Med erotiske <3-sms'er vender 'Eva og Jeanne' historien på hovedet
ROMAN. Læs lige titlen igen: ‘Eva og Jeanne’.
Det er lige før, at det dufter af den afdeling på et skolebibliotek, der er forbeholdt skolens ældste elever. Og faktisk ligner ‘Eva og Jeanne’ også lidt en romantisk ungdomsroman fra 1980’erne. Men heldigvis er Ditte Holm Bros tredje litterære værk alt andet.
I en smeltegryde af en roman spalter forfatteren tiden, stikker til genren, skiller gamle fortællinger ad og sammensætter det hele på ny i et feministisk romance-fanfiction-værk. Den bibelske figur Eva – altså kristendommens første kvinde – forelsker sig i den franske nationalhelgen Jeanne D’Arc, og de to mødes i nutiden, hvor de hører Billie Eilish i bilen, taler med feministiske, oprørske tunger og indleder en hed affære.
Det er gakket og gennemført genialt.
Fortællingerne om de to kvindefigurer, som er fra hver sin tid, men begge centrale i Vestens og Europas kulturhistorie, skrives om og skrives sammen gennem 26 scener, hvor vi for eksempel lander i ‘Parken’ – en slags Edens Have – hos Eva, i militæret hos Jeanne og ind i mellem i et feministisk rant-digt.
I romanen er Evas synd ikke, at hun spiser af kundskabens træ, men derimod hendes queer awakening. Jeanne antænder et begær i hende, »et urgammelt bæst, der havde slumret i årtusinder«, som får Eva til at miste interessen for livet med Adam i ‘Parken’ og respekten for Gud, der i øvrigt er blevet chefkonsulent. På sin mobil skriver hun kiksede digte, antydningen af feministiske kampskrifter og ikke mindst liderlige og længselsfulde SMS’er til Jeanne fyldt med <3’er.
Imens pumper Jeanne i fitnesscenteret, er soldat i militæret og studerer på universitet. Hver morgen, inden hun tager sin rustning på (sådan én går hun nemlig i til hverdag) smører hun sig med testogel – en creme med det mandlige kønshormon – fordi det nu engang »er lettere at ændre kroppens historie end verdens«.
»Din succes er vores bundlinje«
Ligesom de historiske kvindefigurer lever Eva og Jeanne også vidt forskellige tilværelser i romanen, men fælles for dem er, at de har fået nok af patriarkalske strukturer, heteronormer og kapitalistiske logikker. Den gendigtning er vanvittigt vellykket.
Ditte Holm Bro lader nemlig begæret og oprøret bruse over i sin fortolking, hvor både deres nye og gamle skæbner flyder sammen på en næsten underligt ubesværet måde. Der er en lethed og noget hæsblæsende over romanen, der både vil lege og smadre det hele på samme tid. Den optræder som en hvirvelvind, som jeg bare har lyst til at læne mig ind i. Lade mig føre med, blive dumpet ned i en scene, hurtigt blive hevet op igen og videre til den næste.
Og det er svært ikke at grine på vejen. For eksempel når Gud spankulerer gennem ‘Parken’ med Patagonia-vest og attachemappe og forsøger at indprente »markedets logik« gennem slogan-skilte med citater om »Gud er chefen og chefen er Gud« og »Din succes er vores bundlinje«. Eller når Eva gør oprør ved at hænge skilte op i træerne som modsvar: »Badminton er Gud«, »Hvil alle syv dage og elsk« og »Eva elsker Jeanne og nogle gange Adam«.
Samtidig skriver Ditte Holm Bro med en florlet elegance fyldt med poetiske perler. Sætninger som »Mulden fik hendes underliv til at trække sig sammen, mørk og fugtig, et køligt pust fra jordens skorpe, det sitrede dernede, som en underjordisk ve« beder bare om at blive læst igen.
Oprørske queers
Romanen er eksplicit om sit feministiske projekt og eksperimenterende format helt fra start, men selvom det hele fungerer, har den også en tendens til at blive en anelse overforklarende.
Den er lige lovlig rig på sætninger som »Det var skammens program, der disciplinerede Eva«, som om den lidt for hyppigt vil opsummere og konkludere, hvad jeg som læser skal forstå ud fra enkelte små hændelser og situationer.
Jeg er med på, at det er et værk, der leger med genrer – også essayistik – og den leg virker langt hen ad vejen. Men indimellem savnede jeg en tiltro til, at jeg som læser nok selv skal huske den feministiske agenda, kan tænke med og finde vej.
Det ændrer dog ikke det mindste på, at denne lille, lækre og legesyge roman er mere end læseværdig. Meget mere.
Jeg tror stadig ikke helt, jeg har forstået, hvordan Ditte Holm Bro har formået – på 100 sider – at hive Eva ud af Biblen, Jeanne D’arc ud af Frankrigs nationalhistorie og skrive dem begge frem som oprørske queers, der både fletter deres fingre og bruger dem til at række et stort, feministisk fuck til verden.
Nogle gange læser man et værk, som er mere sit eget, end værker normalt er. Et, som man umuligt kunne have forestillet, overhovedet ville blive skrevet.
Sådan en roman er ‘Eva og Jeanne’.
Kort sagt:
‘Eva og Jeanne’ er et sammensurium af tidspaltende settings, sanser og statements, der –- underligt nok –- fungerer. Roman råber som én stærk, samlet stemme, som en lang række andre kvinder også vil kunne hvæse med på.