OSCAR-SPÅDOM. Det er en smule dumdristigt at indlede en status på Oscar-ræset efter de tre store efterårsfestivaler Venedig, Telluride og Toronto ved at sætte spørgsmålstegn ved betydningen af disse festivaler.
Ikke desto mindre. De senere år har budt på Oscar-vindere, der bryder nyt land i forhold til den dominans, premiererne fra efterårsfestivalerne udøvede over Oscar-feltet i mange år fra 00’erne og frem.
’CODA’ (Oscar-vinder 2022) og ’Everything Everywhere All at Once’ (2023) havde premiere ved forårsfestivalerne Sundance og SXSW, ‘Oppenheimer’ (2024) gik helt uden om festivalerne til fordel for en biografpremiere i april, og ’Anora’ (2025) havde premiere i Cannes i maj. I 2020 vandt ’Parasite’, der også kom med en Cannes-sejr i bagagen.
Så er efterårsfestivalerne overvurderede, når det kommer til at udpege den endelige Oscar-vinder?
Både og. Man kan ikke benægte, at vinderne ikke nødvendigvis skal findes her, men omvendt er de stadig et godt udgangspunkt for at udpege sandsynlige kandidater til en nominering i det 10 film store Bedste Film-felt. Alene mængden af premierefilm med prisaspirationer er så stor omkring august-september, at det nødvendigvis smitter af på Oscar-nomineringsfeltet.
Her kigger vi på de pt. 10 mest sandsynlige bud på nomineringer i hovedkategorien snarere end på vinderen som sådan.
Det er vanskeligt at udlede helt klare tendenser på bagkant af efterårsfestivalerne, men det er muligt at se konturerne af tre-fire film, der aktuelt fremstår som frontrunners.
Flere film blev vist i både Venedig og Telluride/Toronto, men fik en forskellig modtagelse. Guillermo Del Toros ’Frankenstein’ fik en lunken modtagelse i Venedig, men til gengæld en noget mere begejstret reaktion i Toronto (hvor den opnåede en andenplads i kampen om publikumsprisen, der traditionelt varsler Oscar-succes).
Man skal derfor være varsom med at drage forhastede konklusioner. En films Oscar-chancer står og falder ikke aldeles med en glødende modtagelse ved premieren. Der er mulighed for at opbygge momentum på den anden side af festivalsæsonen, for eksempel når kritikerprissæsonen indvarsles sidst på året, og naturligvis når filmene får biografpremiere og dermed møder et publikum uden for festivalboblen.
Forrige september, i 2023, lykkedes det mig at gætte alle 10 titler, der fire måneder senere høstede en nominering for bedste film, men sidste sæson var længe helt uforudsigelig: Her lykkedes det mig kun at ramme plet i fem ud af 10 tilfælde. Min mavefornemmelse siger mig, at sæsonen 2025-26 minder mere om sidste år end forrige. Der synes simpelthen at være mange titler i og omkring Oscar-ræset, der ikke helt har imponeret nok ved festivalerne, til at de er selvskrevne i årets felt.
Jo færre film, der hitter på efterårsfestivalerne, desto sværere er det typisk at forudsige udfaldet.
Her er derfor det første – hændervridende usikre! – bud på de10 film, der kan gå hele vejen til en nominering for bedste film:
10. ’The Secret Agent’
En brasiliansk film i bedste film-kategorien – er det nu sandsynligt? Tja, så sent som sidste år opnåede en anden brasiliansk film, ’I’m Still Here’, der også omhandlede tiden under det brasilianske militærdiktatur i 1970’erne, en overraskende bedste film-nominering (og vandt kategorien for bedste internationale film foran den skandaliserede ’Emilia Perez’).
Hvis der er noget, der tydeligt stod frem sidste sæson, var det, hvor dedikeret og talstærkt et heppekor den brasilianske produktion havde i ryggen. Jeg ser ingen grund til, at det samme ikke skulle blive tilfældet i år. Kleber Mendonca Filho er en anerkendt filmskaber, og filmen vandt både for bedste hovedrolle (Walter Moura) og bedste instruktør (Filho) ved Cannes-festivalen i maj.
Moura kan måske – lig Fernanda Torres for ’I’m Still Here’ – opnå en hovedrollenominering, og filmen er selvskrevet til en nominering for bedste internationale film (den brasilianske udvælgelseskomite pegede 15. september på filmen efter ellers altid at have fravalgt den internationalt anerkendte Filho).
