ÅRET DER GIK. På overfladen har de ikke meget til fælles.
’Det store glitch / Paradisets børn’ handler godt nok om en gruppe unge outsidere i København og ’Idioten’ om en gruppe unge outsidere på Syddjurs. Men der stopper lighederne umiddelbart mellem de to danske film.
Søren Peter Langkjær Bojsens ’Det store glitch’, som rendte med en tredjeplads på Soundvenues liste over årets bedste danske film, følger vennegruppen Ronja, Serber og Franka, der bruger sommeren på forskellige mere eller mindre mærkelige fælles- og soloprojekter. Det er en episodisk og drømmende film, en romantisk film, en agentfilm, en surrealistisk film. Mange film på en gang. En film, hvor virkeligheden næsten ligner vores egen og så alligevel ikke. En film med dobbeltgængere og paralleluniverser.
I Kasper Rune Larsens ’Idioten’ ligner virkeligheden vores egen til forveksling – en slags hyperrealisme, som Kasper Rune Larsen selv kalder det. Her er det kæresteparret Tobias og Cille, der både kæmper med skuespillerdrømme, familietraumer og de offentlige systemer, der gerne vil stemple dem som uegnede forældre for deres endnu ufødte barn. Her er udsynet alt andet end drømmende og romantisk, men dog humoristisk i portrætteret af Tobias, den titulære idiot spillet af Jacob Skyggebjerg.
Så hvorfor sætte instruktørerne af netop de to sammen til en snak om dansk film i anledning af året, der går på hæld?
Fordi Søren Peter Langkjær Bojsen og Kasper Rune Larsen så tydeligt står frem som instruktører, der vil afsøge nye veje i dansk film.
De har begge lavet lowbudget-film, der måske ikke er blevet set af hundredtusindvis af mennesker, men som har skilt sig ud i stil såvel som tone og plot. De har brugt de budgetmæssige begrænsninger til kreative løsninger – i ’Det store glitch’s tilfælde et spændende møde mellem en genkendelig københavnsk virkelighed, slacker-komik og science fiction, i ’Idioten’s tilfælde til et sjældent gennemført arbejde med improvisation og en dybt autentisk miljøskildring.
Det kan godt være, det ikke er de to danske film fra 2023, der er blevet omtalt mest i den brede offentlighed. Men det er måske dem, der i højest grad indkapsler håbet for nytænkende strømninger i dansk film.
God filmmoral
Først vil jeg gerne snakke med jer om realisme – et ord, der har en prominent plads i en dansk filmtradition med dogme og socialrealisme. Kasper, ser du dig selv som en socialrealist?
Kasper Rune: Det ved jeg ikke. Jeg synes, det er et brand, der er lidt svært at tage på sig. Fordi jeg synes, det handler om så meget andet. Socialrealisme handler for mig også om noget med arbejderklassen. Der er noget politisk i det at være socialrealistisk, fordi vi skal tale om noget med samfundet. Og jeg kan godt se, at ’Idioten’ er rimelig socialrealistisk, men jeg synes også, den er … altså jeg synes, der er rigtigt meget moral forbundet med socialrealisme, og moral prøver jeg at holde så meget ude af mine film som muligt«.
»Så kan jeg bedre lide ideen om en hyperrealisme, hvor man nærmest nedbryder den der balance mellem skuespil og virkelighed«.
Søren Peter, man kunne godt se din film som et lille oprør mod klassisk dansk realisme. At du siger, ’sådan her kan realisme også se ud’.
Søren Peter: »Jeg har lyst til at sige overhovedet ikke. Men samtidig … der er vildt meget i ’Det store glitch’, som er baseret på improvisation og uskrevne scener, og karaktererne er bygget på, hvem de her skuespillere er i virkeligheden. Jeg var bare meget interesseret i sammenstødet mellem det og så en meget konstrueret virkelighed. Hvad sker der, når de to verdener støder sammen? Først noget hvor nogen improviserer på sådan en digressiv måde og så lige efter det en genreagtig agentscene. Det var sådan noget, jeg også kunne få lov at gøre, fordi jeg ikke skulle bede nogen om lov til at lave det, ud over dem der var med«.
