’Dust Bunny’: Mads Mikkelsen er lejemorder i besynderligt genrebøjende film
FILM. Forestil dig, at Luc Bessons klassiker med Jean Reno og en purung Natalie Portman, ’León: The Professional’, skulle have et remake. Og at man havde sat Guillermo del Toro til at instruere den. Og den mexicanske instruktør havde lige haft et filmmaraton, hvor han havde set gamle ekspressionistiske mesterværker som ’Dr. Caligaris Kabinet’ og ’Nosferatu’.
Så har du nogenlunde Bryan Fullers stilforvirrede ’Dust Bunny’.
Amerikaneren har tidligere slået sine folder som forfatter på adskillige ’Star Trek’-serier, og blev i særdeleshed kendt som manden bag den populære, excessive ’Hannibal’-serie i starten af 2010’erne. Titelrollen katapulterede vores egen Mads Mikkelsen mod den internationale top og affødte et helt nyt følge, der siden har dyrket ham intenst på alt fra onlinefora til TikTok-compilations.
Nu har Fuller så fået den danske stjerne om bord på sin spillefilmdebut, hvor Mikkelsen spiller en unavngiven lejemorder (simpelt krediteret som Intriguing Neighbor i rulleteksterne) og nabo til den otteårige pige Aurora (Sophie Sloan).
Ligesom alle andre vel har haft i løbet af deres barndom, bor der et monster under Auroras seng. Den slags, der gør det rarest at krybe ind til mor og far, når natten er mørkest. Forskellen er blot, at Auroras monster er stort, loddent, edderrasende og værst af alt: spillevende.
Da det en nat får ram på hendes plejeforældre, som hun ikke var synderligt tæt knyttet til, bliver rædslen dog for meget. Efter et knap så filantropisk pengeindsamlingsstunt i den lokale kirke går hun direkte til den mystiske nabo, der iført et farvestrålende tracksuit næsten ligner et medlem af Jimmy Saville-banden fra ’28 Years Later’. Er det nok sedler og mønter til at »procure your services«, spørger Aurora ham. Han er lamslået over hendes ordforråd.
Det, der følger, bliver aldrig nær så eventyrligt, som man kunne håbe, for ’Dust Bunny’ udspiller sig med ganske få undtagelser i det lejlighedskompleks, hvor det umage makkerpar bor. Historien nærmest skriger ellers på en større dannelsesrejse. Men monstret bor selvfølgelig under sengen.
Mads Mikkelsens lejemorder er naturligvis ikke så nem at overbevise. Han står stålsat fast på, at monstret i virkeligheden bare er onde kræfter, der er ude efter ham, inkarneret gennem en lovlig fjoget David Dastmalchian, der agerer sortklædt, men sensitiv bølle.
Filmen forlader sig en hel del på pingpongen mellem lejemorderen og Aurora. De taler ved siden af hinanden, og den primære running gag er, at han insisterer på at kalde hende for »little girl« eller »Erora«, fordi han ikke evner at udtale hendes navn – delvist på grund af hans danske accent, der dog aldrig italesættes. Det bliver hurtigt repetitivt. Mikkelsen spiller dog med fin sårbarhed, der matcher Sloans kække, men traumatiserede pige, og når det endelig får lov til at udfolde sig, opstår der bittesmå gnister.
Problemet er dog, at humoren for ofte falder til jorden, fordi Fuller har haft svært ved at bestemme sig: Skal ’Dust Bunny’ være en horrorfilm? Uhyggelig er den ikke. Skal det være en farverig fantasy? Det er hverken farverigt eller fantasifuldt nok. Eller en dialogtung film, som tydeligvis har haft større ambitioner end budget?
Nok mest det sidste, hvilket er synd, for de visuelle effekter er tvivlsomme og karaktererne for flade til at kunne bære fortællingen. End ikke Sigourney Weavers Tilda Swinton-kanaliserende karakter, iført høje hæle med indbyggede pistoler, tilfører meget spræl.
Man må have respekt for Fullers originale forsøg på at trodse konventionerne. Desværre kommer han bare ikke i mål.
Kort sagt:
Mads Mikkelsen og Sophie Sloan trækker på ’León: The Professional’ i en besynderligt genrebøjende film, der dog hverken er sjov, uhyggelig eller actionspækket nok.