagsen stadig kan måle sig med. Fra Dennis P. tog sine første skridt og kastede med ord direkte i kameraet, blev en ny generations ’Gummi-Tarzan’ født.

I traditionen efter DR’s gamle frie B&U-afdeling med farverigt punch a la Wikke & Ramussen bedrev Natasha Arthy sin helt egen Nørrebro-musical, hvor standarddans, kristendom, hængerøvsbukser, bandeord, kartoffelsuppe, sorg og depression på magisk vis gik op i en højere enhed. Ikke mindst på grund af Kim Fupz Aakesons manuskript, der for en særlig skare er næsten lige så citerbart som ’Den eneste ene’.

Barnestjernen Stefan Pagels Andersen var knusende god som den hårdtprøvede dreng, der har mistet sin far til fatal tagdans og kæmper med en dybt deprimeret mor og et totalt fravær af kønsbehåring, indtil en skytsengel giver ham kræfter til at kontrollere folk med et fingerpeg, så længe han ikke bander.

På voksenfronten kæmper Sidse Babett Knudsen, Thomas Bo Larsen og Peter Frödin til sidste blodsdråbe om, hvem der kan levere den mest scenestjælende præstation som henholdsvis bedrøvet mommy dearest, rockengel og maracasrystende lærersatan i egen høje strikvest.

Siden den både hysterisk morsomme, ikonisk koreograferede og dybt rørende børnefilm ankom, har vi alle blot været »dværgvækster i åndernes rige« til sammenligning – for siden ’Mirakel’ har Natasha Arthy gjort dansk film til et bedre og mere musikalsk, men også ægte sted.  

39. ’Bang Bang Orangutang’

I midten af 00’erne var mange danske cineaster optagede af at udpege ”den nye Trier”. Et risikabelt mærkat at få hæftet på sig, og for de to primære nye kunstneriske håb i årtiet – Christoffer Boe og Simon Staho – blev sammenligningen da heller ikke indfriet til fulde i længden.

Men selvom Neymar ikke blev lige så god som Pelé, var han stadig en gudsbenådet fodboldspiller, og det samme må man sige om både Boe og Staho, som begge er repræsenteret på denne liste.

I tilfældet Staho kom han frem med et vovemod, et radikalt blik på kunsten og en filmisk formalisme på et tidspunkt, hvor dogmebølgen var ved at ebbe ud i pæne middelklassedramaer. Og hans film føltes desto mere overrumplende som et dansk-svensk møde mellem Triers drilske provokationer og Bergmans selvsikre højtidelighed.

’Bang Bang Orangutang’ handler om Mikael Persbrandts hurtige forretningsmand Åke, der kommer til at dræbe sit eget barn, da han bakker sin bil ud af indkørslen. Det sender ham ud på en eksistentiel deroute og møder med forskellige mennesker fra hans liv, og filmen foregår nærmest udelukkende i eller omkring den bil, han kører rundt i.

Filmen var Stahos tredje, og det var her, han virkelig gik linen ud med hidsige farver og en heftig historie, som gav løfter om en instruktør, der kunne nå langt. I sidste ende blev det dog også Stahos kunstneriske kulmination, som immervæk stadig er et billede på, hvad der kan komme ud af det, når en ung instruktør laver lige præcis den kompromisløse film, der bor i hans hjerte – uden at lefle for nogen eller noget.

38. ’Råzone’

00’ernes ungdomsfilm er ofte blevet kritiseret for at være uværdige arvtagere til hippieguldalderen i 70’erne og 80’erne. ’Råzone’ markerede dog en sjældent barsk og autentisk modfortælling om et giftigt og destruktivt pigevenskab, hvis mobbespiral får fatale følger. Der var ingen smuk navle, men i stedet en piercing, der blev flået ud af den på grum facon.

Selvom både Laura Christensen, Stephanie Léon og Julie R. Ølgaard var fast inventar i dansk ungdomsfilm, vendte Christian E. Christiansens film på sin vis vrangen ud på dem og viste en anden sårbarhed og vrede. Den leverede et tiltrængt skud socialrealisme på et tidspunkt, hvor mange genrefæller var vendt mod den kommercielle og amerikanske filmtradition. 

Som sit emne er ’Råzone’ også en uskøn film at se på, hvilket giver den en nærgående og uhyggelig dokumentarisk fornemmelse. Så kan det godt være, den også bærer præg af en lige lovlig fatalistisk strømning, hvor skænderier ender som spørgsmål om liv eller død i stedet for hverdagskonflikter, og ord som »luder« og »stikkerso« måske blev lige vel overbrugte.

Bag den lidt løftede pegefinger var der dog også netop det drama, som fik filmene til at gøre uudsletteligt indtryk.  

37. ’Burma VJ’

Op gennem 00’erne begyndte den hjemlige dokumentarproduktion at rette blikket ud i verden med film, som du ikke ville ane var danske, hvis du ikke vidste det.

Et tidligt forbillede var Anders Østergaards ’Burma VJ’, som vandt priser på verdens førende dokumentarfestivaler og blev nomineret til en Oscar – og dermed satte en tyk streg under, at der med kompetente danske dokumentarkræfter ingen grænser var for, hvad i verden man kunne beskrive, og hvor langt man kunne komme ud med sit budskab.

I Østergaards film gjaldt historien de modige video-reportere, der vendte deres kameraer i retning af buddhistiske munkes demonstrationer mod et repressivt styre i Burma og fik smuglet optagelserne ud af landet, så omverdenen kunne følge med.

Med udgangspunkt i en videojournalist med aliasset Joshua skildrer Østergaard sømløst de politiske såvel som menneskelige dimensioner af konflikten og dækningen af den. Østergaard havde markeret sig stærkt med den kunstnerisk glimrende ’Tintin og mig’ og ikke mindst musikfilmen ’Gasolin’, som stadig er den suverænt mest populære danske dokumentar i biograferne på denne side af årtusindskiftet.

At han derefter vendte blikket ud mod globale brændpunkter, som han gjorde med ’Burma VJ’, gav genlyd, og det var ikke kun danskere, der kunne blive enige om, at filmen burde have vundet Oscar’eren frem for den sentimentale delfinfilm ’The Cave’.

Siden Østergaards dokumentar har adskillige danskproducerede film med internationalt islæt vakt stor opmærksomhed i udlandet, fra ’Last Men in Aleppo’ til ’A House Made of Splinters’.

36. ’Nymphomaniac’

Vi kan allerede afsløre, at Lars von Trier er repræsenteret hele seks gange på denne listes 50 pladser. I sidste uge gjaldt det ’De fem benspænd’, og nu her i 30’erne gælder det den danske mesters muligvis sidste reelle storværk, ’Nymphomaniac’.

Filmen vakte forståeligt nok opsigt, fra det sekund det blev røbet, at Trier ville lave en film om en kvindes seksuelle udvikling. »En pornofilm«, kaldte han den ligefrem i et tidligt stadie.

Trier lavede filmen som reaktion på ’Melancholia’, som han syntes var blevet lovlig pæn og poleret, hvilket ’Nymphomaniac’ da også tydeligt modsætter sig, om den faktisk ikke endte helt så provokerende, som nogle måske havde forestillet sig.

Til gengæld var ’Nymphomaniac’ både legesyg, sjov og indfølt med fortællingen om Joe – spillet af henholdsvis Stacy Martin og Charlotte Gainsbourg – og hendes forskellige relationer båret af sex, magt, fornedrelse og forløsning.

’Nymphomaniac’ kom ud i 2013 i en nedbarberet, ’kommerciel’ version på små fire timer i to dele, og året efter fulgte så et fem en halv timer langt Director’s Cut, som forbløffede ved at underholde og overbevise fra første til sidste billede.

’The House That Jack Built’ inkorporerede direkte – og måske lidt klodset – Triers oeuvre mod slutningen, men når monografien om Trier skal skrives i bagklogskabens klare lys, er det snarere ’Nymphomaniac’, som vil stå tilbage som det magnum opus, hvor han samler mange af sine store tematikker og besættelser og sætter dem ind i en frydefuld filmisk form spækket med veloplagte ideer.

Triers kvindeskildringer er til stadighed kontroversielle, men først og fremmest bare fuldstændigt skelsættende i både dansk og international film i forhold til at skabe reelt komplekse karakterer.

35. ’En soap’

Ville David Dencik være blevet tilbudt rollen som den transkønnede Veronica, hvis Pernille Fischer Christensen skulle lave ’En soap’ i dag? Og ville han have taget imod den?

Svaret er sandsynligvis nej, men tager man castingpolitikken ud af ligningen et øjeblik, var ’En Soap’ fra 2006 en på dansk grund hidtil uset empatisk skildring af en transkønnet kvinde, og hvordan kærlighed kan opstå uagtet køn og binær seksualitet.

Trine Dyrholm spiller Charlotte, der smutter fra sin mand og flytter ind i en opgang, hvor hun får den sky Veronica, der bruger dagene med sin hund og sine soap-serier på tv, som underbo. De mødes og fascineres af hinanden, og Pernille Fischer Christensen lader os og karaktererne mærke, hvordan noget, som ud fra første øjekast kan føles usædvanligt, kan udvikle sig i en naturlig og følelsesmæssigt nærværende retning.

’En soap’ var Fischer Christensens debutfilm, skrevet med allestedsnærværende Kim Fupz Aakesen, og den blev lavet på et lille budget ud fra et stramt koncept, hvor hele fortællingen udspiller sig i de to hovedpersonernes lejligheder og den opgang, der forbinder dem.