Jeg kommer til at tænke på et begreb, jeg hørte for nyligt, ny-fabulisme, om en gruppe af ellers urelaterede film, der benytter meget ekspressiv historiefortælling, og hvor man fornemmer en stor kærlighed til fiktion og en lyst til at lege med fiktion. Hvilket også var noget, jeg kunne mærke i din film.
Søren Peter: »Jamen helt klart. Jeg tror bare meget på, at fiktion er, at vi fortæller os selv, hele tiden, med den personlige historie, vi har. Det er lige så meget en del af livet som alt muligt andet. Det er jeg meget optaget af – at forbinde fiktionen eller troperne til det virkelig liv«.
Står af på manuskriptbøgerne
Det er også interessant at snakke om konventioner og historiefortælling i forhold til ’Idioten’. Da jeg så filmen, var jeg overbevist om, at Tobias’ bror i filmen blev kørt i stilling til en skurkerolle, som han så aldrig fik. Fordi man er så vant til fortællekonventioner og karakterudviklinger. Hvad er dit forhold til den slag konventioner, når du arbejder på en film Kasper?
Kasper Rune: »Jeg har jo aldrig gået på en klassisk filmskole, hvor man har undervisning i manuskriptteori og sådan noget. Jeg har prøvet at åbne sådan nogle manuskriptbøger, og jeg står af efter 20 sider. Jeg synes, det er spændende at arbejde med det, der er forventeligt. Det er min dramaturgi. Man kan sige, at første vendepunkt i ’Idioten’ ligger efter en time og et kvarter. Det var utilsigtet, og det var først, da vi sad og så det endelige klip igennem, at jeg tænkte, det ligger jo her. Men for mig handler det mere om forventninger«.
Har du et ønske om bevidst at gå imod konventionerne?
Kasper Rune: »Ja, fordi jeg synes, det er uinteressant at se ting, der er forudsigelige. Jeg kan godt anerkende, wow det var godt skrevet, dygtigt manuskripthåndværk. Men det bider ikke på mig, mens jeg sidder og ser filmen, fordi jeg egentlig er ret ligeglad med det«.
Søren Peter: »Det lyder meget sundt. Jeg er blevet super teoretiseret oppe i hovedet af alle mine år på universitetet, på godt og ondt«.
Kasper Rune: »Jamen det kan da sikkert også alt muligt dejligt«.
Søren Peter: Ja det kan det, men det er også en farlig vej at gå ned ad. Men det er sjovt, du siger det med, at ’Idioten’ ikke er moralsk. Fordi når jeg ser den, når de her stakkels mennesker sidder til møde med kommunen og bliver udspurgt af den her big brother/big mother-figur, så mærker jeg en Ken Loach-agtig indignation i filmen. Men du mener måske mere, at det ikke er det, der driver dig, når du laver film? Fordi jeg synes jo, det er en kæmpe kvalitet ved den film, at jeg faktisk mærker den indignation«.
Kasper Rune: »Ja, men jeg synes ikke, det er moral på den måde. Hvis jeg nu for eksempel fortalte, at de her mennesker er gode, og systemet er ondt … Jeg kommer jo nok til at pege på systemet som noget ondt, som antagonist i den her film, men jeg glorificerer heller ikke mine ‘helte’. Og det udvisker moralen lidt, fordi man måske er i tvivl om, hvorvidt Tobias egentlig selv er en kæmpe idiot. Han bliver jo nok ikke verdens bedste far«.
Joachim Trier under luppen
Det leder mig hen til, hvordan I repræsenterer karakterer, som er på bunden af samfundet eller er outsidere på anden vis. Hvad tænker I om den balancegang mellem, at jeres hovedkarakterer er nogle sjove typer, og at filmen kan få noget komik ud af det, og at man samtidig vil undgå at udstille dem og gøre dem til grin?
Kasper Rune: »For mig handler det bare om at portrættere virkeligheden. Hvis jeg har oplevet det eller føler, det er autentisk i forhold til virkeligheden, så føler jeg ikke, at jeg gør grin med nogen. Hvis jeg sidder og opfinder noget, som jeg aldrig nogensinde selv har været i nærheden af, så begynder jeg at karikere. Men jeg har stiftet bekendtskab med de her mennesker og været en del af forskellige miljøer, hvor de befinder sig. Det er egentlig bare en parafrasering over rigtige oplevelser, som jeg har observeret på et eller andet tidspunkt«.