Neon har opkøbt filmen til nordamerikansk distribution, og med tanke på, at selskabet forvandlede ’Parasite’ og ’Anora’ til Oscar-vindere, er det en meget stærk spiller at have i ryggen.
Min eneste anke er sådan set, at flere andre internationale produktioner står med gode chancer – også i kategorien for bedste internationale film. For eksempel Joachim Triers norske ’Sentimental Value’, iranske Jafar Panahis Cannes-vinder ’It Was Just An Accident’ og Park Chan-woks koreanske ’No Other Choice’.
Der er trods alt næppe plads til fire (eller bare tre) ikke-engelsksprogede film i hovedkategorien.
9. ’Bugonia’
Det er ikke en selvfølge, at Yorgos Lanthimos hører hjemme i bedste film-kategorien. Hans seneste film ’Kinds of Kindness’ floppede i Oscar-sammenhæng. Så spørgsmålet er, om ’Bugonia’ – der handler om to unge konspirationsteoretikeres kidnapning af en fremadstormende medicinal-CEO, som de mistænker for at være et rumvæsen (!) – er på vej i samme retning, eller om den er i stand til at gå i fodsporene på ’The Favourite’ og ’Poor Things’, der begge opnåede et tocifret antal nomineringer i deres respektive år.
Jeg satser på, at ’Bugonia’, der ikke har vundet kritikernes gunst ved efterårsfestivalerne i helt samme grad som de to førnævnte hardhittere, har nok ilt i tanken til – trods alt – at lande en nominering. Godt hjulpet på vej af behjertede kampagner på vegne af Emma Stone og Jesse Plemons, der er ved at positionere sig som Lanthimos’ hofskuespillere.
Hvis de to kan score hovedrollenomineringer, er det svært at se, hvorfor ’Bugonia’ ikke også skulle kunne hive en bedste film-nominering i land.
8. ’Wicked: For Good’
Som vi senest har set det med ’Dune’-filmene, kan en opfølger i en filmserie godt følge op på 1’erens Oscar-succes, selvom der altid er en risiko for, at en vis metaltræthed kan sætte ind hos de medlemmer, der måske inderst inde tænker: ’Lad mig vente med at stemme på den her franchise, til sidste film i serien lander, og SÅ skal den nok få min støtte’. ’Ringenes herre: De to tårne’ missede en nominering, mens ’Kongen vender tilbage’ vandt 11 Oscars, herunder for bedste film.
I årets felt er det især ’Wicked’-serien (instrueret af Jon M. Chu) og ’Avatar’-serien (James Cameron), der trænger sig på.
Måske tager jeg for meget farve af en ikke særligt imponerende trailer til ’Avatar: Fire and Ash’, der efterlod mig med sådan en ’nej, det orker jeg ikke’-fornemmelse. Men jeg har mere tiltro til, at den hurtigt producerede opfølger til ’Wicked’ fra sidste år kan ride videre på det momentum, 1’eren fik med sig.
Cynthia Erivo og Ariana Grande fører an i løjerne nok en gang, og så må vi se, om kampagnen kan udnytte internettets had-kærligheds-forhold til de to slyngveninder, hvis lettere excentriske (og ekstremt tårevædede) relation blev malket for alt, hvad den kunne trække i 24-25-sæsonen.
Filmens Oscar-succes afhænger – udover skuespillerduoens kampagnekemi – nok primært af to ting: At ’Wicked: For Good’ holder fast i et stort biografpublikum, og at anmelderne også i denne ombæring er med på vognen.
Dårlige (eller bare blandede) anmeldelser kan være forskellen på medgang og modgang i det ophidsede, internetstyrede kapløb om momentum, der udspiller sig mellem september og januar.
7. ’Train Dreams’
Der er mange store prestigetitler, som der ikke er plads til i et felt på 10. Jeg kan således ikke finde plads til nye film fra Guillermo del Toro, Bradley Cooper, Noah Baumbach, Luca Guadagnino, Edward Berger og, ja, James Cameron.
Den beslutning kan se lemfældig ud, når jeg afslører, at jeg i stedet har placeret en beskeden Sundance-film (æret være Robert Redfords minde!) af et ret ubeskrevet blad i instruktørstolen, Clint Bentley, på listen.