Som sådan banede filmen vejen for den senere lille bølge af danske film, som vendte begrænsninger i budget og locations til en kunstnerisk fordel, som ’Cutterhead’ og ’Den skyldige’. ’En soap’ vandt en Sølvbjørn og prisen for bedste debutfilm på Berlin Film Festival, og Pernille Fischer Christensens stadfæstede altså øjeblikkeligt sit navn en af de mest lovende instruktører i Danmark i spændingsfeltet mellem arthouse og mainstream.

Med ’En soap’ satte hun kærlighed på en formel, vi ikke havde oplevet i dansk film indtil da.

34. ’Den tid på året’

Det er ikke mange forundt at lave en juleklassiker og slet ikke i et lille sprogområde som Danmark, hvor tv-kalenderen sidder tungest på højtidens underholdningstradition – lige så vel som komedien i sig selv kan have trange kår, hvis ingen får deres nosser i klemme i en sauna eller kommer til at facetime med røvhullet.

Med sin tredje film som instruktør skrev Paprika Steen sig dog ind i en ny liga af popularitet og fornyet humoristisk indflydelse med julekammerspillet ’Den tid på året’, hvor rødkålspræferencer og rødvinspeacocking blev håndgranater i et karaktermord på det danske julehykleri. En herlig mellemting mellem det folkelige og de mere intellektuelle ambitioner skrevet skarpt af manuskriptforfatter Jakob Weis.

Steen indtog selv rollen som det selvtilfredse familieanker Katrine, der får hele den pukkelryggede, inklusive svigermekanik, på besøg til en ganske forfærdelig, men for mange også frygtelig genkendelig juleaften. Herudover blev det en kærkommen påmindelse om Lars Brygmanns til tider undervurderede komiske talent, som vi har fået lov til at se langt oftere siden!

Formlen i ’Den tid på året’ er ikke i sig selv så banebrydende, men virkede alligevel forfriskende i dansk sammenhæng med sin fordanskning af amerikanske komedietraditioner a la Woody Allen – og den blev heldigvis en succes ved billetlugerne såvel som altså en nyklassiker til julehøjtiden.

»Vive le temps, vive le temps, vive les temps d’hiver!«, som det lyder i den franske ‘Jinglebells’-solo fra Karen Lise Mynsters selvrealiserede 68’er-mormor.  

33. ’Jagten’

Thomas Vinterberg har allerede været repræsenteret her på listen med ’Druk’, som måske nok overgår ’Jagten’ set med kvalitetsmæssige briller. Til gengæld var filmen om Mads Mikkelsens uskyldigt anklagede mand mere banebrydende for både folkene bag filmen og for dansk film som sådan.

Efter nogle turbulente år kulminerende med lavpunktet ’En mand kommer hjem’ i 2007 havde Vinterberg meldt sig tilbage på banen med det socialrealistiske skæbneportræt ’Submarino’ i 2010. Og to år senere kom så det fuldtonede comeback med den oprørerende historie, der vendte ’Festen’s overgrebsanklager på hovedet: I centrum stod nu en børnehavepædagog, der får hele lokalsamfundet imod sig, efter en piges løgn forstørres tifoldigt, og han står under anklage for at være pædofil.

Her et halvt årti inden MeToos budskab om, at man skal tro på ofrene, skabte ’Jagten’ debat om falske anklager i et omfang, som biograffilm meget sjældent formår.

Filmen bragte Vinterberg tilbage i Cannes-varmen i 2012, hvor Mads Mikkelsen vandt karrierens hidtil største pris som bedste mandlige skuespiller, og den blev Oscar-nomineret i 2013. Sammen med den ligeledes Oscar-nominerede ’En kongelig affære’ blev ’Jagten’ den danske film, som for alvor lagde kunstnerisk bund og troværdighed under den internationale himmelflugt, som den danske stjerne blev sendt ud på de følgende år.

’Jagten’ er sammen med ’Melancholia’ den vel nok mest bredt internationalt velrenommerede danske film siden 2010, en film, man i udlandet virkelig forbinder med Danmark og vores filmkunst. Ud over Vinterberg er det kun Bier og Trier, der laver film med en sådan gennemslagskraft.

32. ’Holiday’

»Den mest provokerende danske debut længe«, skrev Soundvenues anmelder om Isabella Eklöfs ’Holiday’, der forvandlede en varmglødet solkystferie til et fuldtonet mareridt.

For året efter MeToo-bevægelsen kom en film om overgreb og magt, som nægtede at presse virkeligheden ned i de formularer, som mange budskabstunge “MeToo-film” ellers gjort de seneste år. Vic Carmen Sonnes Sascha tager apatisk imod de grufuldheder, hun udsættes for af sin kriminelle kæreste og hans ucharmerende solbrankede slæng, og man frustreres mere og mere over, hvad hendes deal egentlig er.

Derigennem sætter filmen tanker i gang om køn og magthierarkier på en helt anden aktiv måde, end en mere klassisk offer-hævn-dramaturgi havde gjort.

Alt det lykkes Eklöf med via en formmæssig stringens, som næsten bedst kan beskrives som ”østrigsk” med Ulrich Seidl og Michael Hanekes kølige tableauer som forbillede. Det i sig selv gjorde ’Holiday til et friskt pust i dansk film: Det var nu ikke længere kun forbeholdt Trier at lave kontroversielle dramaer om unge kvinder, der må stå meget imod.

Filmen introducerede for alvor Vic Carmen Sonnes ganske særlige æteriske tilstedeværelse, som siden har gjort hende til den måske største unge skuespilstjerne, vi har herhjemme.

Syv år efter premieren – og otte år efter Weinsteins fald – har diskursen omkring MeToo forandret sig på godt og ondt. ’Holiday’ vil stå tilbage som den ultimative danske MeToo-film, fordi den fastholder den psykologiske kompleksitet i diskussionerne om overgrebsmænd og ofre og prikker til magtbalancerne på sit helt egen tankevækkende kunstneriske facon.

31. ’Gå med fred, Jamil’

I 2008 havde man aldrig set en dansk film som ’Gå med fred, Jamil’. Jovist, Ole Christian Madsens ’Pizza King’ havde i 1999 på fin facon skildret et muslimsk community i København, men lignede alligevel en Disney-version målt op mod den autenticitet, Omar Shargawi bragte til fadet med sin debut.

Historien om Jamil, der både kæmper en indre kamp i et muslimsk miljø præget af rigide forskrifter og for at hævne drabet på sin mor, præsenterede et Nørrebro-miljø så indforstået og ufiltreret som nogensinde, og den tilgang vakte ikke jubel alle steder: Pæredanske kritikere mente, at filmen var fordomsfuld over for muslimer.

Det klingede noget hyklerisk, eftersom filmens bankende hjerte var noget så – særligt dengang – uhyre sjældent som en instruktør med dansk-palæstinensisk baggrund. Debutanten Omar Shargawi trak på egne erfaringer, som han selvfølgelig skruede op for med en voldsomhed a la ’Pusher’, manuskriptmæssigt hjulpet på vej af den legendariske filmskolelærer Mogens Rukov.

’Gå med fred, Jamil’ fik en blandet modtagelse i de danske medier, og den blev ingen bragende kommerciel succes. Måske derfor skabte den heller ikke de ringe i vandet, man kunne have håbet på, selvom film som ’Underverden’ og ’Hele vejen’ bestemt står på ryggen af den.

Til gengæld introducerede den med stor effekt en ukendt hovedrolleskuespiller, som ellers til daglig arbejdede som pilot. Navnet var Dar Salim, og han er i dag en af landets allerstørste stjerner, der i sig selv har magt til at få film finansieret og ligeledes har markeret sig flot i udlandet.

Man ville ønske, man kunne sige, at ’Gå med fred, Jamil’ blev starten på en egentlig bølge, men om ikke andet står den tilbage som et uventet og overrumplende skvulp på et tidspunkt, hvor dansk film ellers var hvid som flødeskum.

30. ’Supervoksen’

Det var et tiltrængt nuanceret portræt af pigelivet, Christina Rosendahl leverede med sin debutspillefilm ’Supervoksen’ fra 2006. Godt nok girlhood, som den så ud i den øvre middelklasse nord for København, men alligevel en universel indkapsling af den ungdommelige udbrydertrang mod et mere ægte liv.

16-års-klaustrofobien får de tre veninder Rebekka (Emma Leth), Claudia (Amelie Lindegaard) og Sofie (Cathrine Bjørn) til at orkestrere deres egen personlige overgangsrite med inspiration fra en kedelig religionstime. De folder en spåkop i papir, der giver dem udfordringer som at kysse en pige, snave med skolens freaky dvd-samler Ymer og i yderste grad »få én til at tro, du er luder« – nærmere betegnet Nikolaj Coster-Waldau i en creepy birolle som navnløs sexkøber.

Lykkes de ikke, bliver nøgenbilleder, taget til lejligheden, sendt ud til hele gymnasiet. Og selvom hele filmens udfordringselement handler om sex, er det altid skildret med et blik, der matcher pigernes egen leg med grænserne.

Det blev en midlertidig fornøjelse at se Emma Rosenzweig (née Leth) som skuespiller, men det gør på sin vis bare præstationen endnu mere særlig, at en af Danmarks fremmeste it-girls har kunne ses som desperat teenager i Cheap Monday-bukser. Set med nutidens øjne er ’Supervoksen’ desuden en lille indie sleaze-æstetisk drøm med sin blitzede æstetik og hipster-soundtrack.

