Du kommer ikke til at spille ‘Fortnite’ på din iPhone lige foreløbigt

Du kommer ikke til at spille ‘Fortnite’ på din iPhone lige foreløbigt
Fortnite. (Foto: PR)

Apple har slået det foreløbigt sidste søm i kisten for ‘Fortnite’ og Epic Games på iPhone, iPad og Mac, da spillet er blevet bandlyst fra platformene.

Det sker efter den omfattende retssag mellem de to firmaer, som endelig er overstået med et stort nederlag til Epic, og som Apple nu konkluderer ved at hælde en ekstra omgang salt i såret.

Epic havde ellers anmodet om at få genaktiveret deres udviklingskonto, som blev spærret sidste år, men det har Apple afvist alle krav om.

I stedet slog iPhone-firmaet fast, at det ikke kommer til at ske, før alle appeller i retssagen er udtømt, hvilket kan tage op til fem år.

Apples beslutning er ikke faldet i god jord hos Epic, hvis stifter, Tim Sweeney, straks for i flint på Twitter.

Her anklagede han firmaet for at lyve og for at bryde deres løfte om at lade ‘Fortnite’ vende tilbage, hvis bare Epic Games makkede ret.

Umiddelbart virker det også som et drastisk træk, der lugter lidt af hævn, men juridisk set er Apple i deres ret til at udelukke Epic fra deres økosystem på grund af brud på brugerbetingelserne.

Desværre betyder det altså også, at du må opleve ‘Fortnite’ på andre platforme end dem, der tilhører Apple – i hvert fald i den nærmeste fremtid.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af