’Mand op’: Dansk kønskomedie er bedre som samtalestarter end som film
FILM. Nogle emner er så sprængfarlige – og potentielt shitstormende – at de færreste tør røre ved dem. Men Frederikke Aspöck er åbenbart lidt af en daredevil.
Hun tøvede ikke med at irettesætte Danmarks selvforståelse som human kolonimagt i ’Viften’, og hun er ikke bleg for igen at gribe om identitetspolitiske spørgsmål eller den sagnomspundne (anti)feminisme i sin seneste film, ’Mand op’.
Filmen er en kønsspot om mænd, der føler sig overflødige og fremmedgjorte i et samfund, hvor kvinderne angiveligt er blevet for grådige, for afvisende, for forbandet selvstændige.
Enter Rasmus (Mikkel Boe Følsgaard): fagforeningsrådgiver by day, selvudnævnt undergrundsgruppeleder og frihedskæmper med dæknavnet Nietzsche by night. Sammen med en håndfuld ligesindede – og med støtte fra en stokkonservativ politiker (Jens Albinus) og hans udspekulerede hausfrau (Amanda Collin) – slås han for at bringe os alle tilbage til den ’naturlige’ kønsorden.
En film til tiden? Yes indeed. Og man mærker tydeligt skaberkræfternes ønske om at blotlægge den tiltagende polarisering og forstå, hvorfor nogle opfatter søstersolidaritet og feminisering som en vaskeægte trussel – og hvorfor bedagede kønssyn pludselig hitter.
I mean… se bare DR-dokumentaren ’Mandemænd’, hvor en Jesus-hylende debattør bekæmper ligestilling, eller Prime-rædderligheden ’Villa of Broken Hearts’, hvor OG-bacheloren Casper Berthelsen erklærer, at en af de vigtigste kvaliteter hos hans petit (!) drømmekvinde er madkundskaber. Oh, the horror.
Men selvom ’Mand op’ rører ved både tradwife’isme og andre berygtede buzzwords som kvindelist, vatpikkeri, radikalisering og testosteron-ensomhed bliver de aldrig for alvor udforsket. Måske fordi filmen har alt for travlt med at lolle over egne vittigheder.
Og ja, Aspöck og manusforfatter Lars Husum har ret: Man kan sagtens blive klog af at grine. Humor kan faktisk være en direkte vej til erkendelse af selv dobbeltsidig idioti og tunge problematikker. Filmens jokes handler bare ikke særligt meget om skævvredne kønsforhold, men primært om mandegruppens interne struggles med at komme ind og ud af biler.
Det er lige så usjovt, som det lyder – og heller ikke særligt spændende. Selv når filmen kulminerer i storladne actionmomenter med klanen i infantile elefanthuer, der begår hærværk og besætter rødstrømpekollektiver, holder hvilepulsen sig stædigt uændret. Ikke så mærkeligt, at herren bag mig i biffen faldt i søvn.
Manglen på medrivende spiddende satire er lige så frustrerende, som at man på intet tidspunkt rigtigt holder med nogen. For uagtet at jeg ikke sympatiserer med hovedfigurernes sag, ville jeg som minimum gerne kunne sympatisere med dem.
Jo jo, det er faktisk mere end trist, at Lars (Anders Brink Madsen) uretmæssigt har mistet forbindelsen til sine børn, og at Frederik (Christopher Læssø) har mistet shotgun til familiens forsæde. Men det er svært at kere sig ordentligt om endimensionelle karakterer, der stort set alle udgør hver sin skarptskårne stereotyp.
Dele af kvindeportrættet er egentligt ret interessant, og den karismatiske Mikkel Boe Følsgaard er god, alsidig og momentvis morsom (og rørende) som den hævngerrige Rasmus. Men selvom ’Mand op’ har anslaget til at levere en kompleks skildring af maskulinitetskrisen og dens aktører, er den simpelthen for, ja, simpel.
Det er bedst/værst set, når filmen – hvis ærinde er at tage de raserende ligestillingskonflikter dybt alvorligt – koger hele (køns)balladen ned til en klat sæd.
Nuvel, der kan være en pointe i at understrege, at dagens mand kan føle sig reduceret til ansigtsløs donor, ’The Handmaids tale’-style, og at misogyn ekstremisme sommetider kommer som en fatal bivirkning af hjertesorger, magt og sex – eller mangel på samme.
Og det kan rigtignok være relevant at udstille, hvordan egne forsmåede egoprojekter og en solid omgang little dick energy kan starte en hel krig.
Desværre omsættes de gode intentioner aldrig til en hverken berigende, provokerende eller vellykket fortælling. ’Mand Op’ er nok i virkeligheden bedre som samtalestarter end som film.
Kort sagt:
Køns- og identitetspolitik udfoldes aldrig tilstrækkeligt i Frederikke Aspöcks undervældende komedie. Binge hellere reality-tv, hvis du vil lære noget om maskulinitetskriser.