I den danske coming of age-tradition har drengene ofte været i centrum, og med undtagelse af ’Kundskabens træ’ er der få andre film, der som ’Supervoksen’ har indfanget, hvor pirrende, skræmmende og til tider også lidt liderligt, det er at være en teenagepige.

29. ’Sauna’

Der har figureret flere film på denne liste indtil videre, som behandler transkønnethed, men ingen hvor rollen rent faktisk bliver spillet af en transperson.

Bare af den grund er Mathias Broes debutfilm ’Sauna’, baseret på Mads Ananda Lodahls roman af samme navn, en milepæl med Nina Rask som den københavnske transmand William, den lidt blåøjede tilflytter og nyligt frisatte homoseksuelle cismand Johan (Magnus Juhl Andersen) forelsker sig hovedkulds i.

Men allerede da han inviterer en utilpas William med i bøssesaunaen Adonis, hvor han arbejder, er det let at se, hvor forskellige verdener de bevæger sig rundt i. William bliver nemlig smidt ud.

Udover sine repræsentationsmæssige milepæle skiller ’Sauna’ sig dog lige så meget ud for sin måde at fortælle sin queer kærlighedshistorie på, med alt hvad det indebærer af strap-on-sex i sommerhuset og samtaler om hormonpiller og kønsprivilegier, der sjældent når det store lærred herhjemme.

’Sauna’ er en sjælden queer-film på sine egne præmisser, der først og fremmest er drevet af sin skildring af almengyldig følsomhed, forelskelse og besættelse, som man kun kan håbe markerer en udvikling, hvor der bliver rengjort flere glory holes på skærmen i dansk film og vovet flere intime skildringer af alle de måder, kærlighed ser ud, men som vi ikke altid møder.

28. ’Vinterbrødre’

Ingen, der så ’Vinterbrødre’ i 2017, kunne være i tvivl: Ét helt exceptionelt talent var stemplet ind i dansk film.

»Talent«, syntes endda nærmest misvisende, for der var noget så selvsikkert og umiskendeligt sit eget over Hlynur Pálmasons filmsprog fra allerførste færd, at han allerede virkede som en plukkeklar auteur fra første klasse.

Tag bare arenaen: En underjordisk kalkmine, som instruktøren med fotografen Maria van Hausswolf gør til et nærmest udenjordisk sted. Eller karaktererne: den bibelske historie om to brødre, der kommet på kant, med omverdenen og hinanden. Eller tonen: Sort humor, overraskende brutalitet, en surrealistisk atmosfære, som et dansk-islandsk gadekryds mellem Buñuel og Lanthimos.

Filmen vandt både en Bodil og en Robert, og den danskuddannede Pálmason holdt niveauet med ’Vanskabte land’ og den rent islandske ’En hvid, hvid dag’. Hans nyeste film, ’The Love That Remains’, er også rendyrket islandsk, men forhåbentligt gør dansk film alt, hvad man kan, for at bevare forbindelsen til instruktøren, der har et kunstnerisk niveau, man ikke finder ret mange andre steder på disse kanter. Selvom han ikke er nået dertil endnu, er han gjort af den slags stof, som ender i hovedkonkurrencen i Cannes, og dem har vi desværre ikke alt for mange af i disse år.

Ingen andre end Palmason kunne lave en film som ’Vinterbrødre’, og alene af den grund er den beviset på, hvor vigtigt det er, at vi giver de gudsgivent visionære filmskabere den sandkasse, de har brug for at lege i. Også selvom de måske mest er islandske.

27. ’Onkel’

Havde vi været her før? Så langt ude på det sønderjyske land, hvor man ikke behøver særlig mange andre ord end »nutella« og »nå«? Ikke fordi man ikke havde mere på hjerte, men fordi man har andre måder at sige og ikke sige tingene på?

I hvert fald ikke på den måde, vi kom det i 2019, hvor Frelle Petersen rekalibrerede det nationale filmkompas med sit tavse bondedrama ’Onkel’.

Bøhlandet har egentlig altid rumsteret i vores filmhistorie, men det har også ofte knebet med autenciteten eller været et sted, hvor overgreb, vold og dårligdom rådede a la ’Frygtelig Lykkelig’, ’Kunsten at græde i kor’ eller worst case scenario: Ole Bornedals Aqua-Lene-voldtagende ’Fri os fra det onde’.

Men der er ikke noget grimt af den slags i historien om Jette Søndergaards unge kvinde Kris, der efter sine forældres død er endt med at skifte en lovende dyrlægeuddannelse i byen ud med et udsigtsløst, men roligt liv som hjælper for sin gamle onkel og hans gård. Der er heller ikke nødvendigvis noget særlig smukt i den, og det er netop de nuancer, der gjorde ‘Onkel’ til en så usædvanligt form for nybrud såvel som en hverdagstragedie.

Petersen introducerede her sin egen socialrealistiske stil, der havde lige så meget kunstnerisk på hjerte som fødderne plantet i den jyske muld. I dag er han på tredje film i sin hjemstavnstrilogi og har hele vejen igennem brugt de samme lokale skuespillere, der taler dialekt og næsten står som unikke enigmaer i lige netop hans film.

I foråret satte en gruppe prominente danske filminstruktører sig for at starte en ny Dogme-bølge, der blandt andet har som benspænd, at filmene skal være dialogløse halvdelen af spilletiden. Det gør ’Onkel’ ikke noget stort nummer ud af at være, men betydningen af Frelle Petersens forsagte film fra Sønderjylland bør ikke underdrives. De har udvidet perspektivet og ønsket efter mere land på film.

26. ’De grønne slagtere’

Inden Anders Thomas Jensen lavede ’De grønne slagtere’, havde han allerede markeret sig som manuskriptforfatter på ’Mifunes sidste sang’ og ’I Kina spiser de Hunde’, vundet en Oscar for kortfilmen ’Valgaften’ og debuteret som instruktør med den sensationelle ’Blinkende lygter’ (den vender vi tilbage til).

Alligevel er hans anden film som instruktør også banebrydende i egen ret. Ingen andre havde hverken kunnet, turdet eller fået lov til at følge op på et publikumshit med over 400.000 solgte billetter med en kannibalkomedie fra baglokalet i en provinsslagter, en uset klam Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas som udviklingshæmmede Eigil.

Det havde allerede været tæt på umuligt at få finansieret ’Blinkende lygter’, men efterfølgende måtte folkekære skuespillere alligevel hænges op på kødkroge, hakkes, pakkes og sælges som »kyllerylle«.

På den måde var det med sin toer, at Anders Thomas Jensen for alvor fastslog sin evne til at gå sine helt egne frygtløse veje, når det gjaldt både tema og casting.

Selvom ’De grønne slagtere’ ”kun” solgte halvt så mange billetter som forgængeren, lagde den grundstenene for det sorte og makabre præg, som stadig er et unikum i den danske komediegenre. 

»Der er noget mytologisk ved at dræbe et dyr og så håne det ved at stikke det op i dets egen tarm«, lyder filmens mest ikoniske replik fra Ole Thestrups lede slagter. Det samme kan siges om ‘De grønne slagtere’s evne til at få hele Danmark til at sidde og grine over, hvor ækel deres egen banale kærlighed til at æde kød er uden nødvendigvis at opdage det.   

25. ’Melancholia’

Når store internationale medier skal sammenfatte de seneste årtiers filmkunst, er ’Melancholia’ næsten altid repræsenteret. Da BBC i 2016 spurgte 177 kritikere om århundredets bedste film, var Lars von Triers dommedagsdrama nummer 43, da The Ringer kårede de 25 bedste fra perioden, var den nummer 20, og da hundredvis af filmfolk i år kårede årtusindets 100 bedste film for New York Times, kom den ind som nummer 86. Da Indiewire rangerede alle Lars von Triers film i 2021, lå ’Melancholia’ på førstepladsen.

Denne internationale kanonisering berettiger i sig selv ’Melancholia’ til en høj placering på denne liste, om end det også kan undre en smule, at det netop er den af Triers mange hovedværker, som ophøjes i en sådan grad.

Trier har både været skarpere, mere provokerende og mere nytænkende flere andre steder i filmografien, men mon ikke filmen især huskes for dens åbning og slutning, hvis iscenesættelse af jordens undergang da også er fuldkommen mesterlig og udødelig: Maleriske billeder, hvis lige man aldrig havde set på det store lærred, og som stadig udgør den mest utrolige visualisering af undergangen nogensinde. Så lad fare, at meget af fortællingen inde imellem apokalypsen er lidt mere forglemmelig.

’Melancholia vil også til tid og evighed være forbundet med en af filmhistoriens største skandaler, nemlig da Lars von Trier rodede sig ud i sin fascination af Hitler under pressemødet i Cannes efter verdenspremieren i 2011. Miseren gjorde ham til persona non grata og kan meget vel have kostet ham Guldpalmen det år, en latterlig overreaktion, der dog også bærer et på sigt udmærket martyrium i sig.

Selv sagde Lars von Trier om ’Melancholia’, da vi bad ham se tilbage på filmen i 2017:

»Jeg genså den for nylig og blev faktisk meget glad for den igen. Det er jo sådan et glansbillednummer, men jeg kunne meget godt lide det definitive i den. Den er poleret, og det var den også beregnet til (…). Til gengæld synes jeg, at nogle af de billeder (af undergangen, red.)… hvis man tager dem ud fra en præ-rafaelistisk betragtning, så var de meget vellykkede«.