Søren Peter: »Jeg er enig. Der var en eller anden anmeldelse af ’Det store glitch’, som skrev: ’den mest troværdige beskrivelse af taberkarakterer’. De fik betegnelsen ‘tabere’. Og i virkeligheden var det sådan, mine 20’ere så ud«.
»For 10 år siden betragtede jeg mig selv som Danmarks største Joachim Trier-fan. Jeg har set ‘Oslo, 31. august’ 20 gange. Og jeg elskede ’Reprise’ ekstremt meget, og det er jo også en fantastisk film. Men da jeg genså den for nogle år siden, blev jeg lidt irriteret over det der norske forfatterlag, som går og fedter rundt i deres eget lækre øvre-middelklasse liv. Der er en karakter i filmen, som er ham, de andre synes er nederen, fordi han er en smart forfattertype, men som i virkeligheden har skrevet en dårlig bog. De møder ham til en bogreception og føler nærmest, at de bliver smittet af hans klamme smarthed«.
»Men da jeg genså filmen, tænkte jeg, det er jo jer, der er problemet. I er dem, der gør alt, hvad I kan for at være inde i varmen, og gør grin med en karakter, som filmen gerne vil have er en kikset type«.
»Jeg havde også lidt samme oplevelse, da jeg genså ’Reconstruction’ (af Christoffer Boe, fra 2003, red.), som jeg elskede, da jeg var ung. Den er jo bare lavet til at stryge direkte ind på Cannes med det her super lækre overklasseliv, med Nikolaj Lie Kaas, der sidder nede på Bo-Bi Bar og ryger på en fed måde. Jeg bliver irriteret over, hvor god den er til at gøre det her liv så lækkert«.
»Jeg var meget optaget af, da jeg lavede ’Det store glitch’, at den skulle være totalt afvæbnende i, hvor almindelige og falde på røven-agtige de her mennesker var. Jeg vil gerne lave noget, hvor man punkterer sine karakterer lidt – hvor de ikke er for kloge og ikke er for meget i gang med et lækkert liv«.
Kasper Rune: »Nu kender jeg ikke Thomas Vinterberg og hans historie, men jeg har noget, jeg kalder Thomas Vinterberg-syndromet, som er, at alle hans nyere film smager af rosévin. Det er ikke kun ham. Der er sådan nogle danske film, som er blevet skrevet i et sommerhus i Nordsjælland. De stinker bare af det. Man fornemmer, at det sted, de film er fortalt fra, er alt for hævet over det, de portrætterer. Det er det der med, at ting godt kan blive for lækre. Man bliver for selvbevidst om, hvordan man ryger lækkert, hvordan man er på Bo-Bi Bar, hvordan man svælger i de her ting«.
»Jeg tror, der sker et eller andet, når man har været vant til at sidde og skrive film i en étværelseslejlighed, og man så lige pludselig har fået nogle midler og kan sidde og skrive sine film med ro. Det bliver sgu for ordentligt. Omgivelserne er blevet for ordentlige til, at der sker noget spændende«.
Søren Peter: »Jeg er nogenlunde enig, men jeg synes, det er skide svært. Jeg føler, der er mange store talenter i dansk film i min generation, som også bare mangler at etablere vores egen virkelighed. Dansk film er stadig i gang med et fade-out fra dogmebølgen. Altså vi lever stadig i dogmegenerationen«.
»Der peger pilen jo tilbage på os yngre mennesker. Vi har ikke været i stand til at skabe de fortællinger – eller overbevise Det Danske Filminstitut om, at de skal skabes – som kan lave en ny filmbranche, som kan gøre det, dogmebølgen gjorde, da den sparkede døren ind. Men jeg føler, talenterne er der. Der er mange ekstremt dygtige filmskabere, som jeg ser op til, som er på min alder eller deromkring. Den frustration jeg selv kan mærke, er følelsen af, at vi er lidt i en forsinkelse. Vi sidder stadig i det der ekko fra dogme. Men fingrene kan pege mange steder hen, også tilbage på os selv, fordi vi ikke har skabt den nye fortælling, der har kunnet vaske tavlen ren«.
Det er vores fucking ansvar
Noget af det, jeg godt kan savne i dansk filmkultur, er snakken og debatten omkring en film – helt almindelige mennesker, der taler sammen om en film, de har set, eller kritikere, der stadig skriver om den, en måned efter den er udkommet. Hvad betyder det for jer med det her efterliv, at folk går og snakker og tænker på filmen efterfølgende?
