’How to Get to Heaven from Belfast’: Skaberen af ‘Derry Girls’ havde virkelig ikke behøvet at lave en krimi
Serie. Der findes en serie på Netflix, som har perfekte hovedpersoner.
Den hedder ‘Derry Girls’ og foregår i Nordirland i 90’erne, hvor en gruppe unge må navigere to slags drama af lige stor betydning: Det at være teenager, og det at vokse op midt i den politiske, kulturelle og væbnede konflikt om det lille lands tilhørsforhold.
Seriens skaber, Lisa McGee, gav os med Erin, Orla, Clare, Michelle og James en fuldstændig uimodståelig vennegruppe, fuld af (ofte ufrivillig) charme og humor, naivitet, angst og håb. Med god grund er de blevet ikoniske karakterer, en sød men spydig både at tilgå et lands blodige fortid, malet på mangt en husgavl i Derry.
Med sin nye serie, ‘How to Get to Heaven from Belfast’, er det, som om Lisa McGee forsøger at tage det bedste fra sin successerie, men putte det i en ny genre, en form for krimi/thriller, for at se, hvad der så sker. Den gode nyhed er, at hendes sans for at skrive hovedpersoner, intet fejler. De tre kvinder, Saoirse, Robyn og Dara, og deres venskab er seriens bankende hjerte.
Den dårlige nyhed er, at det med at lave en krimi ikke fungerer særlig godt.
Lad os starte med de gode nyheder. Vi møder i begyndelsen af ‘How to Get to Heaven from Belfast’ Saoirse, Robyn og Dara, som har kendt hinanden siden de gik i skole sammen som teenagere, men som nu lever vidt forskellige liv: Saoirse er hovedforfatter på den populære krimiserie Murder Code, Robyn er en fortravlet mor til tre, og Dara bor hjemme for at passe sin syge mor, som ikke er helt så hjælpeløs, som hun gør hende til. Midt i hver deres modtager de en besked om, at det fjerde medlem af vennegruppen, Greta, er død. Sammen begiver de sig til en nordirlandsk by for at tage afsked.
Fra første færd er venindernes dynamik medrivende. På hver deres måde excentriske og med mærkelige quirks, som konstant støder sammen, er deres selskab underholdende at være i, og skuespillet er med den samme næsten overdrevne ansigtsmimik som i ‘Derry Girls’. Men en konflikt hænger i luften. For i flashback ser vi, at de er bundet sammen af en mørk hemmelighed fra deres skoletid. Noget, de sammen med Greta gjorde, som aldrig må komme frem i lyset.
Og med det kommer vi til den dårlige nyhed. For det mysterium, veninderne skal opklare, er så usammenhængende og med så mange underlige drejninger og følelsesmæssige løse ender, at jeg nåede at blive godt og grundigt irriteret på ‘How to Get to Heaven from Belfast’ og dens næsten otte timers varighed fordelt på lige så mange afsnit. For lige at give en fornemmelse af det, kan jeg sige, at Greta ikke er død, som det viser sig, fordi hendes familie opfører sig helt enormt mistænkeligt, da de kommer for at se kisten. Og Også fordi alle fire veninder som unge fik et hemmeligt symbol tatoveret, men de kan ikke finde tatoveringen på det, der skulle være Gretas lig.
En mystisk kvinde med langt, sort hår og en fascination af Dolly Parton dukker op, og er måske ond, eller også er hun god, men god på en måde, hvor hun også er hurtig til at skyde folk. Og så er der manden Andrew, som på en prik ligner en mand, vores hovedpersoner ved burde være død. Den døde mand er hans far, og det er hans død, Andrew er kommet for at forstå sandheden om.
Det er de tre opklaringsspor, vi parallelt følger, mens mysteriet om Greta bliver mere og mere usammenhængende. Hvordan karaktererne opfører sig i en given situation, virker nemlig alene til at afhænge af, om der i dén scene er brug for at forvirre eller forklare.
Men det kunne egentlig alt sammen være lige meget, hvorfor en vigtig nøgle bliver glemt i et pudebetræk, når det vitterligt er nøglen, eller hvorfor Greta har en bror i ét afsnit, som forsvinder i det næste, hvis bare jeg følte, at ‘How to Get to Heaven from Belfast’ handlede om noget. Jo, der er vist noget om, at vi ikke kan flygte fra traumer, at det er bedre at se dem og vores indre barn i øjnene. Det kommer lidt op i nogle skænderier mellem veninderne for eksempel, men så glemmer de det igen. Videre til endnu et forvirrende plot point.
Jo, Lisa McGee har stadig sans for at skrive sjove hovedpersoner. Jeg håber hun gør mere med den evne i fremtiden, end hun formår at gøre i ‘How to Get to Heaven from Belfast’.
Kort sagt:
Skaberen af ‘Derry Girls’ viser, at hun stadig har sans for at skrive skønne og charmerende vennegrupper frem. Desværre fedter hun i ‘How to Get to Heaven from Belfast’ den evne ind i et krimi-plot, som har for mange twists og uklarheder til at fungere.