Den 8. juli 1996 udgav Spice Girls deres debutsingle, ’Wannabe’. Sangen blev et kæmpehit og gruppen er den bedst sælgende pigegruppe nogensinde. 20 år senere lever Spice Girls’ girl power videre i allerbedste velgående, viser tal fra Spotify.
Spotify er nemlig røget med på halvfemserbølgen og gået i det nostalgiske hjørne i anledning af ’Wannabe’s 20 års jubilæum. De har regnet ud at, ’Wannabe’ er blevet streamet intet mindre end 94 millioner gange gennem tjenesten.
Faktisk har Spotifys brugere streamet hele 1000 år værd af Spice Girls-musik, hvis man kombinerer lyttetiden på alle pigegruppens sange. Og der er ikke mindre end 6,7 millioner playlister på streamingtjenesten, der indeholder en eller flere sange fra Spice Girls’ bagkatalog.
Skulle man nu være fristet til at tro, at det er en relativt lille skare superfans der står bag de mange aflytninger, kan Spotifys tal få dig til at tro om. De har registreret at 2,6 millioner mennesker hører Spice Girls hver eneste måned. Særligt torsdag aften omkring femtiden er der spidsbelastning.
Spice Girls’ musik nyder stadig international succes. Ifølge Spotify streames de mest i USA, efterfulgt af Storbritannien, Brasilien, Tyskland og Mexico. Det er dog stadig i hjemlandets hovedstad London, at Spice Girls bliver streamet allermest.
Spotify har i dagens anledning sammensat en playliste over de ti mest populære Spice Girls-sange på Spotify. Mens vi venter på 2016s store sommerhymne kan vi med fordel genleve dengang popmusikken blev styret med hård hånd af fem unge britiske piger.
Læs også: Lyt: ASAP Ferg deler hidtil uudgivet Spice Girls-dedikeret track