Over det seneste års tid er de såkaldte mikrodramaer blevet et af underholdningslandskabets mest omtalte nye fænomener: Vertikale serier med ultrakorte afsnit – helt ned til få minutter – skabt til at blive konsumeret på mobilen på særligt TikTok og Instagram.
I Kina er mikrodramaerne blevet en milliardindustri, hvilket fik Hollywood til at træde ind på området, og nu vil Skandinavien også lege med.
I august lancerede NRK – Norges svar på DR – komedieserien ’21 dage’ om en kvinde med, ja, 21 dage tilbage at leve i.
Og nu kommer så det første danske bud på et mikrodrama.
Serien hedder ‘Alt for god’ og er skrevet og instrueret af Lina Csillag, der sidste år markerede sig med det uafhængigt producerede finansdrama ‘Hood’.
Serien består af syv afsnit af under to minutters varighed og er altså filmet i højformat. Fortællingen følger en selvudslettende bartender ved navn Victor, hvis tilværelse forrykkes, da en ny bartender, Oscar, træder ind som Victors ego-coach.
På rollelisten er Kristian Halken, Rasmus Botoft, Tine Maria og Rasmus Borg Olesen.
»Vi laver ikke tv i lommeformat. Vi ønsker at lave historier, som er født til mobilen. Det stiller helt nye krav til, hvordan man både fortæller og producerer og vi ser et kæmpe potentiale i at møde publikum der, hvor de allerede er på deres egne præmisser. Det er grundlæggende en ny disciplin, og det er det, som gør det spændende«, udtaler seriens producer Michael Gynther i en pressemeddelelse.
‘Alt for god’ har premiere 7. september på sociale kanaler. Man kan følge serien og dens optakt her.
