Poppens yngste stilikon: Billie Eilish’ seks bedste outfits – fra legesyge til overdrevet farvematch

Hendes baggy stil er et forfriskende bud på et popstjerne-look i en tid, hvor uopnåelige former fylder meget – men der ligger også meget mere bag Billie Eilish’ bedste outfits.
Poppens yngste stilikon: Billie Eilish’ seks bedste outfits – fra legesyge til overdrevet farvematch
Billie Eilish til Calvin Klein-show i New York. (Foto: Nicholas Hunt/Getty Images)

Som hun slog fast i et nyligt interview med australsk Vogue, så er tøj en vigtig del af Billie Eilish’ liv.

»Det er det første, der betyder noget hver dag i mit liv. Over alt hvor jeg går, alt hvad jeg gør. Alt. Det er det første, jeg tænker på, så jeg dårligt nok lægger mærke til det. Det er hele min identitet«, fortæller hun.

»Hele min personlighed er baseret på mit tøj, og hvad jeg har på den dag. Jeg kan have en anderledes personlighed til et nyt outfit nogle gange. Hvis jeg har noget på, som jeg ikke føler mig tilpas i, forvandler jeg mig til en persona, som jeg hader«.

Selvom det lyder ret vildt, så synes vi, der er meget mere til Billie end hendes tøj, men det er absolut blevet en stor del af hendes image, især fordi hendes stil stikker ud og lader til at passe godt til hende.

Hun har også tidligere sagt, at hun går i baggy tøj, fordi hun ikke vil have, at verden skal vide alt om hende.

»Ingen kan have en holdning, for de har ikke set, hvad der er nedenunder. Ikke kan sige, at hun er tyndfed, eller hun er ikke tyndfed. Hun har en flad røv, hun har en fed røv. Ingen kan sige sådan noget, for de ved det ikke«, siger hun i en Calvin Klein-kampagnevideo.

Men vi kan i hvert fald have en holdning til hendes signaturstil, så her er seks outfits, vi er ekstra vilde med, og som indkapsler, hvad det er, hun gør så godt.

Billie Eilish til Coachella i år. (Foto: Roger Kisby/Getty Images)

Humor og legesyge

Det er nøglen til hele hendes look, for selvom hun har styr på sin stil, så handler meget af den om at være fuldstændig ligeglad og bare gøre/tage på, hvad der falder en ind. »Alle kan gå i hvad som helst, hvis du bare giver dig selv lov«, som hun for nylig sagde i et videointerview med Teen Vogue. Der afslørede hun også, at hun blandt andet er inspireret af bootleg-designeren Imran Potato, stylisten Bloody Osiris og modellen og influenceren Sita Bellan, fordi de netop også gør tingene på deres egen måde.

Ovenstående outfit fra Coachella er indbegrebet af alt for meget, men altså også af Billie Eilish’ legesyge. Og altså med neonfarven som en lille rød tråd, der trods alt binder looket sammen, så slipper hun jo snildt af sted med sine plysbukser og elløbehjul. Og det er netop fedt, fordi man kan mærke, at hun bare har det sjovt med det. Det er befriende hos alle – og især hos en af tidens mest fremadstormende popstjerner.

Billie Eilish i TsuWoops bootleg-design. (Foto: Joe Scarnici/Getty Images)

Overdrevet bootleg-stil

Et andet grundelement i hendes stil er de bootleg-designs, der på en total ‘Dapper Dan i 80’erne’-agtig facon har infiltreret stilen hos flere af tidens unge, opkommende musikere som Sheck Wes, Rosalía og Trippie Red. Som dengang netop Dapper Dan iklædte nogle af datidens største rappere i luksusmodehusenes monogramprint, handler tendensen både om et oprør og om en følelse af, at ens stil ikke er repræsenteret i luksusmoden, men at man stadig gerne vil lege med dens magtfulde symboler.

Som bootleg-designeren TsuWoops dryppende, grafittiagtige og oversize version af Louis Vuittons monogramprint på det fulde outfit ovenfor understreger, så er der også noget fedt ved at have et outfit på, som er lavet specielt til én, kontra bare at hoppe ned i et look, der er taget direkte fra Gucci eller Louis Vuittons seneste catwalkshow.

