En af filmhistoriens mest populære juleklassikere, ‘How the Grinch Stole Christmas’, blev i udgivelsesåret 2000 den mest indtjenende film i USA og indbragte desuden omkring 346 millioner dollars på verdensplan.
Her 26 år senere ser filmen imidlertid ud til at få en fortsættelse. Det skriver The Hollywood Reporter.
Det forlyder nemlig, at instruktør Ron Howard har set sig lun på ideen om at lave en mere – og at Jim Carrey tilsyneladende skulle være ombord på projektet. Faktisk har Howard haft planer om en fortsættelse i mange år, sagde han torsdag til The Hollywood Reporter ved et symposie på UCLA: »Det er noget, vi har tænkt på længe. Så det er et forsøg værd«.
Nyheden kommer ellers efter, at Carrey i slutningen af sidste år udtalte, at det var en frygtelig oplevelse at lave ‘How the Grinch Stole Christmas’ – makeup-processen var simpelthen så udmattende, at skuespilleren fik panikanfald og havde svært ved at trække vejret gennem sin maske.
I et interview med ComicBook.com fra 2024, fortæller Jim Carrey ligeledes, at det var en »ekstremt ulidelig proces«, men at han ville være klar på at lave en ‘Grinch’-film mere, hvis man for eksempel kunne anvende motion capture: »Alt er muligt i denne verden«.
Tilbage i 2018 landede den animerede ‘The Grinch’, hvor Benedict Cumberbatch lagde stemme til den titulære karakter. Denne blev ligeledes et stort kommercielt hit og blev akkompagneret af et bemærkelsesværdigt soundtrack med sange fra Tyler, The Creator.
Manuskriptet til den nye film skrives af Alec Berg, Jeff Schaffer og David Mandel – en trio der alle har arbejdet på blandt andet ‘Curb Your Enthusiasm’, og som også allerede har adapteret en Dr. Seuss-fortælling til filmversion: nemlig ‘The Cat in the Hat’ fra 2003 med Mike Myers. Selvsamme historie lander i øvrigt i en ny, animeret udgave i slutningen af året.
Det er endnu ikke til at spå om, hvornår man kan forvente fortsættelsen til ‘How the Grinch Stole Christmas’.