Men ’Train Dreams’, der er baseret på en fremragende, prisvindende kortroman af den alt for tidligt bortgåede mesterforfatter Denis Johnson (læs den!), er blevet købt for et betydeligt beløb af Netflix, der sætter den i biograferne og siden bringer den til streaming timet til at gøre maksimalt indtryk på Akademiet.
’Train Dreams’ har – baseret på anmeldelserne efter Sundance – skabt en god grobund for også at vinde og opnå nomineringer til kritikerpriserne i december måned: Den har en strålende Metacritic-værdi på 87.
Joel Edgerton kan måske gøre sig i bedste mandlige hovedrolle, og så er filmens billedside en oplagt kandidat i bedste fotografering. Hvis filmen ydermere scorer en nominering for bedste adapterede manuskript, så er basen lagt for en bedste film-nominering.
Jeg er helt sikkert farvet af min egen fandyrkelse af Denis Johnson, men Netflix’ dyre investering i filmen må skyldes, at selskabet nærer awards-forhåbninger til filmen.
6. ’A House of Dynamite’
I ’A House of Dynamite’ gennemspiller Kathryn Bigelow i sin første film i næsten syv år de samme 18 frenetiske minutter, før verden går under i et atomragnarok, fra forskellige vinkler. Det synes at være en form, der passer perfekt til netop Bigelow, der om noget er kendt for sin evne til at indfange og fastholde højspændte situationer og klippe mellem aktørerne, så man i fysisk grad fornemmer det ladede og uundgåelige ved de sammenstød og nedsmeltninger, mennesker forårsager.
Bigelow vandt som bekendt Oscar’en for bedste film og bedste instruktør som den første kvinde i historien (for ’The Hurt Locker’), men har ellers ikke haft noget nemt forhold til Oscar. Hun blev overraskende snubbet for opfølgeren ’Zero Dark Thirty’, og hendes seneste film, ’Detroit’, kom aldrig rigtigt i spil.
Mestendels fremragende anmeldelser efter premieren i Venedig (Metacritic-værdi på 88) tyder dog på, at stemningen er med hende. Det ligner en sikker nominering i kategorien for bedste film og en god håndfuld tekniske nomineringer. Men spørgsmålet er, om Bigelow kan positionere sig i instruktørkategorien, og om nogle af filmens stjerner (der i sagens natur vil være kandidater til birollestatus på grund af filmens radikale formgreb) – nok primært Idris Elba (som amerikansk præsident) og Rebecca Ferguson – kan blande sig i birollekategorierne.
Hvis filmen scorer nomineringer i skuespil- og instruktørkategorien, kan ’A House of Dynamite’ måske endda gå i ’The Hurt Locker’s fodspor?
5. ‘Marty Supreme’
Benny Safdie har taget del i efterårsfestivalsæsonen med sin Dwayne Johnson-film ’The Smashing Machine’, der har fået mestendels gode anmeldelser, men som jeg akkurat ikke finder plads til i mit nomineringsfelt.
Brormand Josh Safdie spiller et andet spil: Han holder kortene tæt på kroppen og håber, at en sen premiere i juledagene kan vende Oscar-momentum som ved et trylleslag. En risikabel strategi, som sjældent virker efter hensigten, men som, hvis den virker, kan være en komplet gamechanger. Kroneksemplet er ’Million Dollar Baby’, der fejede forhåndsfavoritten ’The Aviator’ af banen tilbage i 2004-05.
Trumfkortet for ’Marty Supreme’ er Timothée Chalamet i endnu en ambitiøs hovedrolle (efter sidste års nominerede præstation som Bob Dylan i ’A Complete Unknown’). Chalamet har i 2025 omtrent samme status, som Leonardo DiCaprio havde midt i 00’erne, da Scorsese satsede stort på ham: Det må give pote før eller siden.
Et andet trumfkort er en stor comebackrolle til Gwyneth Paltrow (om det er en co-hovedrolle eller en stor birolle, hersker der lidt usikkerhed om), der ellers stort set ikke har ernæret sig som filmskuespiller siden 00’erne på nær nogle små cameos i ’Avengers’-filmene.
Der er ikke sluppet meget ud om handlingen i ’Marty Supreme’, som Josh Safdie selv har skrevet, men den beskrives som et sportsdrama (løst baseret på bordtennisspilleren Marty Reismans liv) med komedieanstrøg. Og ja, et kærlighedsforhold mellem Timmy og nu 52-årige Paltrow!