Og hey, så passer det da perfekt til Billie Eilish’ attitude at fucke med etablissementet på den måde. Så bliver det spændende at se, om luksusmodehusene bliver ved med at vende ryggen til tendensen, eller om de på et tidspunkt får nok, som de gjorde med Dapper Dan, der blev lukket ned, da hans bootleg-designs begyndte at fylde lidt for meget.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

 

Vis dette opslag på Instagram

 

Et opslag delt af BILLIE EILISH (@billieeilish) den

Farvekoordination

Moden har en ting med monokrome looks for tiden, men Billie Eilish har dyrket overdrevet matchende outfits i lang tid. Det er en sjov og enkel måde at se utroligt gennemført ud. Så selvom det her egentlig bare er en t-shirt, lange shorts og basketball-sneakers – som selvfølgelig er en del af hendes basisgarderobe – så bliver det løftet op til meget mere.

Neonfarven rammer selvfølgelig en stærk streetwear-tendens, der også for længst har sneget sig ind i luksusmoden, og så gør Eilish looket endnu mere sit eget med tilføjelsen af elefanthuen.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

 

Vis dette opslag på Instagram

 

Et opslag delt af BILLIE EILISH (@billieeilish) den

Det bedste merchandise

Billie Eilish har tidligt etableret mærket Blohsh og dermed også sørget for, at hendes merchandise er meget mere end bare standardtøj med hendes navn på – selvom den slags absolut også findes. Her er det jo så netop hendes navn, der er på tøjet, men i et slags logoprint der gør det til meget mere – og som selvfølgelig passer ind i den logobølge, ingen helt tør lægge fra sig endnu.

Blohsh’ skæve stickman-agtige logo har netop åbnet op for, at Billie kan lave designs uden sit navn på, uden at nogen er i tvivl om, hvem afsenderen er. Det er altså meget godt gået af en kunstner, som stadig kun er 17 år og blot to år inde i sin karriere som et kendt musiknavn.

Stilen er selvfølgelig ofte oversize og farverig, så den matcher hendes egen stil. Hvis du vil sikre dig noget eksklusiv merchandise, så har Storm været med til at lave særlige versioner af hendes merch, som bliver sat til salg i morgen, onsdag, i Storm.

Billie Eilish i 2017 (Foto: Getty Images)

‘In the know’

Som en del af hendes leg med tøj og stil er Billie Eilish selvfølgelig også helt med på, når noget pludselig blower op på nettet. Udover at hendes bootleg-stil afspejler det, og hendes leg med alt fra smalle solbriller til hypede sneakers beviser, at hun registrerer modetendenser, så var hun også hurtig på den i starten af sin offentlige karriere i 2017, da IKEA’s Frakta-taske pludselig fit sit modeøjeblik takket være Demna Gvasalia og internettets enorme kreativitet.

Allerede dengang viste hun sin sunde ironiske distance til mode, da hun troppede op på den røde løber i en top, der netop var syet ud af en Frakta-taske – ovenikøbet den gule version, som man ikke kan købe, men kun få fingre i, hvis man kommer til at tage den med hjem fra varehuset. Taskens logostropper agerer både stropper på toppen og choker (der også havde et modeøjeblik dengang) for ekstra effekt.

Billie Eilish til Calvin Klein-show i New York. (Foto: Nicholas Hunt/Getty Images)

Også bare god stil

Eller hvad er god stil? Men Billie Eilish kan i hvert fald også bare omfavne nogle af tidens sejeste designere nogle gange – heldigvis ikke så tit dog. Her ses hun som gæst til et Calvin Klein-show, mens Raf Simons stadig styrede de kreative tøjler. Heldigvis er det netop i et outfit, som er fuldt ud i tråd med hendes egen stil – og også helt i starten af opmærksomheden omkring Simons’ brandmandsagtige look, som hurtigt voksede.

Man kan næsten sige, at den belgiske designer nærmere har ramt Billie Eilish’ genbrugs/d-i-y-stil med det outfit, end at hun har overgivet sig til et vist brand eller modehus. Så selv her fra første række til et modeshow virker hun i fuld kontrol over sin stil.

Læs også: Billie Eilish’ seneste Louis Vuitton-looks er fake – og del af en større tendens

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af