’De forbandede år 3 – Fredens pris’: Afslutningen på Anders Refns krigstrilogi udstiller dansk hykleri

FILM. Det er altid glædeligt at overvære, når et kunstnerisk livsværk bliver realiseret.
Sådan må man betegne Anders Refns filmtrilogi om Anden Verdenskrig, der netop har nået sin fuldbyrdelse med ’De forbandede år 3 – Fredens pris’.
Den 81-årige filmskaber har over 25 år arbejdet på sin fortælling om værnemager Karl Skov og hans familie, der går i opløsning under krigen, blandt andet grundet hans fabrik Elektronas samarbejde med den tyske besættelsesmagt.
Flemming Quist Møller var med til at skrive de to første film før sin død i 2022. Til tredje kapitel står hovedrolleindehaver og nylig Æres-Bodil-modtager Jesper Christensen krediteret som manuskriptforfatter, for første gang i karrieren.
Vi har at gøre med en direkte fortsættelse til anden film fra 2022, der sluttede ved krigens afblæsning. Nu følger efterspillet, den såkaldte fred, som bliver alt andet end fredelig for Karl Skov. Han står over for en hård retssag, anklaget for spionage mod Danmark.

Samtidig hænger ægteskabet med Eva (Bodil Jørgensen) i laser. Mens Karl har gemt sig i Sverige, er hun blevet tiltagende ulykkelig og alkoholiseret, alene i herskabsvillaen med den loyale husholderske Annelise (Pernille Højmark).
Dernæst har vi de voksne børn. Sønnen Aksel (Mads Reuther), der sprang familiefabrikken i luften som voldsparat modstandsmand under krigen, begynder at tvivle på sit arbejde for Kommunistpartiet. Imens spiller Helene (Sara Viktoria Bjerregaard) og Valdemar (Sylvester Byder) musik med en nytilkommen saxofonist fra Harlem på den genopbyggede jazzklub Stardust.
Anders Refns mission om at nuancere danskernes modstridende roller –modstand, samarbejde og passivitet – under besættelsen fortsætter ufortrødent i den nye film, hvor alle karakterer står over for en moralsk eller juridisk domsafsigelse.
Hykleriet er tydeligt i starten af filmen, hvor ingen præster vil begrave sønnen Michael, fordi han kæmpede for nazisttilhængerne Frikorps Danmark. Først da en præst får en kuvertfuld af Karl Skovs penge, som jo netop blev tjent gennem nazisamarbejde, går han med til at stede Michael til hvile. »Det gør jeg så aldrig mere«, siger den kirkelige herre efterfølgende.
Karl Skov er fortsat en interessant karakter, som befinder sig et sted mellem kapitalistisk opportunist og familiens beskytter, og som mislykkes gevaldigt på begge fronter. Jesper Christensen bringer vrede, afmagt og små glimt af lykke til sin patriark.

Men ’De forbandede år 3 – Fredens pris’ har også det problem, som tyngede de to forgængere: En stor mængde karakterer (selvom nogle er døde undervejs) og en masse plottråde, som alle skal have tid og plads i et tætpakket forløb.
Filmen klipper mellem scenerne i et højt tempo. På kort tid går vi eksempelvis fra retssag til skudduel, fra gråd til festligheder. De ellers kompetente skuespilpræstationer når ikke at sætte sig. Man savner simpelthen, at scenerne får lov til at trække vejret. At der ikke klippes videre, lige så snart karaktererne har formuleret de nødvendige pointer i en given samtale.
Refn vender løbende tilbage til Stardust med en række jazzede mellemspil, hvor Helena springer ud som husbandets forsanger. Disse scener føles desværre mest som melodisk fyld, der ikke taler meget sammen med resten af filmen. Selvom de peger fremad mod nye begyndelser og ungdommeligt håb, er det trods alt krigsfortællingen og Karl Skovs værnemagersag, som man er mest optaget af at følge til dørs.
Netop fordi ’De forbandede år 3 – Fredens pris’ rent faktisk giver os en ordentlig afslutning på Skovs skæbne, er filmoplevelsen trods alt også mere tilfredsstillende end de to første film, som begge endte temmelig brat.
I trilogiens sidste scener med Jesper Christensen og Bodil Jørgensen er der heldigvis tid til at mærke, at de har været på en lang og hård rejse, som har sat sine spor.
Kort sagt:
Sidste kapitel i Anders Refns ’De forbandede år’-trilogi lider af nogle af de samme problemer som forgængerne. Til gengæld får vi denne gang en tilfredsstillende afslutning.