24. ’Pusher II’

Baghistorien er nærmest en myte i sig selv: Nicolas Winding Refn var totalt på røven efter det engelsksprogede flop ’Fear X’, og for at redde sig selv fra bankerot besluttede han sig for i en rygende fart at lave to opfølgere til sin gennembrudsfilm, ’Pusher’.

Det befriende bramfri forhold til krydsfeltet mellem filmkunst og kommers gennemsyrer meget af Refns virke, for han er om nogen emblemet på, at penge og film er to sammenfiltrede størrelser, men at man ikke nødvendigvis behøver lægge kunstneriske bånd på sig selv af den grund. Gennem historien er der født megen stor kunst ud af enten nød eller bestilling, og nødvendighedens benspænd pressede således også den kontroversielle danske instruktør til at lave to røvfede opfølgere til sin debut.

’Pusher II’ overraskede som en følsom skildring af Mads Mikkelsens Tonny, der skal forsøge at reparere sit liv – og måske endda træde i karakter som far – da han kommer ud fra spjældet.

Refn selv har taget mild afstand fra den nærmest opbyggelige fortælling og foretrækker 3’erens mere kontante brutalitet, men man kan argumentere for, at det var i denne toer, instruktøren fandt det hjerterum, der også var så afgørende for hans internationale smashhit med ’Drive’ syv år senere – en oprigtig følelsesfuldhed, man har savnet i hans senere værker.

Mads Mikkelsen leverer uanset hvad en af karrierens bedste roller, og med den Zlatko Buric-fokuserede treer skar Refn alt i alt en enestående dansk trilogi om maskulin desperation.

23. ’Kunsten at græde i kor’

Man var meget lidt vant til at se bredt appellerende film fra det såkaldte udkantsdanmark, da Peter Schønau Fogs hårde og hjerteskærende ’Kunsten at græde i kor’ landede i 2006.

Baseret på Erling Jepsens selvbiografiske roman fokuserer filmen på 11-årige Allan, der forsøger at holde sammen på en familie domineret af en tyrannisk far (Jesper Asholt), der vækker medlidenhed med halvhjertede selvmordsforsøg, når hans temperament igen er kammet over.

Schønau Fog og manuskriptforfatter Bo hr. Hansen omsatte til perfektion Jepsens skånselsløse tragikomiske humor, og forfatteren fik i sig selv et folkeligt gennembrud på bagkant af filmen, som blev set af over 200.000 danskere i biografen.

Selvom det ikke just var en entydigt positiv historie om Sønderjylland, ’Kunsten at græde i kor’ fortalte, satte filmen Danmark uden for København på landkortet i en grad, som ikke kan undervurderes. I biografen blev den vist med undertekster for danskere, der havde svært ved at dechifrere den sønderjyske dialekt, en udfordring Frelle Petersen siden stod over for med sit sønderjyske gennembrud ’Onkel’, der både kan ses som en arving til og et opgør mod ’Kunsten at græde i kor’.

Schønau Fogs film vandt både en Bodil og Robert for bedste film og skabte debat om skildringen af incest og dens forbindelse til Jepsens eget biografiske liv.

22. ’Family’

I en årrække var dansk dokumentar berømt og berygtet for film, hvor instruktøren vendte kameraet indad mod sit eget liv.

Tilgangen blev især opmuntret af den mangeårige leder af Filmskolens dokumentarlinje, Arne Bro, men havde også brug for et tidligt prima-eksempel at stå på ryggen af. Og den film var Sami Saif og Phie Ambos fremragende ’Family’ fra 2001.

Fortællingen følger de to instruktører, der dengang også dannede par, og handlede om deres fælles kamp for at finde Samis far, som forlod familien, da han var helt lille. Missionen giver en effektiv plotmotor med fiktionsfilmens koder som grundlag – en metode, dokumentarkunsten også herhjemme siden har perfektioneret.

Det allermest skelsættende er dog, hvor tæt den går på parrets intime liv og ikke mindst de voldsomme begivenheder, der definerer Samis historie og tilstand: Storebrorens selvmord og morens død. ’Family’ er thriller og familietragedie i ét, og man kommer helt tæt på.

Den slags dokumentarisk navlepilleri kræver en virkelig stærk fortælling, hvis det skal være til at holde ud, og det gjaldt bestemt ikke alle de beslægtede historier, der fulgte i dens kølvand. Men i ’Family’ – og en senere slægtning som sidste års ’The Son and the Moon’ – er man med hele vejen. Her så man, hvor stærkt det kan blive, når dokumentarskabere sætter sig selv frygtløst og ublufærdigt på spil.

21. ’Ternet ninja’

Anders Matthesen har formet flere generationers humor siden 90’erne, hvor han brød igennem med vovet børneradio på P3, der siden blev udødeliggjort i CD-formater som ’Hva’ snakker du om’ og ’Terkel i Knibe’.

I 2016 debuterede han som børnebogsforfatter med ’Ternet Ninja’, og i 2018 filmatiserede han den sammen med Thorbjørn Christoffersen og indlemmede på ny en generation i et humorfællesskab, der har sine egne regler. Filmeventyret sparkes eksempelvis i gang af thailandske børnearbejdere, der bliver dræbt, og derfra skys der hverken bort fra jokes om pingpongshows, nonnefisser eller feltmadrasser.

Det var ikke nødvendigvis givet, at folk i alle aldre ville valfarte til biograferne for at se en dreng og hans ternede ninjabamse få en ondsindet fabriksejer ned med nakken ikke blot én, men tre gange.

Den netop afsluttede ’Ternet Ninja’-trilogi sprængte dog rammerne for, hvad det vil sige at lave en succesfuld filmfranchise i Danmark. Etteren blev set af 946.502 mennesker i biografen. Toeren af 911.336, mens finalen ligger lunt i svinget til at gøre dem kunsten efter med over 500.000 billetter i skrivende stund.

Samtidig blev ‘Ternet Ninja’ en komisk middelvej på et tidspunkt, hvor der har været løbende diskussioner om, hvorvidt børneunderholdning skulle være frelst eller flabet. Og i sidste endte den af og til reaktionære and med at flirte lige så meget med at være woke som det modsatte.

20. ’En kongelig affære’

Inden 2012 havde danske kostumedramaer et rigtigt dårligt ry. Efter Oscar-sejren til ’Babettes gæstebud’ i slutningen af 80’erne var periodefilmenes stivnede udtryk nærmest indbegrebet af, hvad dogmebevægelsens frie bevægelighed gjorde oprør mod, og op gennem 00’erne havde man stadig mest hån og latter til overs for de forstillede, amatørteater-agtige forsøg på at vække fortiden til live på lærredet.

Alt det ændrede Nikolaj Arcel med ’En kongelig affære’. Det var en film, der emmede af liv, af kemi mellem karaktererne, af ægte følelser og dilemmaer, som var det en nutidig thriller. Trekantsdramaet mellem Mads Mikkelsens livlæge Struensee, den gale kong Christian 7. – genialt gestaltet af Mikkel Boe Følsgaard i sin gennembrudsrolle – og Alicia Vikanders Caroline Mathilde i midten havde saft, kraft og komik, og Arcel viste den durkdrevne fortællesans, der allerede var til stede i hans endnu mere banebrydende debut, som er at finde længere oppe på denne liste.

Over en halv million danskere så filmen i biografen, den blev Oscar-nomineret, og både Følsgaard og Vikander byggede store karrierer oven på succesen. For Arcel blev triumfen et tveægget sværd, da den skabte bud efter ham fra Hollywood, hvilket endte i mange forspildte år og en frustrerende oplevelse med Stephen King-filmen ’The Dark Tower’.

Instruktøren kom stærkt tilbage med ’Bastarden’, der med nogenlunde samme egenskaber som ’En kongelig affære’ igen revitaliserede dansk films periodedrama på et tidspunkt, hvor der måske igen var sivet lidt stivhed ind i formaterne.

I mellemtiden har vi dog også fået naturalistiske historiske film som ’Før frosten’ og ’Du som er i himlen’, der på hver deres måde bygger oven på den gyldne barre, ’En kongelig affære’ satte.

19. ’En frygtelig kvinde’

I 2017 fik en billig parforholdskomedie med to ukendte skuespillere i hovedrollerne hele kulturdanmark til at diskutere helt vildt. Man bliver næsten helt nostalgisk over mængden af engagement!

Historien var såre simpel: mand og kvinde mødes, og til at starte med er det akustisk nøgenguitar og blowjobs, indtil hun pludselig har pillet hans ’The Big Lebowski’-plakat ned, indført kødfrie dage og solgt hans cd-samling indfattet i sort laminat på loppemarked. En komplet feng shui af mandens gonader.

Fans (mange mænd) så en rammende og vildt sjov og ikke mindst ægte parforholdssatire. Kritikere (mange kvinder) så ensidigt mandeynk over en hundjævel med rødglødende øjne. Til gengæld var alle enige om, at Amanda Collin var så frygtelig god, at hun havde fortjent at blive den stjerne, hun er i dag.

Uanset hvilket standpunkt man indtog i debatten om Christian (og broren Mads) Tafdrups ’En frygtelig kvinde’, kan man i dag ikke andet end at beundre, at filmen overhovedet havde kraft til at få folk så meget op af stolene.

I en MeToo-tid, hvor det ikke var særlig hot at blive kritiseret for manglende politisk korrekthed, valgte Tafdrup at stå fast i ikke blot ’En frygtelig kvinde’s filmiske ambitioner, men realistiske udgangspunkt.