Filmens budget på cirka en halv milliard kroner gør den til A24’s dyreste satsning hidtil. Ambitionerne må være at gå ’Everything Everywhere All at Once’ i bedene. Jeg tror kun, der er plads til én af Safdie-brødrene i årets felt, og det meste peger i retning af, at storebror Josh har fat i den lange ende.
4. ’Sinners’
Nu er vi for alvor oppe i den tunge ende, hvor jeg godt vil garantere en nominering til bedste film i januar. Med ’Marty Supreme’ er der den usikkerhed, at ingen har set filmen endnu, men med ’Sinners’ (og de tre film i top-tre) er der tale om kendte varer.
’Sinners’ har formået at overvinde de på papiret dårlige Oscar-odds, som det er at få en biografpremiere i foråret, og via stærke anmeldelser og stor succes ved billetlugerne er den blevet en af årets succesfortællinger i en amerikansk filmbranche, hvor originalmateriale sjældent produceres på den her skala længere. Ryan Coogler har med ’Sinners’ endegyldigt slået fast, at han er tidens måske hotteste amerikanske filminstruktør.
Hans evne til at balancere fortællingens forskellige tonearter og fortællelag er ret uovertruffen og positionerer ham stærkt til at blive den måske første sorte vinder af bedste instruktør (Steve McQueen og Barry Jenkins vandt for bedste film, men ikke for bedste instruktør for henholdsvis ’12 Years a Slave’ og ’Moonlight’).
’Sinners’ er oppe imod stærke konkurrenter med endnu stærkere anmeldelser i ryggen, men måske er Cooglers og filmens narrativ stærkt nok til at slå konkurrenterne af banen? Det bliver spændende at følge ’Sinners’ vej gennem Oscar-sæsonen: Kan dens kommercielle appel give den ’Oppenheimer’-agtige vinger, eller er det netop dens kommercielle appel og genrefilm-karakter, der vil holde den nede på jorden?
3. ’Sentimental Value’
Jeg nævnte i teksten til ’The Secret Agent’, at der næppe bliver plads til mere end to ikke-engelsksprogede film i hovedkategorien. Nu kan jeg så afsløre, at jeg hverken gør plads til Panahis Cannes-vinder ’If It Was Just an Accident’ eller Park Chan-wooks roste Venedig-film ’No Other Choice’.
Til gengæld tror jeg, der bliver plads til norske Joachim Triers ’Sentimental Value’, der udover at byde på tilbagevendende norske skuespillere i Trier-land (Renate Reinsve og Anders Danielsen Lie) har et internationalt cast med blandt andet Stellan Skarsgård og Elle Fanning.
De kendte skuespillernavne kan vise sig guld værd for ’Sentimental Value’ i positionskampen til Oscar. Hvis både Skarsgård (der er en af forhåndsfavoritterne til bedste mandlige birolle) og Elle Fanning kan komme i spil til nomineringer, sikrer filmen sig et bredt appellerende udstillingsvindue.
Med tanke på at Trier opnåede en manuskriptnominering for forgængeren ’Verdens værste menneske’, er er andenpladsen (Juryens Grand Prix) på Cannes-festivalen, den store opmærksomhed ved filmens nordamerikanske premiere i Telluride og altså stjernecastet en god indikator for, at Trier med ’Sentimental Value’ står over for et decideret internationalt gennembrud – også på den helt store Oscar-scene.
2. ’One Battle After Another’
Da jeg så den første trailer til ’One Battle After Another’, tænkte jeg bestemt ikke, at vi nu endelig har filmen, hvor Paul Thomas Anderson rækker ud efter en Oscar. Det lignede et lidt blegt opkog af den feterede instruktørs forrige Thomas Pynchon-filmatisering, ’Inherent Vice’, der trods gode momenter forduftede lidt i hashtågerne af en syret komedie med et noget indforstået blik på modkultur og paranoia i 1970’ernes Amerika.
Det er muligt, at ’One Battle After Another’, der er (meget løst) baseret på Pynchon-romanen ’Vineland’, på sin vis kan beskrives på nogenlunde samme måde, men der er den forskel, at samarbejdet med Leonardo DiCaprio sikrer filmen maksimal stjernetyngde. Og så at anmelderne foreløbigt nærmest kollektivt har givet filmen topkarakterer op til verdenspremieren 25. september). En Metacriticværdi på utrolige 96 er resultatet!