Kasper Rune: Når man lægger alt den energi og alt den økonomi i at lave film, så skal det også være noget, folk taler om. Det skal ikke være sådan noget, du ser og så glemmer igen. Altså fuck anmeldere og fuck biografsalg, det er jo the test of time, der ligesom står tilbage. Vi ved først om lang tid, hvilken indflydelse de værker, vi har lavet, har. Det kan være svært at sige nu, det kan være, de er misforståede, det kan være, at der ikke er en pr-maskine bag, det ved man ikke«.
»Det er bare vildt vigtigt at skabe en filmkultur, som gør, at folk stadig interesserer sig for film, så det ikke ender som klassisk musik. Det kan man jo godt være bange for. De visninger af ’Idioten’, vi har været ude til, der sidder jo ikke bumsede teenagere med skæv fade og ser den. Jeg føler i hvert fald, at da jeg var teenager eller i starten af 20’erne, der drejede alt sig om at se film. Det er måske ikke sådan, det er længere, jeg ved det ikke. Det kan også bare være, jeg var en del af nogle nørder, der syntes, det var fedt«.
Søren Peter: »For mig betyder snakken alting. Jeg er på ingen måde den type, der siger, at filmen skal tale for sig selv. Jeg går nærmest hysterisk op i responsen, fordi jeg føler, at jeg har så lidt fornemmelse med det, jeg selv laver. Så jeg har virkelig brug for at spejle mig i folks reaktion«.
»Det var meget mere betydningsfuldt for mig med de personlige henvendelser, end de konkrete anmeldelser vi fik – men begge dele betyder meget for mig. Det er jo i den interaktion, at en film ligesom bliver til. Apropos det med hvad et succeskriterie er for en film, så føler jeg, vi sidder fast i en slags 20. århundrede massekultur-agtig måde at tænke på succeskriterier, og hvad et publikum er, og hvordan vi møder et publikum. Jeg tror, en af de største opgaver for os som instruktører er at interessere os for lidt mere avancerede måder for, hvordan vi kan møde publikum. Det er jo også er en del af en ny medievirkelighed, vi lever i«.
»Det er svært at indtage den position, hvor man siger, at man bare har lavet film, og de må tale for sig selv. Man bliver nødt til at engagere sig og også prøve at forstå distributionsmaskinen, ellers bliver man bare kørt over af den.
Kasper Rune: »Jeg vil ikke være sådan en, der går ind og siger, at det er kulturen, den er gal med. Det er vores fucking ansvar, det er producenterne, det er instruktørerne, det er filmkonsulenterne. Det er vores ansvar at gøre det, vi laver, interessant for mennesker. Vi kan ikke bare stå og sige: ’Vi laver et fantastisk produkt, hvorfor vil I ikke have det’?«
Jeg kunne også nikke genkendende til det, du sagde Søren Peter, at vores generation måske har været forsinket i forhold til at komme med sin egen respons. Jeg synes for eksempel, filmkritikken i min generation har fejlet i den forstand, at vi ikke kunne forsvare en vis type film eller gøre den relevant for flere mennesker.
Søren Peter: »Jeg synes også, at kritikken er i krise på en eller anden måde. Når jeg en sjælden gang i mellem læser anmeldelser, har jeg ofte svært ved at regne ud, hvad det er for en position, kritikken skal indtage. Der er jo en grund til, at det at lave kritik – hvad end det er teater, film eller litteratur – har smallere og smallere kår. Hvad er det for en mærkelig position, man skal indtage, som giver mening? Nu læste jeg for nyligt Lars Bukdahls anmeldelse af Theis Ørntofts ’Jordisk’, hvor jeg efterfølgende syntes, det var så stenet bare at skulle høre på hans smagsdom, hans mærkelige synspunkter«.
»Jeg synes, der er en kæmpe krise i kritikken i forhold til at finde nogle stærke positioner, der kan være med til at fodre de her ting«.
’Idioten’ kan ses på Filmstriben, Grand Hjemmebio, Blockbuster og Viaplay. ’Det store glitch / Paradisets børn’ kan ses på Grand Hjemmebio, Blockbuster, Viaplay og YouTube.