Ja, trends, logoer og svinedyrt design kan nemt blive for meget. Og det er netop det, som brandet, organisationen, eller hvad det nu er, 99% Youth reagerer på. Det sker dog blandt andet med tre t-shirts, der alligevel er så modekorrekte i sin anti-take, at de paradoksalt nok allerede er i gang med at skabe en modebølge.
For hvad er mere insider-agtigt og modesmart, end allerede at være så meget over Vetements, Gosha Rubchinskiy og Off-White, at man er klar til at sige fuck dem? Budskabet stikker dog dybere for 99% Youth.
I et manifest skriver brandet blandt andet, at popkulturen i dag er skabt for at holde os nede og forhindre os i at finde os selv og vores sande identiteter. Dazed har interviewet den fiktive STEVE OKLYN, som står bag projektet, og han har tidligere kørt websitet Not Vogue, der gik imod modens elitære snobberi.
99% Youth startede egentlig bare som et onlineprojekt, og t-shirts’ene var fiktive og Photoshop-genererede, men da det franske produktionsselskab Apar gik med i projektet, blev til virkelighed. Unge tildeler ting mere betydning, hvis de kan købe dem, siger STEVE OKLYN til Dazed.
»Du ser unge i kø ude foran Supreme hver torsdag. De vil gerne købe. De kender kun konsumerisme, de kender ikke konceptualisering – så snart de kommer ud af Supreme, er de ekstatiske. ‘Jeg har købt det her’ er en markant del af transaktionen og deres selvopfattelse«.
Men ja, meget tyder på, at 99% Youth mere ender som en mode-gimmick end som en storslået protest. Lige meget hvad din motivation er, så kan du i hvert fald købe de tre t-shirts via Apar. De koster 735 kroner.
Læs også: Vetements tager igen pis på moden – sælger meta-t-shirts til 900 kroner