»Det er en film om, hvordan et parforhold ser ud gennem en mands øjne. Og hvordan en kvinde ser ud igennem en mands øjne, og den tortur, hun øver imod ham«, sagde han eksempelvis til Soundvenue tilbage i 2017.

Udover en provokerende, effektiv og vellykket hudfletning af det heteroseksuelle parforhold markede Tafdrup sig med sin anden spillefilm som en kompromisløs fortæller med sans for at ramme publikum der, hvor det virkelig gjorde ondt.

18. ’Hævnen’

Susanne Bier indtager en enestående position i dansk film: I udlandet den mest prisvindende og feterede danske instruktør – herhjemme et mere blakket ry i nogle cineastiske kredse.

’Hævnen’ inkarnerer dette skisma ret perfekt. Den blev end ikke nomineret til den danske filmbranches egen Robert-pris for bedste film i 2011, samme år som den vandt Oscar’en for bedste ikke-engelsksprogede film!

Det var et pinligt lavpunkt i brancheprisens historie, især fordi ’Hævnen’ i dag står som Biers danske hovedværk og hendes bedste film siden gennembruddet med ’Den eneste ene’ i 1999. Her fandt hun for alvor form og udtryk for sine moralsk afsøgende historier om danske middelklassemennesker i det krydsfelt mellem melodrama og naturalisme, hvor hun har sin store force.

Baseret på Anders Thomas Jensens manuskript skabte Bier en oprørende fortælling om, hvordan voksne menneskers konflikter forplanter sig i den unge generation på skæbnesvanger vis. Mikael Persbrandt, Ulrich Thomsen og Trine Dyrholm leverede kraftfulde præstationer i hovedrollerne, mens kontrasten mellem de hjemlige dilemmaer og den afrikanske nødhjælpsvirkelighed, Persbrandts læge opererer i, virker langt mere overbevisende end den tilsvarende parallel i den mere fortænkte ’Efter brylluppet’.

Der er nok flere nye danske instruktører, der officielt er inspireret af Biers gamle nemesis Lars von Trier, men man må ikke underkende, hvordan Bier banede vejen for danske nutidsfortællinger med noget på hjerte, både i komedie- og dramaregi.

Film som ’Dronningen’ og ’Vejen hjem’ er trådt i hendes store fodspor, mens instruktøren selv opererer i Hollywood med nogle af verdens største stjerner. Det kunne være interessant snart at se hende tilbage på dansk grund, hvor få andre fortsat når hende til sokkeholderne, når det kommer til gribende menneskelige fortællinger rettet mod et bredt publikum. 

17. ’Speak No Evil’

Hver gang en dansk gyser har nærmet sig premieren siden ’Nattevagten’ i midten af 90’erne, har det underliggende narrativ været: Får vi endelig igen en ægte dansk gysersucces?

I langt, langt de fleste tilfælde har svaret været et rungende nej. Horror er stadig en af de genrer, som vi i Danmark har en meget fattig tradition for.

Desto mere signifikant var det, da Christian Tafdrup tog den såkaldte smart horror-bølge på ordet og søsatte en dansk udgave i form af den ret så grumme ’Speak No Evil’. Endelig en dansk gyser, der ikke blot var ægte grum og fornemt tålmodig i sin opbygning frem mod det ubærlige klimaks, men som også handlede om andet end kun at skabe jumpscares i biografsæderne.

Tafdrup, der slog igennem med ’En frygtelig kvinde’ – se ovenfor! – var egentlig ikke en gysermand som sådan, men den udefrakommende nysgerrighed vendte han til sin fordel. Han er nemlig en sublim iscenesætter af ubehagelige situationer, og dem var der mange af i mødet mellem den naive danske familie, der besøger et hollandsk par fra deres sommerferie i Toscana på disses hjemmebane i et dunkelt træhus. Efterhånden som det eskalerer, spidder Tafdrup – med sin bror Mads på manuskriptet – den pleasende danske kujonhed på både satirisk skarp og provokerende vis.

’Speak No Evil’ fik en suveræn international modtagelse, der blev lavet et remake, og Robert Pattinson ville arbejde med den danske filmskaber. Og når den store bog om 10’erne og 20’ernes globale horror-renæssance skal skrives, vil ’Speak No Evil’ være det eneste danske bidrag.

Efter filmen var Hollywood ude efter den danske instruktør, og det ser ud til, at flere amerikanske projekter så småt materialiserer sig. Heldigvis har han bevaret et af sine ben i den danske muld, hvorfra han skal lave en film baseret på sine egne oplevelser som runner på Zentropa.

16. ’Reconstruction’

Da Christoffer Boe vandt debutantprisen på Cannes-festivalen i 2003 med ’Reconstruction’, var stemningen i dansk film nogenlunde sådan her: Lars von Trier, watch your back!

Endelig virkede det til, at vi havde fået en ny ung og flabet instruktør, der indtog den røde løber med sweatpants og en overmåde stor tro på egne evner. En tro, som debuten bakkede op om med en elegant, meta-dyrkende romantisk fortælling om Nikolaj Lie Kaas’ Alex, der tilbringer en nat med den smukke Aimée (Marie Bonnevie) og næste morgen erfarer, at intet er som før: hans lejlighed er væk, og hans kæreste aner ikke, hvem han er!

Boe legede med genrekoderne i en form, der både var selvsikker, intelligent og storskrydende som en rigtig førstegangsfilm fra en fremadstormende kunstner. Men bag de mange lag var filmen også ægte romantisk, smuk og poetisk.

Instruktøren imiterede derefter sin egen succes med ’Allegro’, gik derefter den eksperimentelle line ud (ét af disse eksperimenter har vi allerede haft på listen) for derefter at slå over i mainstream, så han rent faktisk fik sine film set af nogle mennesker.

Men hvor mange udmærkede og stilsikre krimier Boe ellers laver, er det ’Reconstruction’, der vil stå tilbage som hovedværket: en sand perle, der bragte et overlegent formsprog ind i dansk film, som man slet ikke var (og er) vant til.

15. ’Ambassadøren’

Midt i ’Den sorte svane’ og Frihedsbrevet kan man nogle gange komme til at glemme Mads Brüggers enestående bidrag til den danske dokumentarhistorie. En historie, hvor der efterhånden må dedikeres et helt kapitel til instruktørens altid opsigtsvækkende blanding af flamboyant gonzo-journalistik, selviscenesættende Tintin-opklaring og en hardcore journalistisk næse for verdens vildeste historier, som ofte – men ikke nødvendigvis altid – er 100 procent sande.

Hovedværket ’Ambassadøren’ udgør det vel nok største vovestykke, en dansk instruktør nogensinde har sendt sig selv ud på. Brügger går undercover som liberisk ambassadør i Den Centralafrikanske Republik, hvor han har i sinde at afsløre korruption og ikke mindst handlen med bloddiamanter.

Afsløringen lykkes imponerende langt hen ad vejen, men det er ruten dertil, som er filmens egentlige hook. Fra Mads Brüggers omhyggelige gestaltning som Mr. Cortzen med cigaretrør og ridestøvler til de oprigtigt farlige situationer, han bringer sig selv i, er det næsten som at se ’Klovn’, hvis Casper Christensen og Frank Hvam havde besluttet sig for at afsløre den tredje verdens dårligdomme og vestlig imperialisme.

Hvis ’The Act of Killing’ – som vi vender tilbage til – er årtusindets internationale kronjuvel med dansk islæt, er ’Ambassadøren’ dens mørke tvilling. En film, der vil blive undervist i på dokumentarkurser i mange år frem, men med det klare aber dabei, at den ikke som sådan repræsenterer en tendens eller en bølge: Den repræsenterer mest Mads Brüggers unikke og egenrådige tilgang til film og journalistik.

14. ’Dancer in the Dark’

På sin vis er den tredje film i Lars von Triers såkaldte Guldhjerte-trilogi også med tiden blevet hans mest kontroversielle. For mens Emily Watson og Nicole Kidman efter alt at dømme havde gode oplevelser med det krævende samarbejde med den danske instruktør på de to andre film i trilogien – ’Breaking the Waves’ og ‘Idioterne’ – var sagen helt anderledes med superstjernen Björk.

Optagelserne endte i en betændt konflikt mellem instruktøren og hovedrollestjernen, og den islandske sanger har siden – uden at nævne Trier ved navn – beskrevet, hvordan hun følte sig manipuleret og forulempet undervejs. Producer Peter Aalbæk Jensen huskede omvendt i et interview med Jyllands-Posten, at »Den kvinde var stærkere end både Lars von Trier og mig og vores firma til sammen. Hun dikterede alt og var ved at lukke en film til 100 mio. kr.«

Grimt var forløbet uanset hvad, om end det ikke ændrer på, at filmen, der stod tilbage, har skrevet sig ind i annalerne som en af de mest originale musicals nogensinde produceret. På vanlig vis afskrællede den danske mester alle genrens manerer og facader, samtidig med at han manipulerende aftvang en følelsesmæssig reaktion med sin selvbevidst melodramatiske historie om fabriksarbejderen Selma, der arbejder for at spare op til en øjenoperation til sin søn, mens hun selv er ved at blive blind.

’Dancer in the Dark’ vandt Guldpalmen i Cannes foran andre senere kanoniserede titler som ’In the Mood for Love’, ’Yi Yi’ og ’Sange fra anden sal’, og det er en uomgængelig inspiration for hele den bølge af eksperimenterende arthouse-musicals, vi har set de senere år, fra ’Annette’ til ’Emilia Perez’.

