‘It’s So Cute I’m Gonna Die’ er et forførende voldsorgie af nuttethed
Der er dømt akut cuteness overload på Blaagaard Teater.
Elektroniske puddelhvalpe logrer hjælpeløst rundt på det tyggegummilyserøde stof, der breder sig som en skovsø under en kæmpemæssig, satindraperet himmelseng.
Snart lister fire manisk smilende og voluminøst velour-, tyl- og silkeindsvøbte dansere sig ind i pastelfarvede moonboots. De imiterer det infantilt og mekanisk bjæffende legetøj, henført i vidunderligt vamset uvidenhed, før de som et Teletubbies-agtigt girlband giver os koordineret, kawaiipiget cheerleaderdans.
Men der er noget galt i Eventyrland, der hurtigt udvikler sig til et dystert, udsyret hurlumhejhus. Døden lurer lige bag tæppet med sin le og langsomt kribler uhyggen ind i dansernes ansigter, mens de smelter kampsvedende sammen som kluddermor i et begærligt clusterfuck af flæser og kød.
Med andre ord er danseforestillingen ‘It’s So Cute I’m Gonna Die’ en umanerligt manipulerende, men svært uimodståelig æstetisk orgasme og feberdrøm, der vrider halsen om på alle forestillinger om uskyldig, utilsværtet nuttethed.
Men miv: Det lugter altså også lidt for meget af en forelæsning på KUA.
Titlen på forestillingen er et umiskendeligt nik til den 5-årige enhjørningeentusiast Agnes Gru, der i en uforglemmelig scene i ‘Grusomme mig’, ved synet af en plysset tombolabamse, aggressivt skriger »It’s so fluffy I’m gonna die!«.
Den er blevet til i et samarbejde mellem det ungdommeligt, fingeren-på-pulsen-havende Blaagaard Teater og dansekompagniet Gunilla Lind Danseteater.
Lars Englund Frimann og Lise Marie Birchs scenografi er, ja, to die for og Lydmors autotunet overgearede hyperpop er ambivalent, sukkersødt splattersmadder i bedste nostalgiske Sophie-stil.
Skrædder Emilie Strøms kostumer er perfekt babysimuleret besnærende rammer for danserne Alvilda Faber Striim, Ruth Rebekka Hansen, Josefine Elna Ibsen og Marcus Alexander Roydes, hvis ‘Suspiria’-forvredne lemmer, Bambiøjne og American Psycho-smil kravler overbevisende ind under huden med beskeden om, at det er med livet som indsats at være en nuttet starut.
Ideen til forestillingen, og her skal vi holde tungen lige i munden, udspringer fra den feministiske kulturteoretiker Sianne Ngais teori om »det nuttede«.
Lynhurtigt og uhyre forsimplet går teorien ud på, at alt, der er blødt babyagtigt og formbart infantilt, vækker en ufattelig trang til både omsorg og ødelæggelse i os. »Du er jo lige til at spise!« udbryder vi euforisk voldeligt ved synet af et flommet babyfjæs, hvorfor nuttethed både er en genial evolutionær og kapitalistisk strategi.
Nuttetheden fylder da for tiden også vores kultur- og åndsliv udenfor teateret. Tænk blot på ‘Barbie’-feberen eller forfatter Anne Mari Borcherts queer debutroman ‘Lykkelig med M’ fra sidste år, en herligt sukkerknaldet banger.
Måske er bevidstheden om nuttethedens dystre bagside også begyndt at indfinde sig.
Når man ser danserne i ‘It’s So Cute I’m Gonna Die’ krænge pelsen af de elektriske hundehvalpe, er det i hvert fald interessant, at regeringen netop har annonceret, at de vil sætte ind over for »ekstrem avl af kæledyr«. Altså, fremavling af nuttede ansigtstræk hos bulldogs og andre kortsnudede vovser, der knap kan trække vejret.
Dyr så søde, at det risikerer at slå dem ihjel.
Det nuttede tankegods er interessant, jovist, men trods den glittede indpakning også en anelse støvet og docerende som en forelæsning på universitetet. Det bliver en anelse endimensionelt, når forestillingen er så optaget af at slå sin akademiske pointe fast med velkoreograferede syvtommersøm.
Min skepsis til trods er det dog dybt imponerende, hvordan holdet bag forestillingen formår at give Sianne Ngais tørre, lixtaltunge prosa så indlevet halsbrækkende dansekrop.
Efter en fortryllende time, hvor Ruth Rebekka Hansen først som en ballerina i et smykkeskrin har drejet rundt på spidsen af sine moonboots, mens iriserende heliumballoner hænger som giftige gopler i luften, og siden, gisp, skælvende hjælpeløst er blevet slagtet som en kylling af en legesygt sadistisk ørn, åbenbarer scenen sig nemlig som helvedes forgård, da danserne forvandler sig til gruopvækkende furier, klar til med jern- eller konfettirør at straffe alt og alle i det nuttede legetøjs bittersøde hævn.
Sådan kan man altså også formidle samfundskritisk kulturteori.
Kort sagt:
Det nuttede bliver aldrig helt uskyldigt igen, når man har set danseforestillingen ‘It’s So Cute I’m Gonna Die’ på Blaagaard Teater. Også selvom det føles lidt som lektier på litteraturvidenskab.