Hvis man kombinerer den nærmest hysteriske modtagelse med det faktum, at PTA efterhånden er blevet en elder statesman i branchen, og at han aldrig (!) har vundet en Oscar (ikke engang en manuskript-Oscar), så er det naturligt, hvis man tænker, at nu må det være.
Spørgsmålet er, om filmens lange passager med action og kulsort-humoristiske elementer er det, Akademimedlemmerne er ude efter, når de skal udpege en Oscar-vinder. Filmen slutter dog efter sigende på Paul Thomas Andersons mest følelsesladede scene siden ’Magnolia’, og under fortællingens zeitgeisty temaer om fanatisme, oprør og konspirationsteorier skulle den også være båret af en almengyldig far-datter-historie. Det kan gøre forskellen.
Uanset hvad er det en stensikker nominering.
1. ’Hamnet’
Hvis der er en film, der er kommet styrket ud af efterårsfestivalsæsonen, er det afgjort Chloé Zhaos reelle opfølger (lad os glemme den der Marvel-misere ’The Eternals’ et øjeblik!) til Oscar-vinderen ’Nomadland’.
Instruktørens Maggie O’ Farrell-filmatisering ’Hamnet’ handler om Shakespeare-parrets sorg over tabet af deres 11-årige søn, titlens Hamnet, som fik William til at skrive sin udødelige og sorgtyngede ’Hamlet’.
Chloe Zhao står således med mulighed for som den første kvinde at vinde Oscar’en for bedste film og bedste instruktør for anden gang (måske i en duel med Kathryn Bigelow, der jo også er i spil til at opnå den bedrift).
’Hamnet’ har opnået en Metacritic-værdi på imponerende 90, og ulig mange andre prestigetitler fra Venedig, Telluride og Toronto har den således formået at styrke sine Oscar-muligheder frem for blot at holde gryden i kog.
Det blev bekræftet med Publikumsprisen i Toronto, der traditionelt varsler Oscar-succes. For nu er ’Hamnet’ Oscar-frontrunner med en fortælling, der går meget direkte efter tårekanalerne, og som i altid fremragende Jessie Buckley har en klar frontrunner til en hovedrolle-Oscar.
Et bud på de andre store kategorier lige nu
Bedste instruktør:
1. Ryan Coogler, ’Sinners’
2. Paul Thomas Anderson, ‘One Battle After Another’
3. Chloé Zhao, ‘Hamnet’
4. Kathryn Bigelow, ‘A House of Dynamite’
5. Josh Safdie, ‘Marty Supreme’
Bedste mandlige hovedrolle:
1. Timothée Chalamet, ’Marty Supreme’
2. Leonardo DiCaprio, ‘One Battle After Another’
3. Jesse Plemons, ‘Bugonia’
4. Walter Moura, ‘The Secret Agent’
5. Michael B. Jordan, ‘Sinners’
Bedste kvindelige hovedrolle:
1. Jessie Buckley, ‘Hamnet’
2. Amanda Seyfried, ‘The Testament of Ann Lee’
3. Renate Reinsve, ‘Sentimental Value’
4. Emma Stone, ‘Bugonia’
5. Rose Byrne, ‘If I Had Legs I’d Kick You’
Bedste mandlige birolle:
1. Stellan Skarsgård, ‘Sentimental Value’
2. Paul Mescal, ‘Hamnet’
3. Sean Penn, ‘One Battle After Another’
4. Josh O’Connor, ‘Wake Up Dead Man: A Knives Out Mystery’
5. Delroy Lindo, ‘Sinners’
Bedste kvindelige birolle:
1. Gwyneth Paltrow, ‘Marty Supreme’
2. Amy Madigan, ‘Weapons’
3. Teyana Taylor, ‘One Battle After Another’
4. Rebecca Ferguson, ‘A House of Dynamite’
5. Elle Fanning, ‘Sentimental Value’
Bedste internationale film:
1. ’Sentimental Value’, Norge
2. ’The Secret Agent’, Brasilien
3. ’It Was Just an Accident’, Frankrig
4. ’The Voice of Hind Rajab’, Tunesien
5. ’No Other Choice’, Korea