Alt dette ikke mindst på grund af Björks vanvittigt sårbare præstation i hovedrollen og hendes forunderlige bidrag til selve musical-delen, som rent faktisk – Triers lidt nedladende forhold til genren til trods – fungerer utroligt godt.

13. ’Underverden’

Fenar Ahmad har karrierens to første film med i top 20 på denne liste, og så har man jo gjort noget rigtigt. Efter debuten ’Ækte vare’ tog den Super 16-uddannede instruktør sin hiphop-energi og energiske overhaling af hjemlig vanetænkning til næste niveau med noget så sjældent som en dansk actionfilm.

Inspirationen kom fra film som ’The Dark Knight’, ’Sicario’ og ’Profeten’, som ellers ikke rigtigt var blevet absorberet af dansk film på det tidspunkt, og de resulterende kontante scener udgjorde nok det mest vellykkede action, vi havde set i dansk film gennem tiden. Et gennemført hævndrama pumpet op på suspense og slående voldsomhed.

Hvad der sender filmen så højt op på denne liste, er dog naturligvis også dens betydning for at gøre dansk film mindre hvid og renskuret. I vores anmeldelse i 2017 kaldte vi filmen om Dar Salims læge, der tvinges ned i underverdenen for at hævne sin bror, for »den bedste film om at være indvandrer i Danmark, der endnu er lavet, selvom pointerne udidaktisk er pakket ind i en hævnthrillers hårdtpumpede gevandter«. Og den pointe står ved magt. Den kulturelle splittelse, filmen skildrer gennem Zaids ben i hver deres ende af det danske samfund, er ikke fremstillet mere gribende hverken før eller siden.

Filmen gav Dulfi Al-Jabouri og Ali Sivandi karrierens måske bedste roller, Branco er en gangster af den type, man blev alvorligt bange for, og først og fremmest gjorde ’Underverden’ det klart, at Dar Salim nu var en leading man i den absolutte topklasse omkring folk som Nikolaj Lie Kaas, Pilou Asbæk og Anders W. Berthelsen.

Efter ’Underverden’ blev det muligt at lave film som ’Danmarks sønner’ og ’Hele verden’ samt den roste tredje sæson af ’Bedrag’. Den ændrede både, hvad man kunne lave brede film om i Danmark, og hvordan man kunne gøre det.

12. ’ Kongekabale’

Skulle man kunne lave en dansk politisk thriller efter amerikansk forbillede, uden at biografgængerne ville grine deres røv i laser over det håbløse forsøg på at gøre Christiansborg bare det mindste sexet og spændende?

Umuligt!

Sådan tænkte de fleste nok, da Nikolaj Arcel bragede ud af Filmskolen med en Hollywood-fascination, der var uhørt i dansk film i starten af 00’erne, hvor dogmebølgens naturalisme stadig var den dominerende diskurs. Arcel debuterede i 2004 med ’Kongekabale’, der baseret på Niels Krause-Kjærs bog var helt ærlig omkring sine Hollywood-forbilleder og var overbevist om, at man sagtens kunne servere det på dansk på et spiseligt niveau.

Mission completed. ’Kongekabale fik formidable anmeldelser, den blev set af over 500.000 danskere, den vandt en Bodil og Robert for bedste film, og Nikolaj Arcel blev øjeblikkeligt den nye superstjerne i den danske instruktørstand.

Med sit sublime samarbejde med manuskriptforfatter Rasmus Heisterberg var ’Kongekabale’ en effektiv fortælling om Anders W. Berthelsens unge journalist Ulrik Torp, der hvirvles ind i en politisk magtkamp, der viser sig at være grimmere end først antaget.

’Kongekabale’ gav en tro på, at man kunne beskæftige sig med politik i dansk fiktion, og det skulle DR tage notits af i ’Forbrydelsen’ og ’Borgen’. Thrillergenren fik også en lille hjemlig renæssance, men det skulle også vise sig nemmere sagt end gjort at leve op til ’Kongekabale’s succes.

11. ’Flugt’

Man kunne godt gå så langt som at kalde Jonas Poher Rasmussens ’Flugt’ den største danske filmsensation på denne side af årtusindskiftet.

I hvert fald i den forstand, at sensationen opstod ud af det blå. At en animeret dokumentarfilm lavet af en ukendt instruktør på et beskedent budget pludselig kom på den interntionale filmverdens læber, blev nomineret til hele tre Oscars – rekord for en dansk film – og nu står som en instant classic, er et af den slags tilfælde, der ikke sker mange gange på en generation.

Men ’Flugt’ tjekkede alle bokse til at få et internationalt gennembrud. Den lykkedes med sin originale filmiske form, der var beslægtet med tidligere animerede hovedværker som ’Waltz with Bashir og ’Tower’, men dog alligevel føltes overrumplende med sin effekt af lige dele distance og intimt nærvær.

Den berørte presserende tematikker om såvel flygtningeoplevelsen som homoseksualitet. Og den indfangede det hele i en krystalklar og bevægende fortælling om instruktørens barndomsven Amin, der indvilliger i at fortælle sin personlige historie. Fra barndommen i Afghanistan til den illusionsløse flugt til livet i Danmark.

Ingen andre danske film har skildret den virkelighed, mange nydanskere er gået igennem, på en måde, som vækker empati og forståelse i samme grad. ’Flugt’ er forhåbentligt en film, som vil leve videre i mange generationer. Vel nok århundredets hidtil vigtigste danske film. Og heldigvis også en af de mest vellykkede.

10. ’Bænken’

Det var på ingen måde hot at lave socialrealistiske film om noget så usexet som klasse, da Per Fly fik sit kolossale gennembrud med ’Bænken’ lige ved årtusindskiftet. Dogme-bølgen, der satte dagsordenen i dansk film på det tidspunkt, var mange ting, men ikke synderligt politisk anfægtende.

Men dér kom altså filmen om alkoholikeren Kaj, der tvinges ud af sin deroute, da hans datter og dennes seksårige søn flytter ind tæt på ham, på flugt fra en voldelig mand. En fortælling, der med sit udgangspunkt på, ja, bænken ved et socialt boligbyggeri havde klare fællestræk med britiske mestre som Ken Loach og Mike Leigh, men forankret i en genkendelig dansk virkelighed, hvor filmen pludselig satte et indre liv på de subsistensløse skikkelser, alle byer kender.

Filmen blev en stor kommerciel succes, og Per Fly meldte ud, at det var den første i hans tiltænkte klassetrilogi. Siden kom ’Arven’ og ’Drabet’, der blev endnu større biografsucceser, og da trilogien var afrundet i 2005, var Per Fly ikke blot en af landets mest anerkendte instruktører, Danmark havde også fået en ny fælles referenceramme for at tale om vores velfærdssamfunds hierarkier. Klassetrilogien, med ’Bænken’ i spidsen, føltes som et folkeligt projekt, et nationalt anliggende.

Filmprofessor Torben Grodal kritiserede i Filmmagasinet Ekko ’Bænken’ for at tegne et Hollywood-agtigt, rosenrødt billede af underklassen med portrættet af en slagen mand, som hanker op i sig selv og ender med at lave vidunderlig mad til sin familie. Og det var måske rigtigt nok, at der gemte sig en relativt konventionel melodramatisk dramaturgi bag særligt de to første film i Flys trilogi.

Men alene det, at debatten kom – og at dansk film rettede blikket mod hjørner af samfundet, der ellers som regel blev overset – markerede et skifte.

Jesper Christensen fik et nyt stort gennembrud med hovedrollen, og herefter fulgte en flot Hollywood-karriere, men som han sagde i DR-podcasten ’Verdens bedste film’ i 2023:

»Der kommer stadig folk op til mig og vil tale om ’Bænken’ – eller Gud vil de ej, de vil tale om deres bror, der nu er død af druk«.

Den effekt er der ikke mange film, der har på folk over flere årtier.

9. ’Dronningen’

I løbet af de seneste år er udtrykket post-MeToo-film blevet brugt om en strømning af fortællinger, der som Todd Fields ’Tár’ tør vende kønsbalancen på hovedet og gå i kødet på problematiske kvinder, der krænker og magtmisbruger.

I dansk sammenhæng fik vi en af fænomenets mest sindrigt nuancerede og fantastisk medrivende frontløbere med instruktør May el-Toukhy og manuskriptforfatter Maren Louise Kähnes ’Dronningen’ allerede i 2019, blot få år efter MeToo.

Her kunne man ikke tage øjnene fra Trine Dyrholms overlegne advokat Anne (med speciale i overgreb på børn og unge!), der sætter hele sit overdådige Nordsjællandsliv over styr for en affære med sin mands 17-årige problembarn af en søn (Gustav Lindh), da han flytter ind hos dem for en stund.

En gudesmuk film med natur, designermøbler og sol gennem græsset – men med en lige så intenst ubehageligt omsluttende energi som den glubske magtdemonstration, der foregår, når Anne tager sin stedsøns pik i munden, som deres forhold skrider frem.

Det var ikke, fordi Trine Dyrholms rollevalg bestod af pligtskyldige heltinder indtil ’Dronningen’ – tværtimod! Men her havde vi ikke kun at gøre med en kompleks kvindeskildring ført ud i livet af én af danmarksmestrene i lige netop det. Det var også en rolle, der brød ny grund med sin nysgerrighed omkring det feminine i det fatalistiske begær. Præstationen virkede kanonisk ved første blik.

