Klub Sanz: Powersolo – this one goes out to grandma

Der var dømt westernstemning og underholdende galskab, da den besynderlige, men i særdeleshed spøjse trio “Powersolo” gik på scenen som det allersidste band i forbindelse med “Klub Sanz-festivalen” på Voxhall.

Bandet proklamerede selv deres musik som “Donkey Punk”, hvilket egentlig er en ganske rammende betegnelse. Forestil dig skæv garagerock med et strejf af rå 60’er lyd og rendyrket punk i en flabet fremtoning, tilsat diverse klovdyrlyde, så rammer man ikke helt ved siden af det musikalske spektre, publikum blev præsenteret for.

Powersolo lod fra starten deres “musikalske æsel” få frie tøjler og galoperede af sted over stepperne i et hæsblæsende tempo, alt imens det ene nummer efter det andet blev eksekveret. Teksterne handlede om alt fra alkohol til at have noget siddende fast oppe i røven(!).
Morsomt var det, ingen tvivl om det, men decideret langtidsholdbart var det nu ikke. Efter fem-seks numre begyndte min koncentration i hvert fald at falde proportionelt med sættets længde.

Men det til trods kunne man nu ikke klandre Powersolo for at være dårlige musikere. Frontmand og forsanger Kim Kix leverede den ene skægge og overbevisende guitarfigur efter den anden, og havde den til genren helt rigtige texanske accent, som en rigtig cowboy “from over there” skal have.

Jeg skal personligt gerne vedkende mig, at jeg ikke hører til den generation, som har fået countrystemningen, lugten af klovdyr og smagen af stærk whisky ind ved moders mælk – hvis man da kan snakke om det – men morede mig, ja, det gjorde jeg da. Og det til trods for at Powersolo bl.a. præsenterede et af deres numre med sætningen: “This one goes out to grandma'”, og jeg på min årgangs vegne ikke kunne lade være med at tænke: “Generationer til forskel..?”