’Urchin’: Harris Dickinson kører et nyt stortalent frem i sin lovende instruktørdebut
FILM. Når Hollywood-skuespillere springer ud som instruktører, sker det ofte, at de giver sig selv den fede hovedrolle.
Det er der ingenting galt i. Alligevel er det ret prisværdigt, at Harris Dickinson ikke har gjort det i sin instruktørdebut, der i disse dage har dansk premiere på festivalen Offspring i Odense. Den britiske Hollywood-komet, der brød igennem i Ruben Östlunds ’Triangle of Sadness’ og blev et popkulturelt fænomen med ’Babygirl’, giver i stedet pladsen til en jævnaldrende, underbelyst kollega.
Landsmanden Frank Dillane er et ganske ukendt navn for de fleste. Men mon ikke nye døre åbner sig for ham efter den formidable, rå og skrøbelige præstation i ’Urchin’, som blev belønnet med skuespilprisen i sidekonkurrencen Un Certain Regard på sidste års Cannes-festival.
Dillane spiller den hjemløse unge mand Mike, der kæmper med at holde sig på rette kurs og næsten altid slingrer. Et tilbagevendende stofmisbrug, et kaotisk sind og et ulmende, uudtalt traume gør det ikke nemt at finde en opbyggelig vej gennem tilværelsen.
I starten af filmen ryger Mike i spjældet for et voldsomt overfald. Bag tremmer lykkes det ham at blive stoffri. Måske er det muligheden for en frisk start? Kommunen giver ham i hvert fald to måneders logi på et hostel, mens han selv finder et køkkenjob, der giver ham lidt mere mod på livet.
Men det kan hurtigt gå galt. Der skal ikke meget til, før Mikes verden ramler, og det positive gemyt forsvinder ind i et frembrusende mørke. Dillane er brillant til at vise dette skifte i sit ansigt, eksempelvis da han igen står over for sit overfaldsoffer og modvilligt skal konfronteres med sig selv.
Mike er en dragende hovedkarakter, fordi han er sammensat og både vækker empati og afsky. Han er charmerende, venlig og en smule naiv, når han for eksempel øver sig i at sige »yes, chef« med en dyb stemme som forberedelse til sit nye job. Men han er også utilregnelig, til tider voldelig og ondskabsfuld.
Nogle gange bliver man frustreret over hans valg. Andre gange forstår man udmærket hans modstand og oprørskhed, når privilegerede mennesker vil belære ham om livet. Han insisterer på at have sin stolthed i behold, også selvom det ikke altid helt lykkes i praksis, for han kan sagtens mærke, hvordan omverdenen ser på ham.
Dickinson demonstrerer med sin film, hvordan mennesker på bunden af samfundet både er usynlige og til skue. Det gør han blandt andet i en voldsom scene, hvor Mike slås over stjålne penge med sin antagonistiske ven Nathan, spillet af Dickinson selv. Folk kigger, mens de samtidig lader som ingenting. En enkelt fyr tager sin telefon frem for at filme optøjerne. Og da en mand endelig bryder ind og får afbrudt nævekampen, føles det mere nedværdigende end som en egentlig hjælp.
Dickinson afslører også med sin debut, at han tydeligvis er fan af Safdie-brødrene og Sean Baker. For den fejlbehæftede, snyltende og alligevel tiltalendehovedperson kunne sagtens være taget direkte fra ’Uncut Gems’ eller ’Red Rocket’. Det synthtunge score, som smadrer igennem fra tid til anden, kunne ligeledes være inspireret af komponisten Daniel Lopatin, Safdie’ernes faste samarbejdspartner.
Undervejs forlader den 29-årige stjerne momentvis realismen for at kaste sig ud i en håndfuld surrealistiske sekvenser, der sender tankerne mod David Lynch og Terrence Malick. Sidstnævntes tidsrejseflashback i mesterværket ’The Tree of Life’ er muligvis inspirationen til en scene, hvor kameraet bevæger sig ned i et brusebadsafløb, ind i Jordens brændende indre, ud i rummet og slutter i en grotteåbning.
De overnaturlige elementer, der visualiserer Mikes indre verden, er flot udført og emmer af en ung instruktør med store ambitioner. Men når de støder sammen med den jordnære gadefortælling, forekommer det mere bombastisk end elegant.
Slutningen er ovenud spacy og ligner noget fra ’Twin Peaks: The Return’. Den føles også en kende uforløst, som om Dickinson ikke helt kunne finde på en ordentlig afrunding på sin fortælling.
Til gengæld er der en væsentlig pointe i den flagrende slutning. For Mike lever et cirkulært liv, fanget i både sine egne og samfundets mekanismer. Livet når måske aldrig nogen egentlig konklusion, før det en dag slutter.
Kort sagt:
Frank Dillane imponerer med sin rå og skrøbelige hovedrollepræstation i skuespilkollega Harris Dickinsons instruktørdebut, der drysser kosmisk surrealisme ud over en socialrealistisk fortælling om hjemløshed, misbrug og selvdestruktion.