El-Toukhys film var grænseoverskridende, fordi den var så virkelighedstro og drevet af natur og lyst, ikke af ondskab. Anne var i centrum, meget mere end hunedderkoppen set gennem en glubsk ung mands øjne som Mrs. Robinson i ’The Graduate’ eller fru Junkersen i ’Den kroniske uskyld’. Og hun var også én, der fik noget af det mest forkerte til at ligne noget, som måske kunne ske for os alle sammen.

Der er stadig efterspørgsel på flere værker, der som ’Dronningen’ viser præcis, hvad det er for nogle roller, der skabes alt for få af til kvindelige skuespillere over en vis alder. Udover at stå som en enestående film, der genopfandt cougar-klichéen, skal den også blive ved med at bane vej for at udfordre og udforske mennesket, når det er godt, ondt og kvinde.

8. ’Antichrist’

Lars von Trier bliver ofte set som dansk kulturlivs førende provokatør, hvilket selvfølgelig ikke er usandt. Men sjovt nok har det faktisk relativt sjældent været filmene i sig selv, som har vakt folks forargelse.

En af de store undtagelser er Triers foruroligende twist på gysergenren. ’Antichrist’ vakte voldsom furore omkring premieren i 2009-10, og i både avisspalter og tv-programmer blev det debatteret intenst frem og tilbage, hvad filmen egentlig ville sige med sine lige dele kryptiske og bastante skildringer af alt fra et barns fald ud over altanen, en afskåret klitoris, ondskaben i Charlotte Gainsbourgs kvindeskikkelse og den mystiske slutning, hvor hundredvis af ansigtsløse kvinder kommer anstigende op ad bjerget.

Kvinfos direktør argumenterede for, at filmen »bekræfter og legimiterer den seksualiserede vold mod kvinder« og kaldte den »en art kulturel sexchikane i det offentlige rum«, mens Sørine Godtfredsen mente, at det var en meget kristen film, Trier havde begået.

At en mørk kunstnerisk arthouse-gyser kunne fremkalde så heftige reaktioner, må ses som et kvalitetsstempel i sig selv, i hvert fald når det kreative og filmiske håndelag er i den klasse, som kun Trier herhjemme kan fremmane: Smuk i sin fatale sort-hvide åbning til tonerne af Händel, bidende i sin skildring af et kuldsejlende parforhold, overraskende i sin forbindelse til naturen, med ræven, der siger »Chaos reigns«.

I sin kerne var filmen en mørk psykologisk fortælling om psykisk sygdom og sorg, materialiseret fra Triers hjerne i en tilstand af dyb depression. Om det er Triers mest vellykkede film, kan diskuteres, men det er i hvert fald dette årtusindes danske kroneksempel på, hvordan kunst kan se ud, når den rigtigt afsøger grænser og tabuer.

’Antichrist’ foregreb desuden 10’ernes amerikanske arthouse-horrorbølge og lagde en linje for, hvordan en visionær instruktør kan ælte velkendte genrer i sit eget billede.

7. ’Ækte vare’

Det vil være fejlagtigt at hævde, at Fenar Ahmads debutfilm fra 2014 med sine 32.000 solgte biografbilletter var et stort biograffænomen.

Til gengæld indvarslede den en helt ny strømning i ikke bare dansk film, men også dansk populærkultur. På filmfronten var det vitterligt grænsesprængende, hvordan en gruppe folk overførte deres egne hårdtkøbte erfaringer fra ghettoen og gaden til det store lærred. Historien om den talentfulde rapper Mikael, der stryger mod et gennembrud på den københavnske vestegn, var selvfølgelig ikke instruktørens egen, men den energi og den forståelse for miljøet, der gennemsyrede fortællingen, kom umiskendeligt fra et helt andet sted, end dansk film var vant til.

I den bredere kultur er ’Ækte vare’ naturligvis skelsættende som øjeblikket, der for alvor hev en særlig undergrundsrapper frem i lyset: Kian Rosenberg, bedre kendt som Gilli. Fenar Ahmad havde brugt to år på at overtale ham til at indtage hovedrollen, og filmen blev selve det vendepunkt, hvor Gilli omfavnede sin hiphopkarriere.

»Før det havde jeg holdt min musik væk fra mig, men når jeg nu havde vist mit ansigt på en måde, som jeg normalt ikke gør, var der ingen anden udvej. Jeg måtte give den alt«, har han sagt. Gillis ep ’Ækte vare’ udkom en måneds tid før filmpremieren og blev det startskud, der for alvor fyrede Gilli afsted mod at blive tidens mest centrale skikkelse i dansk rap og pop.

Optagelserne til ’Ækte vare’ var efter sigende kaotiske. De helt nye skuespillere, der også talte den karismatiske Ali Sivandi, var ikke alle vant til at komme til tiden eller overholde en aftale. Men det var også den energi af viltert kaos og frisk karisma, der skabte succesen.

Med ’Ækte vare’ kom dansk film med på den autenticitetsbølge, der allerede havde gjort sit indtog i musikken og litteraturen. Det var et tiltrængt spark i røven.

Her 11 år efter kan man diskutere, hvor længe energien holdt. Dansk film føles ikke specielt hiphop i dag. Vi kunne godt snart bruge en ny ’Ækte vare’.

6. ’Armadillo’

’Antichrist’ satte ild i kultursektionerne, men Janus Metz dokumentarfilm om den danske krigsindsats i Afghanistan satte ild i samfundsdebatten. »’Armadillo’ er noget større end en debatfilm og meget mere end en politisk bombe. Den er et jordskælv i en nations selvforståelse«, som Carsten Jensen skrev i Filmmagasinet Ekko i 2010.

Metz og fotograf Lars Skree havde over tre måneder fulgt det danske Hold 7 i den yderste forpost i Helmand-provinsen, Camp Armadillo, med deres kameraer som fluer på væggen. Den resulterende dokumentar var en del af en stor TV 2-programseriesatsning under titlen ’Vores krig’, og her fik danskerne for første gang sat rå billeder på, hvad deres land egentlig var involveret i mange tusinde kilometer væk.

I ’Armadillo’ oplevede man både de danske soldaters storskrydende tilgang til at dræbe Talibob, ligesom man råt for usødet overværede den umulige kamp for at gennemskue, hvem og hvad der var fjenden. Vi var med i ildkamp og ved fatale vejsidebomber, og ingen kunne se filmen uden at være efterladt i chok. Vi vidste jo nok inderst inde godt, at det var sådan, krig så ud – men først med ’Armadillo’ forstod vi det.

Nogle politikere mente, at filmen var et heltekvad til soldaterne, andre så den som en kritik af den danske krigsindsats. Forsvarsministeren blev indkaldt i samråd, og Forsvarets top måtte undersøge både sprogbrug og konkrete kampsituationer på bagkant af filmen.

På en måde er debatten aldrig forstummet. Da ’Armadillo fyldte 10 år, lavede Politiken et helt tema med tilbageblik på filmen og dens konsekvenser, og så sent som i 2022 kritiserede et par af de soldater, der figurerede i filmen, og den oberst, der havde givet Metz adgangen, instruktøren og filmen i skarpe vendinger. De mente, at ’Armadillo’ var en manipulation af virkeligheden.

»Han havde en enestående mulighed, som ingen nogensinde har haft før, og ingen får igen. Og den misbrugte han. Han var en ulv i fåreklæder. Han lykkedes med sit venlige smil, sit venlige væsen, at overbevise mig om, at det her var en god historie«, lød det i et radioprogram fra den tidligere oberst.

’Armadillo’ står tilbage, fordi den også kunstnerisk set var en milepæl. Den vakte opsigt på Cannes-festivalen og står stadig i dag som en af de bedste krigsdokumentarer nogensinde – og ikke bare i Danmark.

5. ’Italiensk for begyndere’

828.730 danskere så i det nye årtusinds første år en lille håndholdt romantisk komedie om en flok ukurante skæbner på et italienskhold i en kedelig forstad.

Det er kun overgået af to ’Ternet Ninja’-film og ’Klovn – The Movie’ på denne side af årtusindskiftet – og siger alt om det momentum, dansk film var omkranset af fra slutningen af 90’erne og et stykke ind i 00’erne. En stemning af, at alt var spændende, friskt, originalt og vedkommende, så længe det var dansk.

Mens man i dag begræder, at genrer som netop den romantiske komedie kan have det svært i biograferne, blev Lone Scherfigs store gennembrud sammen med Susanne Biers ’Den eneste ene’ fra 1999 – akkurat uden for denne listes skillelinje – øjeblikkelige danske klassikere med utroligt sjove og jordnære fortællinger om jævne danske figurer og deres livs- og kærlighedskvaler. I ’Italiensk for begyndere’ gjaldt det blandt andet Anders W. Berthelsens præst Andreas, Lars Kaalunds temperamentsfulde Hal-Finn og Anette Støvelbæks klodsede bagerjomfru Olympia, alle sammen brillante eksponenter for Scherfigs unikke blik for ægte menneskers quirks og komisk-komplicerede relationer.

Også internationalt blev den femte danske dogmefilm et forbløffende hit. Den hentede en Sølvbjørn ved Berlin-festivalen, blev set over hele verden, og Lone Scherfig brugte succesen som løftestang til en flot udenlandsk karriere med film som ’An Education’ og ’Pigen der fortalte film’.

