Netflix’ planlagte filmatisering af den ikoniske spilserie ‘Gears of War’ starter lovende ud med annonceringen af projektets manuskriptforfatter.
Det er nemlig en erfaren herre, der tager roret, da Jon Spaihts bliver ansvarlig for filmens fortælling, skriver streamingtjenesten på Twitter.
Spaihts har tidligere skrevet film som ‘Doctor Strange’ og ‘Prometheus’, men er mest af alt kendt for sin indsats på ‘Dune’, hvor hans manuskript indkasserede en Oscar-nominering.
Netflix er ikke de første, der forsøger sig med en filmatisering af ‘Gears of War’. Rettighederne er blevet solgt af flere omgange, men alle projekterne er langsomt løbet ud i sandet.
Det ændrede sig i efteråret, da streamingtjenesten annoncerede planerne for actionserien, omend de har holdt kortene tæt til kroppen.
Det vides således ikke, hvem der skal spille hovedrollen, og hvordan Netflix har tænkt sig at forholde sig til kildematerialet, som strækker sig over en hel trilogi og adskillige senere udspil.
Netflix har dog bekræftet, at aftalen ikke kun munder ud i en filmatisering, men også en animeret serie for voksne.