Den lavbelyste, rystede dogmeæstetik gør måske ikke helt filmen nogen tjenester i dag, men selve ensemblehistorien holder stadig som et skønt portræt af en særlig dansk omgangsform og distinkte danske typer. ’Italiensk for begyndere’ betonede således også, hvordan gode karakterer, et stærkt manuskript og en rørende historie ofte er vigtigere for publikum end høj produktionsværdi og poleret æstetik.

Det er et budskab, dansk film stadig kan lære af i dag.

4. ’R’

Sjældent har en film været løftestang for så mange markante gennembrud, som fængselsdramaet ’R’ blev det efter premieren i 2010.

De to instruktører Michael Noer og Tobias Lindholm var begge relativt nyuddannede fra Den Danske Filmskole (som henholdsvis dokumentarist og manuskriptforfatter) og har siden tilhørt den danske instruktørstands top – Lindholm desuden anerkendt som Thomas Vinterbergs manusmakker på revitaliseringen med ’Submarino’, ’Jagten’ og ’Druk’.

Dulfi Al-Jabouri blev en af de få brune skuespillere med fast arbejde i dansk film, Roland Møller gik en international karriere i møde, og Pilou Asbæk blev en af de eneste leading men i dansk film med et gennembrud på denne side af 2000.

’R’ blev lavet for et lille budget på talentordningen New Danish Screen og blev set af pæne, om end ikke svimlende, 32.000 mennesker ved premieren. Men dens aftryk på dansk film er seismisk. Ikke mindst fordi Noer og Lindholm formulerede princippet Reality rules, som satte en ny standard for dansk film. Idéen var, at alt, hvad der foregik i filmen, ikke skulle være baseret på virkeligheden, men kunne være sket i virkeligheden. Det informerede også senere milepæle som Lindholms ’Kapringen’ og ’Krigen’ og Noers ’Nordvest’ og ’Før frosten’.

På den måde injicerede ’R’ et skud benhård realisme ind i dansk film på et tidspunkt, hvor mange film ellers var meget bløde eller melodramatiske. Research blev pludselig et nøgleord på et helt andet niveau end før, men ’R’ viste også, at realisme ikke behøvede være ensbetydende med forudsigelighed eller slagne fortælleformer. Filmen starter med at følge Pilou Asbæks Rune, da han ankommer til fængslet som fange og hvirvles ind i hierarkierne og ritualerne i de klaustrofobiske gange. Men undervejs skifter den overrumplende perspektiv.

At ’R’ er et nøgleværk også for nye danske filmskabere, satte Tobias Lindholm selv ord på i et interview med Soundvenue fra 2019.

»‘R’ er blevet et referencepunkt for en stor del af den generation af filmskabere, som er kommet efter den. Filmen er stadig afgørende i kriminalpræventiv undervisning. Og det er stadig den film, jeg har lavet, hvor jeg møder flest, for hvem den film har betydet mest«.

3. ’Dogville’

Filmmediet har efterhånden 130 år på bagen, og nogle gange kan man føle, at alt er lavet. Alle ideer er brugt, alle formgreb afprøvet.

Og indimellem kommer der så en film, der prøver noget, man aldrig har set før. Og det var, hvad Lars von Trier gjorde med ’Dogville’ i 2003. En film der foregår i en svensk lagerhal med kridtstreger som eneste ydre indikation af, at historien faktisk udspiller sig i en lille landsby med 16 indbyggere i Rocky Mountains.

Grebet er jo egentlig så simpelt, at man kan undre sig over, at ingen fandt på det tidligere. Men det er også så vanvittigt, at man måske godt forstår, at ingen turde.

Trier ville arbejde med den Brecht’ske verfremdungseffekt med sin fortælling om Nicole Kidmans Grace, der flygter fra sin gangsterfar og søger ly hos indbyggerne, der langsomt blotter menneskehedens grimme ansigt.

Instruktørens mesterskab er, at man nærmest glemmer undervejs, at det hele foregår i en spartansk teater-agtig kulisse. ’Dogville’ er akkurat så opslugende som Triers større produktioner – eller for den sags skyld Hollywood-film med fuld drøn på locations og effekter. Distance-grebet opløses i en af de mest overvældende udsigelser om fiktionen og kunstens magt nogensinde.

Det er et radikalt eksperiment, men mens andre formforsøg ender som kuriositeter eller pligtskyldige kapitler i historiebøgerne, fordi de ikke rigtigt holder vand som film eller fortællinger, står ’Dogville’ tilbage som en oprigtigt virkelig god film. Drevet af sitrende skuespilpræstationer, Triers sardoniske humor og en bastant kritik af USA.

Filmen udkom midt under Irak-krigen, men føles i dag mere profetisk, end den danske filmskaber selv kunne havde forudset for mere end 20 år siden.

Trier satte sig for at lave en kridtstregs-trilogi, men det blev kun til opfølgeren ’Manderlay’, der såmænd var udmærket, men nyhedens interesse var væk. Det skal ikke falde tilbage på ’Dogville’, en af Triers allerbedste film.

2. ’Blinkende lygter’

Anders Thomas Jensen er snart aktuel med ’Den sidste viking’, en fortræffelig sort komedie, der er den af instruktørens film, som læner sig tættest op ad debuten, ’Blinkende lygter’.

Det siger noget om, hvor skridsikker en formular den selvlærte filmskaber mirakuløst strikkede sammen med den enestående succes fra 2000. Inspireret af amerikanske og engelske forbilleder som Tarantino, Coen-brødrene og Guy Ritchie, men dog alligevel helt sin egen i kombinationen af kulsort humor, svirpende grænseoverskridende replikker, vanvittige – men kærlige – outsiderportrætter og følelsesladede budskaber om fundne familier.

At hovedparten af danskerne kan recitere mindst fem-seks replikker fra ’Blinkende lygter’, er selvfølgelig også i sig selv et tegn på, hvor stor en plads filmen har i vores kollektive hjerte, og at Anders Thomas Jensen ret beset er Erik Balling for en ny tid.

Rundt om Søren Pilmarks livskriseramte småkriminelle Torkild mødte man tre unge mænd, der enten lige var blevet eller skulle blive de tre definerende mandlige danske skuespillere flere årtier frem, Mads Mikkelsen, Ulrich Thomsen og Nikolaj Lie Kaas. Ole Thestrup fik genfødt sin skuespilkarriere direkte ud af skuespilkataloget, hvor instruktøren faldt over hans befriende ærlighed om sine år med alkoholmisbrug, og Frits Helmuth blev introduceret og udødeliggjort for en ny generation med sin evne til at grave et øl-hul med den helt rette dybde.

Anders Thomas Jensen var blot 28 år, da han lavede ’Blinkende lygter’ på vreden over det ene filmskole-afslag efter det andet. Sammen med ’Pusher’ var filmen et tiltrængt skud drenget fandenivoldskhed: en energiudladning, der gik uforglemmeligt i dialog med den danske folkesjæl af hygge, humor og Ove Ditlevsen. Og selv blev en del af den.

1. ’The Act of Killing’

Der er film, der skriver filmhistorie, og så er der film, der skriver historie.

Det gjorde Joshua Oppenheimers uforglemmelige dokumentar ’The Act of Killing’ fra 2012, der både fik omverdenens øjne konkret op for folkemordet i Indonesien i midten af 60’erne, og som blev en øjeblikkelig milepæl som et af de stærkeste vidnesbyrd om ondskabens banalitet siden Hannah Arendts dækning af retssagen mod Eichmann i kølvandet på Andens Verdenskrig. Blot med den forskel, at det i Indonesien var undertrykkerne, der vandt – og således stod med magten og retten til at omskrive historien i deres billede.

Oppenheimer lader ikke bare de nu aldrende torturbødler fortælle stolt og i grafiske detaljer om hundredvis af grufulde henrettelser, som de forestod. Han får dem også til at opføre scenarierne i barokke musicalsekvenser, som udgør det muligvis mest bizarre genresammenstød på film nogensinde. En kollision, der bringer nye erkendelser med sig i form af vores øgede forståelse for bødlernes verdenssyn og åbner op for den lille snert af selvindsigt, der melder sig hos hovedpersonerne undervejs.

Udenforstående associerer næppe ’The Act of Killing’ med Danmark, på samme måde som man gør med Lars von Triers engelsksprogede film. Men den blev produceret af danske Signe Byrge Sørensen, og amerikanske Joshua Oppenheimer flyttede til Danmark under post-produktionen. Man kan kalde det en appelsin i turbanen, at ’The Act of Killing’ lige skulle falde ned i vores andedam, men det vidner også om et stærkt dansk dokumentarmiljø, at det kunne lade sig gøre.

Oppenheimer fulgte to år efter op med den ligeledes rystende ’The Look of Silence’, der satte ofrene i centrum, mens de konfronterede de endnu ustraffede gerningsmænd. Til sammen fremhæves dobbeltværket hyppigt i udlandet som det mest skelsættende dokumentarkunst i nyere tid.

Mens der stadig i dag myrdes et utal af uskyldige mennesker rundt omkring i verden ud fra forkvaklede rationaler, vil ’The Act of Killing’ og ’The Look of Silence’ ikke miste deres relevans lige foreløbigt. De er obligatorisk pensum, når det kommer til diskussioner af krig, undertrykkelse, retfærdighed, nationale traumer og psykologiske forsvarsmekanismer.

Forhåbentligt vil nye generationer se og lære af dem i mange årtier frem.

Se Soundvenues liste med de 50 mest banebrydende internationale film her.